Print artikel

Hænder, tændstik, askebæger

Anna Akhmatova, portræt malet af Nathan Altman, 1915
Essay
24.01.20
For den russiske digter Anna Akhmatova var lyrikken det eneste panser mod Stalinregimets undertrykkelse. Hendes digte overlevede sensationelt censuren ved at blive bevaret i vennernes hukommelse. Nu findes værket 'Requiem' endelig på dansk.

I mit barndomshjem hang et billede af en majestætisk kvinde med en slavisk ørnenæse og kort pandehår. Som barn forstod jeg ikke, hvem hun var, og hvorfor hun hang i vores stue. Senere skulle jeg få at vide, at portrættet forestillede den russiske digter Anna Akhmatova (1889-1966), og at hun hang i vores stue, fordi min polske mormor var fuldstændig besat af hende og oversatte hendes digte fra russisk til polsk, mens de var forbudte i det kommunistiske Polen.

Akhmatova begyndte sin karriere som digter i det, man kalder den russiske sølvalder, der strakte sig fra 1890-1917. Det var en af de mest bugnende perioder i russisk litteraturhistorie, hvor nogle af Ruslands største forfattere levede og skrev: Osip Mandelsjtam, Marina Tsvetajeva, Boris Pasternak og mange flere. At de tilmed var venner, elskere og konkurrenter gør fortællingen endnu saftigere. Desto mere sørgeligt er det, at næsten alle disse forfattere døde før tid, at de fleste måtte slutte deres litterære karrierer på grund af censur, selvmord eller arrestationer, og at de færreste overhovedet overlevede til at kunne fortælle om den terror, de levede og skrev under i Sovjetunionen. Men på mirakuløs vis overlevede Akhmatova Stalin, og hun skrev videre i smug.

Nu er hendes digtcyklus Requiem, hovedsageligt skrevet mellem 1935 og 1940, endelig udkommet på dansk. Den er udgivet af forlaget Palomar og er oversat af Mette Dalsgaard, som også står bag mange andre oversættelser af den russiske sølvalders forfattere. Requiem er en klagesang over Akhmatovas søn Lev, som sidder fængslet i Korsfængslet, et berygtet fængsel i Leningrad, alene af den grund, at han er søn af to kendte digtere. Under Den Store Udrensning, hvor Stalin skaffer alle formodede statsfjender af vejen, lever Requiem i Akhmatovas allernærmeste venners hukommelse; vennerne lærer digtene udenad, digtene eksisterer ikke på papir. Først efter Stalins død vover Akhmatova at skrive dem ned. Vennerne er omvandrende digtsamlinger, der bevæger sig rundt i Leningrads gader; hvis Akhmatova bliver dræbt, går digtene ikke tabt med hende.

En af de omvandrende Akhmatova-digtsamlinger er hendes syv år yngre forfatterkollega og tætte veninde Lidija Tjukovskaja. Hendes mand Matvej Bronsjtejn er ligesom Akhmatovas søn blevet arresteret, og de to kvinder bliver for alvor venner i fængselskøen. Tjukovskaja skriver noter om de daglige møder med Akhmatova, men hun kan kun skrive om en flig af den virkelighed, de befinder sig i. I stedet bliver hendes notater en dagbog over litterære samtaler med en af de største kvindelige digtere, Rusland nogensinde har haft.

Tjukovskaja kommer og besøger den fattige Akhmatova i hendes lejlighed i Fontænehuset, et historisk palads i Leningrad, der husede litterære saloner før Revolutionen. Og selvom paladset er storslået, lever dets beboere under trange kår. Tjukovskaja bringer Akhmatova æg, smør og brød, og samtidig en lilje, så maden fremstår som en gave, ikke som en almisse.

Akhmatova ligger henslængt i sin sofa iført en kinesisk silkekåbe med en påsyet sølvdrage på ryggen, i en lejlighed uden mad eller gafler. Hvor er gaflerne blevet af? Naboerne har stjålet dem. Hvor er maden henne? Der er ingen. Akhmatova er ofte syg, har gullig hud og opsvulmede fødder, sorgen sidder tungt på hende. Hvordan kan man ånde under konstant overvågning? Hvordan kan man leve, når ens søn sidder fængslet? Hvordan stole på nogen i et samfund, hvor børn angiver deres egne forældre? Som der står i Requiem: »Alt er som en håbløs labyrint, / Og intet står klart for mig: / Hvem er et vilddyr, hvem er en ven«.

