Print artikel

I det akavede kommer vi hinanden ved

Kritik
18.05.18
Havner du gang på gang i akavede situationer? Måske burde du vende det til noget positivt. En ny bog om fænomenet fortæller dig hvordan.

Jeg kan aldrig rigtig finde ud af, om jeg skal give min svigerfar hånden, eller om jeg skal give ham et kram. Han har det på samme måde. Tror jeg. Det ender i hvert fald altid med, at vi begge på en eller anden mærkelig måde får presset den ene hånd ind mod hinandens brystkasse, mens vi med den anden hånd trykker, eller måske nærmere prikker lidt på modpartens ryg. Det er kluntet og ikke så lidt forvirrende. Det er med andre ord mega akavet.

Jeg er heldigvis ikke den eneste, der oplever sådan nogle akavede situationer. Man kunne faktisk godt tale om, at det er et menneskeligt grundvilkår, at man med jævne mellemrum havner i akavede situationer. Det er mere eller mindre budskabet i videnskabsjournalisten Melissa Dahls bog Cringeworthy, der udkom tidligere på året. Dahl er selverklæret akavet-fetichist og har gennem en årrække beskæftiget sig med det akavede i sine artikler for blandt andet New York Magazine. I Cringeworthy gennemgår hun ikke kun hendes egne og andres tåkrummende oplevelser, men opsøger også forskere, der har undersøgt, hvorfor og hvordan akavede øjeblikke opstår.

Det akavede opstår primært, når der er ubalance mellem ens selvbillede og hvordan andre opfatter én, konstaterer Dahl, bakket op af diverse forskere. De første par afsnit af hver sæson af X-factor er et godt eksempel på netop dét. Det kan være forfærdeligt tåkrummende at høre på håbefulde sangere, der selv tror, at de synger som Celine Dion, men som i virkeligheden synger elendigt. Først og fremmest er det akavet for tilskueren, i mindre grad for sangeren selv, fornemmer man. I andre situationer er akavetheden mere ligeligt fordelt mellem parterne, som når min svigerfar og jeg skal hilse på hinanden. Vi er usikre på, hvilken rolle, vi skal spille; er vi så tætte nu, at vi kan give et kram? Hvad gør den anden? Hvordan ser han på mig og min rolle? Resultatet af det er én stor omgang akavethed.

Akavede situationer kan være meget forskellige, pointerer Dahl, og fordelingen af akavethed mellem hver enkelt part kan være lige så forskellig. I bund og grund handler det hele om, at man ikke har forstået de sociale spilleregler for en given kontekst, eller at man har overgjort dem. Det handler om maskefald, som Dahl siger med sociologen Erving Goffman, der fungerer som Dahls teoretiske totemdyr hele bogen igennem.

Hvor andre ville kalde en situation for pinlig, ubehagelig eller andet, insisterer Dahl på at bruge betegnelsen akavet. Betegnelsen er vokset os over hovedet og har med tiden skubbet andre til side. Det er noget, der kan diskuteres, og man skal også tage højde for, at Dahl skriver inden for en amerikansk kontekst. På dansk ville det nok give mere mening at kalde en prut i en elevator for pinlig i stedet for akavet.

Akavethed som solidaritetsprincip og social mobiliseringsinstrument, se, dét er spændende.

Der er en selvhjælpsbogs-vibe over Cringeworthy, som Dahl, helt uberettiget, synes jeg, også ironiserer over. Dahls bog er ikke kun en opremsning af akavede situationer og af, hvad forskere har at sige af kloge ting om fænomenet, det er også en hjælp til dem, der føler, at de gang på gang havner i akavede situationer. Hvad er løsningen så? Vær mere ligeglad, grin af det, indtag et helikopterblik, tal om det og husk dig selv på, at du ikke er den første, det er sket for. Eventuelt, og det kræver mod: tal om det, italesæt det akavede i situationen. Det lyder alt sammen umiddelbart tamt, en lille smule irriterende og lidt for nemt, men det giver i det store og det hele god mening – det minder faktisk lidt om kognitiv terapi. Og så er det tilmed understøttet af forskere på området.

Man kan nikke genkendende til mange af de akavede situationer, Dahl opremser i sin bog. Faktisk kan sådan en genkendelighed hjælpe os, hævder hun. Hvis vi møder hinanden i akavetheden, taler om den og tydeliggør de sociale spilleregler, der hersker i en given situation, vil spillereglerne og også akavetheden i sig selv ikke virke så presserende, trykkende og dominerende. Vi vil også kunne nærme os andre mennesker mere på tværs af diverse skel. Empati med akavethed som medium, intet mindre. Akavethed som solidaritetsprincip og social mobiliseringsinstrument, se, dét er spændende.

Med Cringeworthy har Dahl på en klog og oplysende måde sat fokus på et område, de fleste af os personligt gerne vil undgå, men som vi alligevel ikke kan lade være med at blive fascineret af og også svælge i. Bogen har ikke gjort mig klogere på, om jeg skal give min svigerfar hånden eller et kram, men den har givet mig modet til måske at smide en kæk kommentar om vores akavede kram, næste gang vi ses.