Print artikel

Halløj på højrefløjen

Johan Chr. Nord læser Nietzsche, som fanden læser biblen.
Kritik
29.08.19
Højrenationalisten Johan Chr. Nord har skrevet et vidnesbyrd om sit farvel til den kristne kirke og indtræden i et nordisk åndsliv, hvor begreber som jord, blod og ånd står i centrum. Det er både skræmmende og informativ læsning.

At læse Norden kalder (ja, det hedder den rent faktisk) er som at træde ind i hovedet på en fiktiv karakter, der har studeret hovedet af led på en masse stærk-mand-filosofi og misforstået en hel del af det og gradvist forvildet sig ind i et forskruet verdenssyn, hvor uhyggelige begreber som Norden og det nordiske fremstår som rent faktisk eksisterende størrelser, man bør hylde og dyrke. Jeg tænker på den type yngre mandlige karakterer, der godt kunne optræde i en Henrik Pontoppidan- eller Johannes V. Jensen-roman, som grubler sig frem til virkeligheder, der intet har med virkeligheden at gøre, og som ender med at leve og gå under i deres egne forvrængede fantasier. Hvis Johan Chr. Nord havde været skønlitterær forfatter, og Norden kalder et fingeret vidnesbyrd, en slags uhyggelig monolog, der i jeg-form viser et forvirret menneskes skred ud i ekstremerne, så ville det have været et stykke interessant litteratur. Så ville den psykologiske skildring og indlevelsen i den åndelige udskridning have været virkelig godt udført. 

Johan Chr. Nord lyder som en nietzscheaner på speed, en nietzscheaner, der har læst Nietzsche som fanden læser biblen, og så ender det naturligvis med en isnende uhyggelig jord-og-blod-dyrkelse og foragt for det passionsløse, svage og idealistiske, og, naturligvis, indvandrere

Problemet er bare, at det ikke forholder sig sådan. Johan Chr. Nord er denne mand, som man under læsningen har svært ved at tro skulle kunne findes. Men det gør han. Ham, der i bogens begyndelse skriver, at han »håber og tror, at det skildrede kan være til gavn for andre nordiske mennesker.« Ham, der beskriver sig selv som tilhørende en slags særlig kategori af mennesker: »For mennesker af Ånd er det anderledes. Vi genkender hinanden på tværs af det, som småfolk kalder afgrunde.« Småfolk? Er det så os andre eller hvad? Virkelig? Ja, virkelig, sådan tænker Johan Chr. Nord, sådan ser han verden. Nogle er skabt til noget større, nogle forstår, hvad det virkelig handler om – det er de nordiske mennesker. Resten er småfolk. Alle de kristne, alle dem, der ikke lader sig bestorme af blodets rullen og den dampende jord og Fimbulvinter og Fenrisulve og Thorshammere og alt det der. Johan Chr. Nord får det til at løbe koldt ned ad ryggen med sin højstemte dyrkelse af det ægte nordiske. Især når man samtidig ved, at Nord er et aktivt medlem af det højrenationalistiske parti Dansk Samling, og at han eksempelvis skrev sådan her på partiets hjemmeside i forbindelse med burkaforbuddets vedtagelse i 2018: 

»Vi er tilfredse med forbuddet, fordi vi opfatter lovgivning af denne art som tidlige stadier i den nødvendige hærdning af folkesindet frem mod de mere omfattende afgørelser, der på sigt vil skulle træffes, hvis den igangværende islamiske kolonisering af Europa skal standses – og tilbagerulles«. 

Sådan ser forfatteren til Norden kalder altså verden: folkesindet skal hærdes, så vi kan forhindre især muslimsk indvandring til Europa og dermed Danmark. Vi skal gøre os hårde, skærme os. Man kan ikke undgå at få på fornemmelsen, at det i virkeligheden er dette mål, der ligger til grund for Johan Chr. Nords opgør med kristendommen. Denne næstekærlige, bløde og idealistiske religion, hvor der ifølge forfatteren er et så »kraftigt underskud af jord«. For at kunne hævde sig i det, Johan Chr. Nord tydeligvis opfatter som en verden, hvor forskellige civilisationer er i evig krig med hinanden, kræver det tydeligvis noget andet end den svagelige kristne næstekærlighed. Det kræver, at vi søger ned i jorden, helt derned, hvor der er så mørkt, at man intet kan se eller høre eller forstå. Helt derned, hvor man kun befinder sig i kroppen og ikke drømmer sig bort til ideernes verden, men i stedet mærker, hvad det vil sige at leve og høre til et sted. På en kropslig måde. Med blodet pumpende i årerne og fødderne solidt trampende rundt på guds egen, nårh nej, Odins egen, sorte, næringsholdige og meget, meget nordiske jord. Johan Chr. Nord lyder som en nietzscheaner på speed, en nietzscheaner, der har læst Nietzsche som fanden læser biblen, og så ender det naturligvis med en isnende uhyggelig jord-og-blod-dyrkelse og foragt for det passionsløse, svage og idealistiske, og, naturligvis, indvandrere. 

