Print artikel

Holland har holdt på den i 70 år, gæt hvad der nu er sket

Reve i 1963
Anmeldelse
25.10.17
Man føler desperationen, komikken og kedsomheden i hollandsk efterkrigstidsklassiker, der er helt sin egen.

Det var lidt af en sensation, da Gerard Reves debutroman De Avonden (Aftenerne) udkom i Holland i 1947. En ung fyr på blot 24 år havde skrevet en roman, der ramte klokkerent ind i tidsånden. Beskrivelserne af rodløshed, identitetsforvirring og tristesse i efterkrigstidens Holland var noget, læserne kunne identificere sig med, og romanen endte også med at blive en salgssucces. Her, 70 år efter, er Reves roman fast pensum på de hollandske skoler, og dens status som klassiker står uden for diskussion. Desværre fik det ikkehollandske publikum først lov til at skifte bekendtskab med The Evenings i november sidste år, da Pushkin Press udgav en engelsk oversættelse.

Nu er den her så, den hollandske klassiker (på engelsk i hvert fald), så vi andre også kan læse den. Men hvad er det for en roman?

Romanens hovedperson hedder Frits, er 23 år og bor stadig hjemme hos sine forældre. Det er han faktisk den eneste i sin vennegruppe, der gør. Selv broren er flyttet og bor et sted i byen sammen med sin kæreste. En kæreste er ikke noget, Frits har. Han er alene sammen med sine forældre, som går ham ret meget på nerverne. Hvis ikke han nærmest flygter ud af huset for at dukke uanmeldt op hos sine venner og bekendte, bruger han tiden derhjemme på at kritisere forældrene for deres opførsel ved middagsbordet: de sviner, er uhøflige og holder ikke gaflen på den rigtige måde. I diskussionerne om det ene og det andet tager Frits altid det modsatte synspunkt af forældrene, og allerede tidligt i romanen står det klart, at han er ude i et forældre- og autoritetsopgør, som han er endt med at sidde fast i.

Tydeligere bliver det i Frits’ møder med sine venner, hvor Frits dominerer samtalerne med sin fascination af syge mennesker, amputerede lemmer og drabelige historier fra aviserne. Nogle af vennerne chokeres, andre ignorerer ham og enkelte leger med på legen. For vennerne er det ikke entydigt, om Frits’ fascination er oprigtig; skal udtalelser om, at mennesker over 60 burde henrettes, tages for gode varer, eller er det ment som en joke? Som læser kommer man selv i tvivl: gør Frits det for at skabe sig en identitet som en radikal grænsebryder, løsrevet forældrene, eller er udtalelserne et akavet forsøg på at holde sin egen dødsangst og tristesse for døren, som den måske, måske ikke kommer til udtryk i hans drømme, der er præget af død, forfølgelse og farer. Måske endda begge dele?

Sikkert og vist er det, at aftenerne for Frits er vigtige. Arbejdet på kontoret fortælles der næsten ikke noget om, heller ikke om krigen, selvom den lige er afsluttet og burde fylde i alles bevidsthed. Aftenerne er der, hvor værdien ligger. Men de er sjældent vellykkede. Snakken i forældrenes trange stue går i tomgang, og vennerne deler ikke altid samme begejstring for det bizarre som Frits. Det hele virker kedeligt, intetsigende og tomt, og det er kun yderligere brænde på det bål, der holder gang i Frits’ stress over fortsat at være en del af sine forældres verden.

Det er svært at vurdere, om romanen skal læses som en tidstypisk efterkrigstidsroman. Vil den kommentere på tidens depression og mangel på fikspunkter? Eller er den snarere ude på at fortælle historien om en eksistentiel krise og løsrivelsesproces, der er tidsløs og uafhængig af den historiske kontekst?

Med sine lange dialoger og minutiøse beskrivelser kan The Evenings ikke undgå at blive kedelig. Men det tjener et formål og er et bevidst stilistisk valg, der kan minde om den sproglige stædighed hos sådan én som Thomas Bernhard. Alt efter temperament vil man enten finde det røvirriterende eller halvgenialt. Kedsomheden skrives frem og skildrer Frits’ liv som han ser det: bestående af en masse gentagne handlinger og meningsløs småsnak. Dialogerne, der er en direkte konsekvens af alt det, er snappy, skæve og oftest overraskende sjove, og det løfter romanen. Frits’ evindelige pointering af vennernes begyndende skaldethed - og deres tilbagevisning af det - er absurd komik, der bare virker.

Reve har skrevet en roman, der stikker ud blandt al anden efterkrigstidslitteratur. Krigen og dens konsekvenser er ikke i centrum, det er derimod kedsomheden, desperationen og komikken. Eller hvad? Lurer krigen alligevel i baggrunden? 70 år efter har The Evenings stadig en friskhed over sig, der gør, at man kan gå på opdagelse i romanen. At hollænderne fortsat diskuterer Reves roman i klasselokalerne, kan man ikke fortænke dem i.