Print artikel

Kertész minder os om fremtiden

Foto: Csaba Segesvári. Wikimedia Commons.
Anmeldelse
16.12.16
Imre Kertész fortæller os igen, at den eneste etiske indstilling til verden er den sure gamlings vrissen, og så formidler han, som ingen anden, det tragiske menneskes elskelighed.

Her til morgen på nettet: Stor opstandelse. Konen til talsmand for Vladimir Putin danser i KZ-kostume på russisk Vild med dans. Man forsvarer sig ved at kalde det en hyldest til filmen Livet er smukt af Roberto Benigni.

»Det er jo fuldstændig absurd«, og »sikke et cirkus« er mine første tanker, og jeg er tilbøjelig til at slå det væk med en ”de er jo gale, de russere”. Men så tænker jeg på Imre Kertész, den nobelprisvindende vidnesbyrdsforfatter, som døde sidste år, men nu, som ved et mirakel, taler til mig fra sit lille posthumt udgivne mesterværk af en bog Der Betrachter (Betragteren) med undertitlen 'optegnelser 1991-2001'.

Imre Kertész, som blev deporteret til Buchenwald i en alder af 14 år, kaldte sig for en Holocaustklovn, og så elskede han Livet er smukt, fordi filmen, ligesom hans egen nobelprisvindende roman De skæbneløse, bruger fiktionen til at sige noget sandt om Auschwitz. De skæbneløse gentager ikke en til en populærkulturens Holocaustforestilling med dertilhørende fast dramaturgi: opsamling, togvogne, krematorium, tydelige helte og skurke samt klichefyldt sprogbrug ”et helvede”, ”uudsigelig lidelse” med videre. I stedet bruger den barnets perspektiv og fiktionen til at lirke det billede op og sige noget alment om Auschwitz. Kertész opfattede nemlig ikke KZ-teknologien som en undtagelse i en europæisk kultur, men som en konsekvens eller forsættelse af den. Og så kunne Auschwitz fortælle den, der turde lytte, om menneskets absurde skæbne, dets udleverethed til det andet menneske, døden, sproget og samfundstotaliteten.

I Der Betrachter er det også brudløsheden eller kontinuiteten mellem verden under og efter Auschwitz, der er den centrale erfaring. Det er skuffelsen over igen at se fascistiske og totalitære tendenser i Ungarn, men også i den øvrige verden. Men det er især billederne af moderens og den første kones død, som skærebrænder menneskets udleverethed ind i hjertet.

Ved et karakteristik greb nedskriver Kertész først billedet af sin egen døen på »menneskeaffaldspladsen« i Buchenwald: »Jeg døde sådan, det husker jeg, at jeg længtes efter, at befri mit hjerte fra sin klage. Den døende har brug for den levendes tårer.« Senere gentager begivenheden sig i den første kones ensomme døen på hospitalet, uden den nærmestes, Kertesz’ tårer: »”Hun er sovet ind”, sagde han (lægen) – jeg forstod ikke med det samme, at hun var død. Om morgenen havde han været hos hende, hun kunne ikke tale, græd, jamrede sig over smerterne i sit hoved, hendes elendige tumor; doktor Andris havde taget hendes hånd og sagt til hende, at det snart ville blive bedre, og at jeg ville komme om eftermiddagen.« Også for ikke at være til stede, da moderen dør af demens, anklager han sig selv, og han videregiver sit sidste billede af hende, hvor hun sidder i sengen med armene løftet op over hovedet og messer: »Jeg ved ikke, jeg ved ikke.«

Det er hårdt skrevet, og det er hårdt at læse, men på en eller anden måde også ømt og med stor kærlighed til moderen, som her bliver billedet på det tragiske menneske og som på sin vis indfanger hele Kertész’ værk.

I forlagets beskrivelse af Der Betrachter gør de meget ud af, at dagbogen binder en knude mellem to andre, som er skrevet henholdsvis før og efter. Det drejer sig om 'Galejdagbog' (1961-1991) og 'Sidste optegnelse' (perioden 2001-2009) – ingen af dem er oversat til dansk. Men Der Betrachter er et værk i sin egen ret. Stilmæssigt veksles mellem aforistiske passager og daterede personlige optegnelser. Poetikken er paradoksets eller uforsonlighedens. Først fremstår Kertész som offer i sin døen i bunken af lig i Buchenwald, siden træder han selv ind i den aktive, eller – sat på spidsen – bødlens rolle, som den der efterlader sine kære til at dø i myndighedens varetægt. Eller han kalder sin berømmelse for et ulideligt cirkus, harcelerer over tv-mediets hygsomme gengivelse af lidelser, og afviser enhver positiv indstilling til livet, hvorefter han afslører glæden ved sin succes og berømmelse.

Der Betrachter er en rigdom af en bog, ”et brændende spørgsmål” og et ”husk det nu!” fra en død.