Print artikel

Kampen for det seende menneske

»Deres vilde billeder, de store kræfter, de leger med, er en beriget realisme, der skal give os nyt syn (eller synet tilbage). En mere-realisme.« Nezval og Biebl gjorde på skrift, hvad billedkunstnere som Max Ernst gjorde på lærredet. Her i værket L'Ange du Foyer fra 1937.
Kritik
07.10.19
To tjekkiske og surrealistiske hovedværker – 'Kvinde i flertal' & 'Den nye Ikaros', foreligger nu i dansk oversættelse. De er spraglede, uregerlige og frustrerende, men dybt fascinerende.

Surrealismen er præget af den idé, at vi kan få adgang til en anden virkelighed (eller mere-virkelighed), hvis vi løsner tøjlerne lidt. Heraf den frie association, automatskriften (hvor man jo vitterligt smider tøjlerne) og syrede sidestillinger. I modsætning til Dadaisterne, forsøger surrealisterne at holde fast i en eller anden form for indre logik, og deres værker har ofte karakter af drømmes netop surrealistiske forståelse af virkeligheden.

Der er noget befriende ved surrealismens opgør med datidens kunstneriske forskrifter. Væk med den drøje ornamentering af verden og væk med drøvtyggerens kedsommelige genspejlinger af virkeligheden. Det er i hvert fald den ambition både Biebl og Nezval har sat sig for at opnå, hvorfor deres værker knitrer af nyskabende intensitet som to æstetiske partikel-acceleratorer, der slynger symboler rundt for så at tordne dem ind i hinanden.

Det er netop i fortabelsen, læseren fascineres.

Af denne partiklernes splintring opstår nytænkning. Vi bliver under alle omstændigheder tvunget ud af vore tænknings sædvane. Det er i den forstand provokerende og til tider tung og møgbesværlig læsning, der er svær at holde fast i.

Særligt er Nezvals værk Kvinde i flertal decideret uregerlig. Dels fordi dens struktur har været en tur gennem surrealistmaskinen – som han selv skriver er bogen en blanding af dagbogsnotater, scenepoesi og andre ’surrealistiske eksperimenter.’ Og dels fordi Nezval løber om hjørner med læseren med sine associationskæder. Læseren bliver derfor nemt fortabt. Men det er netop i fortabelsen, læseren fascineres.

»Smilets larver flækkede som gabestokken / Sorgens larver som søger efter den sørgefarvede neglelak.«

eller:

»Jeg kender et kvarter hvor en mand er en brise og en kvinde en lampe / Vinduerne danner et dominospil / Et kvarter af saltstøtter / Adskilt fra de andre gader med kejsersnit.«

Trangen til traditionel afkodning fortaber sig i billedernes kraft, som de skvulper rundt i kraniets indre mørke. Et smil er forandret. Byens kvarter er forvrænget.

Nezvals tendens til at portrættere Kvinden (eller Kvinder), som det ultimative begærs objekt er trættende og frastødende. Den står i stærk kontrast til værkets ellers så liberale ånd.

Nezvals scenepoesi rummer den største læseoplevelse. Det er tilstrækkeligt at sige, at scenepoesien er vanvidsforestillinger fyldt med vildt begær og absurde begivenheder, der er en fryd at forsøge at forstå.

Deres værker knitrer af nyskabende intensitet som to æstetiske partikel-acceleratorer.

Den nye Ikaros, som er knap 40 sider lang, kan ses som en slags surrealistisk manifest. Værket består af fire forsøg på at nyoptegne Ikaros som en stedfortræder for surrealistdigteren: »Digteren den nye Ikaros stiger let op i rum og tid.«

I Biebls hænder er Ikaros ikke en fortælling om hybris, men en skabelsesberetning. Ikaros eller digter-jeget siger: »jeg kaster mig ned fra klippen / hvor er kærligheden stor / farvel farvel / Jeg elsker forandring / jeg flyder på alle havene.« Det er ikke et spørgsmål om at flygte, men om at vove springet. Det er et sagn om sammenstødet mellem store kræfter—viljen og solen og tyngdekraften—og om at fremelske den forunderlige forandringskraft og potentialet heri.

Disse to værker henleder tankerne på et spørgsmål, Deleuze og Guattari rejser i Hvad er filosofi?: Hvad er tænkning? Og hvordan opstår en tanke?

Dette er spørgsmål, som er sværere at besvare, end man skulle tro. Langt størstedelen af det, vi går rundt og siger til hinanden, er gentagelser af andres meninger. Selv vores egne erfaringer af verden sluses igennem den gængse fortolkning af virkeligheden. For Deleuze og Guattari opstår genuin tænkning kun gennem videnskaben, kunsten eller filosofien, fordi de har adgang til materien inden den forstenes, eller rettere sagt det immanente virvar af det forstenede. På samme måde søger surrealister at bryde med det forstenede.

Biebl og Nezvals værker er måske ikke tænkning efter Deleuze og Guattaris forskrifter, men deres værker karakteriseres dog af samme eftersøgning. De kradser på saltstøtternes overflade. Deres vilde billeder, de store kræfter, de leger med, er en beriget realisme, der skal give os nyt syn (eller synet tilbage). En mere-realisme. Ganske enkelt god surrealisme.