Lyder det gakket? Ja, det lyder gakket 

Hvad er det så mere præcist, Johan Chr. Nord sætter i stedet for kristendommen? Hvad indebærer et såkaldt nordisk åndsliv? Det bliver ikke beskrevet særligt konkret i Norden kalder, udover at det er en slags naturbesjælende asatro. Selvom forfatteren kommer vidt omkring i nordisk mytologi, finder sin nordiske mandala i form af en kopi af et oldtidssmykke, som en mand, han tilfældigt møder, har fundet ved hjælp af en metaldetektor, og, ifølge Johan Chr. selv, oplever natlige syner, der drager ham mod det nordiske, mod Odin og Freja og alle dem der, ja, så er det stadig overraskende uklart, hvad det egentlig er, forfatteren mener, han har forvildet sig ind i. Her gør han dog et forsøg på at forklare det: 

»Hovedsagen er den kraft, der bor i sindets billeder. Kald det, hvad du vil: mytologi, religion, filosofi, mystik, spiritualitet, poesi – hvorfor dog lade sig begrænse af fattige og fedtede begreber? Kodeordet er og bliver: Ånd. Og Ånd, hvad er så Ånd? Ånd er – som antydet og udfoldet – den sitrende vished om, at være dér, hvor man skal være.« 

Hvis Johan Chr. Nord havde været skønlitterær forfatter, og Norden kalder et fingeret vidnesbyrd, en slags uhyggelig monolog, der i jeg-form viser et forvirret menneskes skred ud i ekstremerne, så ville det have været et stykke interessant litteratur

Det bliver aldrig tydeligt, hvad der nærmere bestemt ligger i visheden om, at man er, hvor man skal være. Hvad det er for en kraft, der helt præcist ligger i sindets billeder. Johan Chr. oplever en slags vækkelse, men hvad kommer en vækkelse helt præcist af? Det er der jo ingen, der ved, og mindst af alle tilsyneladende Johan Chr Nord. Det eneste, han meget eksakt ved, er, hvor han stensikkert føler, han ikke skal være: i kristendommens vattede ritualer. Det presser sig frem hos ham, da han på et tidspunkt begynder at bede aftenbøn med sin datter: 

»Jeg husker ordene på læberne og det blodfattige forsøg på at indskrive dem i min datter, når hun sad der i tremmesengen og kikkede op på mig: Fadervor, i Himlen, din vilje, vores skyld, ikke ind i fristelse, fra det onde, riget, magten, æren. Amen – ”kan du sige a-men, lille skat?”. Det stod på i trekvart års tid – og foregik delvis i skjul for min hustru. Hvorfor? Fordi hun er en tænksom, nordisk kvinde, der aldrig har været i nærheden af en døbefont – så jeg skammede mig over for hende. Jeg vidste jo godt, hvad jeg havde gang i: Jeg var ved at fornedre både mig selv og vores datter gennem opførelsen af en dogmatisk komedie, der var dømt til at fejle.« 

Ro på, Johan Chr., har man lyst til at sige. Fornedrelse ligefrem? Hvorfor så bange? Hvad betyder det, at din hustru er en »nordisk kvinde«? Man forestiller sig, at de går rundt i uldkapper og med ciselerede sølvarmbånd og skindhuer hjemme hos familien Nord. Som om de lever i en radikalt anden virkelighed end os andre. En virkelighed, hvor det nordiske findes. En vikingetids-virkelighed. Som forfatteren selv retorisk spørger: »Lyder det gakket? Måske er det gakket. Men derfor kan det jo godt være virkeligt.« Ja, det er altså lidt gakket. Og ja, det gakkede kan godt være virkeligt, men hvad virkeligt er der ved ragnarok og mandala og Odin? 

Det virker næsten, som om Johan Chr. Nord har læst Michel Houllebecqs dystopiske roman Underkastelse og fejlagtigt troet, at den var et stykke dokumentarisme

Som læser kan man ikke undgå at føle sig ubehageligt til mode i mødet med Norden kalder og forfatteren Johan Chr. Nord. Hvad er det dog i himlens navn, der foregår i det her menneske? Og hvorfor i himlens navn har det kristent orienterede forlag Eksistensen valgt at udgive dette manifest-agtige såkaldte ’vidnesbyrd’ fra en højrenational, paranoid indvandringskritiker? Det virker som et mysterium, og man kunne spørge, hvorfor det overhovedet er interessant at læse sådan et værk. Men det er interessant og vigtigt at læse Norden kalder, fordi man bliver konfronteret med, at nogle simpelthen lever i den virkelighed, Johan Chr. Nord beskriver. At nogle ser sig selv, som Johan Chr. Nord gør. Som en slags vikinger, en slags over-mennesker, alle os med Ånd. Alle dem, der hærder sig selv, fordi de gør sig klar til en eller anden udefineret fremtidig krig mellem civilisationer. Det virker næsten, som om Johan Chr. Nord har læst Michel Houllebecqs dystopiske roman Underkastelse og fejlagtigt troet, at den var et stykke dokumentarisme. At det er sandt, at Europa undergår en islamisk kolonisering. Det er skræmmende, men sådan ser nogle mennesker faktisk virkeligheden. I den forstand giver Norden kalder et unikt indblik i et ungt menneskes skriden ud på et religiøst overdrev, der giver nogle lige lovlig skræmmende associationer. Hvis man er typen, der indimellem bekymrer sig om samfundets ve og vel, er det i disse tider særdeles nyttigt at sætte sig ind i, hvordan den slags kan ske. Derfor skal et værk som Norden kalder ikke ignoreres, men læses.