Print artikel

Helvedestur til Ukraine

Kritik
15.02.19
To romaner fra Ukraines litterære superstar Sergij Zjadan giver en god introduktion til et forfatterskab, hvor økonomisk ulighed, krig og længsel er faste bestanddele.

Én af de ukrainske forfattere, der får allermest opmærksomhed for tiden, er uden tvivl Sergij Zjadan. Den 44-årige forfatter, digter og sanger er hyldet i både ind- og udland, særligt i de engelsk- og tysksprogede lande, hvor hans værker de seneste par år er blevet flittigt oversat. Sit første værk udgav han i 1995, da Ukraine kun havde været uafhængig af det tidligere Sovjetunionen i ganske få år. Netop Ukraines nyere historie er et centralt tema i Zjadans forfatterskab, der med tiden har strakt sig over 20 digtsamlinger, romaner og mindre fortællinger.

Sidste år fik man for første gang mulighed for at læse den ukrainske forfatter i dansk oversættelse, da Jensen & Dalgaard udgav Mesopotamien, Zjadans bog fra 2014. På sin vis giver det ikke rigtig mening at kalde Zjadans bog for en roman, da historierne godt kan læses hver for sig. Hvad der samler de forskellige historier, er det miljø, de udspiller sig i. Vi befinder os i et postsovjetisk Ukraine, hvor der er »bedrøvelige tider for den gode forretningsmoral«, og hvor »man kan opleve glæde ved alt, selv ved at pleje omgang med røvhuller«. Det lyder måske lidt trist, melankolsk og ulideligt, og det er det sådan set også.

Karaktererne i Mesopotamien lider under sørgelige forhold, økonomisk, såvel som socialt. Som for eksempel Mario, der arbejder for et firma, der finpudser og reparerer de møbler, hans landsmænd har efterladt i jagten på lykke i andre byer eller i udlandet. Mario er én af dem, der er blevet og som lever af efterladenskaberne. Meget symbolsk, må man sige, men det er Zjadans forsøg på at fortælle om de betingelser, en del af den ukrainske befolkning lever under. Det er den del af befolkningen, der som Mario sover og arbejder i den samme kælder og som ikke har mulighed for at ringe til fagforeningen, når arbejdsvilkårene skriger til himlen.

Zjadans bog er fyldt med faldefærdige lejligheder, bristede drømme, fattige alkoholikere, uhensigtsmæssige og ikke helt sunde familie- og vennerelationer og en grå, grå himmel, der troner over hovederne på stort set alle karaktererne.

Mario er i tvivl, om han skal blive eller ej, og flere af karaktererne har enten udlængsel eller drømmer om noget mere og andet. Men det ender som regel ikke med den store forløsning, og drømmene er hos de fleste nærmere illusioner. Kærlighedssyge går igen hos flere af karaktererne, men som med drømmene er det ikke altid, at den bliver den emancipatoriske kraft, de havde håbet på.

Zjadan har et talent for at skrive skarpe og præcise personskildringer. På få ord og i sigende detaljer får man en fornemmelse af situationen og karakteren uden at moralen tvinges ned i halsen på én. En egentlig politisk stillingtagen er ikke direkte udtalt i bogen, det kommer nærmere til udtryk i historierne selv og det samfundslag og de stemmer, tanker og drømme, Zjadan skriver frem. I Mesopotamien finder man ikke kreative, rige eller smarte ukrainere – hos Zjadan ligger sympatien hos the underdog, hos dem, der har færrest chancer.

På få ord og i sigende detaljer får man en fornemmelse af situationen og karakteren uden at moralen tvinges ned i halsen på én.

Året 2014 var på mange måder et skelsættende år for Zjadans forfatterskab. Ruslands annektering af Krim og de kampe, uroligheder, tab af menneskeliv og indre spændinger ukrainerne imellem, som det medførte, fik Zjadan til at vende blikket mod de nye begivenheder østpå. Begivenheder, som var godt i gang med at ændre landet. Ud af det kom romanen Internat, som udkom på ukrainsk i 2017 og i en tysk oversættelse sidste år på forlaget Suhrkamp.

Det ville være noget af en tilsnigelse at kalde Mesopotamien for forældet, da mange af de problemer og udfordringer, Zjadan skildrer i bogen med garanti stadig er gældende. Men der er løbet meget vand gennem åen siden da, og nye og måske endnu mere overskyggende problemer og udfordringer er kommet på dagsordenen.

Det behandler Zjadan i Internat, som fortæller historien om skolelæreren Pascha, der går gennem det krigshærgede landskab i Østukraine for at finde frem til sin nevø Sascha på et børnehjem. Det er dog ikke noget, Pascha gider, og han bliver derfor mere eller mindre skubbet afsted af nevøens far.

På sin vej mod fronten og børnehjemmet støder han på forskansede, plyndrende, jamrende og aggressive soldater, ukrainske såvel som russiske. Og som var det i et eventyr, slår han forskellige karakterer følge. Som for eksempel en paranoid taxachauffør, der med sin læderjakke og læderhat minder om en leguan, og som indvilliger i at køre Pascha forbi afspærringer, udbombede huse og ud på grå, tilslammede og snesjaskede veje, der er så smadrede, at man udelukkende benytter sig af dem »af respekt for deres fortid« som veje.

Zjadans beskrivelser af det krigshærgede område er vilde og flere steder er det, som om sproget i er eksploderet. Stilen er dog lidt mere afdæmpet end i Mesopotamien, men Zjadan har bibeholdt sin sans for den sigende detalje. Såsom hans beskrivelser af knuste og eksploderede vinduer, som efterfølgende er blevet dækket til med folie inde fra. Med få midler får Zjadan fortalt, at hverdagen på en eller anden underlig måde alligevel har indfundet sig midt i al skrækken.

Pascha følger bare med, ukritisk, og håber på det bedste. Det er en lorteopgave, der skal løses med så lidt indblik i den barske realitet som muligt, og han holder derfor bogstavelig talt øjnene lukkede, når vejen går forbi lig, lemlæstede og andre ubehageligheder. Med tiden må hans ignorance og distancering dog vige, da han gang efter gang bliver vidne til grædende børn, flere og flere lig i gaderne og mennesker, der med værdigenstande under armene og blod i ansigtet er flygtet fra hus og hjem. Han indser, at han ikke kan lukke verden med al dens skræk og gru ude.

Internat er ikke kun en beskrivelse af krigens rædsler malet i grå farvenuancer, som den sjaskede sne, krigens ofre bløder ud over, det er også en udviklingshistorie om en mand, som løbende lærer at tage ansvar for sine nærmeste og sine medmennesker og som får øjnene op for krigens ubarmhjertige virkelighed. Pascha ender med at finde Sascha, tager styringen og vokser med opgaven, samtidig med at han knytter et stærkere og tættere bånd til sin lille nevø. De løber fra den ene smadrede bygning til den anden, på flugt fra kyniske lykkejægere og soldater, men støder undervejs også på få venlige sjæle.

Mesopotamien og Internat er gode introduktioner til Zjadans forfatterskab: hvor førstnævnte peger bagud, til hans forrige romaner, der også har Ukraines nederste samfundslag som centralt fikspunkt, peger hans nyeste roman fremad, til nyere temaer, krigen og den udvikling, der følger. Hvad der egentlig følger efter Internat er ikke godt at vide, men at den kommer til at handle om Ukraines nyere historie er sikkert og vist