Requiem er ikke kun et vidnesbyrd om Akhmatovas personlige traume. Den er en bøn på vegne af alle de mødre og hustruer, som i uvidenhed venter på nyheder om deres elskede i Leningrads fængselskøer

Litteratur er et lyspunkt i de to kvinders angstfulde tilværelse. Lejligheden i Fontænehuset bliver aflyttet, så Akhmatova tør ikke engang hviske sine digte til Tjukovskaja. Når digtkræmmeriet går i gang, sætter de to veninder sig tæt sammen i Akhmatovas sofa. Så tager Akhmatova et stykke papir og en blyant frem, skriver noget ned på papiret og rækker det, der er sit seneste digt, til Tjukovskaja, som læser det for sig selv, indtil hun kan huske det udenad. Imens hun læser, kommer Akhmatova højlydt med kommentarer om vejret eller nøder sin veninde til at tage en tynd kop the. Derefter tager Akhmatova en tændstikæske frem, stryger tændstikken mod svovlen og sætter ild til papiret, for derefter at lade digt-asken drysse ned i et askebæger:

»Det var et ritual: hænder, tændstik, askebæger - et smukt og sorgfuldt ritual«, som Tjukovskaja skriver i sine dagbøger. Alle spor skal slettes.

Anna Akhmatova har sagt, at man kun bør skrive om dem, man elsker. Ikke om dem, man ikke bryder sig om. Derfor skriver jeg om hende. For hun er ikke kun fascinerende, når hun med sin stålfaste karakter skriver under Stalins undertrykkende regime. Hun er så meget andet end en vidnesbyrddigter. Fortællingen om hendes turbulente liv har jeg blandt andet fra Akhmatova-biografisten Roberta Reeder. Anna Akhmatova, født Anna Andrejevna Gorenko, er fantastisk til at skabe en myte omkring sig selv: Hun bliver født ind i en aristokratisk landejerfamilie i det historiske år 1889 - det samme år som Adolf Hitler, Charlie Chaplin, Tolstojs Kreutzersonaten og Eiffeltårnet kommer til verden i.

I sin barndom er Anna Andrejevna en utæmmet, lille pige. Lidija Tjukovskajas far, børnebogsforfatteren Kornej Tjukovskij (en slags russisk Dr. Seuss) har kendt Anna, siden hun var barn, og han skriver i sine erindringer, at man ofte glemmer, at Anna er født ved Sortehavet, at hun var et vildt sydbarn i sin ungdom. Hver sommer tager familien Gorenko tilbage til syden, og Anna tilbringer flere dage på bredderne ved Khersones, barfodet og lykkelig, brændt af solen, altid parat til at kaste sig i havet fra en hvilken som helst klippe! I Tjukovskajas dagbøger fortæller Akhmatova om sin barndoms lange svømmeture, hvor de andre piger sopper hvinende rundt i vandkanten: »Og så dukkede monsteret op - mig, i en tynd kjole over min nøgne krop, barfodet. Jeg hoppede i havet og svømmede i to timer.«

Vildkattebarnet bliver en del af fortællingen om den store digter, et barn født ud af solen og havet, som tilbringer sin barndoms somre ved Khersones, også kendt som det ukrainske Pompeii, fyldt med antikke ruiner, der bare venter på at blive en del af hendes digtes mytologiske univers sammen med den russiske folklore, Bibelen, Dante, Shakespeare - og vigtigst af alle Pusjkin, som hun kender og elsker fra sin skolegang. Hun lærer fransk som fem-årig og omgås græske statuer i parkerne omkring sin barndomsby Tsarskoje Selo. Men hun må skabe sig selv som digter, for ingen anden i familien interesserer sig synderligt for litteratur (kun en enkelt bog er at finde i huset). Når Anna søger i sin familiehistorie, støder hun på én forfatter: den første russiske kvindelige digter, Anna Bunina. Og med Bunina som ledestjerne begynder den 11-årige Anna at skrive, hvad hun senere i sine dagbøger har kaldt for »frygtelige digte«.

Selvom de solrige badeture lyder vidunderlige, er hendes ungdom rodet og smertefuld; først dør hendes ene søster af tuberkulose, så dør den anden, hendes forældre bliver skilt, og Anna forsøger at begå selvmord flere gange. På Smolensk Instituttet i Sankt Petersborg, hvor hun i en kort periode studerer litteratur, går hun som en anden nattens prinsesse i søvne på sovesalene og forstyrrer de andre unge kvinders nattesøvn. Det ender med, at skolen smider hende ud på grund af hendes natlige eskapader.

Requiem-oversætteren Mette Dalsgaard skriver om Akhmatovas voksne liv i sit værk om den russiske sølvalder Lad os blive som solen. Anna gifter sig med digteren Nikolaj Gumiljov, som bliver hendes indgangsbillet til de litterære kredse i Sankt Petersborg. Hun er en udspekuleret ung kvinde. Anna planlægger sin entré på den litterære scene meget nøje, og sådan kommer myten Anna Akhmatova til verden. Med sine aristokratiske manerer og sit karakteristiske udseende iscenesætter hun sig selv som en mystisk og elegant figur, og hun tager det eksotiske digternavn Akhmatova efter sin oldemor, som var Tatarprinsesse. Elskere er der nok af for både hende og Gumiljov. En overgang bor Akhmatova i Paris, hvor hun har en affære med den italienske maler og skulptør Amedeo Modigliani, der dengang lever ukendt og ludfattig i Montparnasse. Han tegner adskillige portrætter af Akhmatova, og en af tegningerne bærer hun rundt med sig, hvor end hun går.

Akhmatova er nødt til at leve i en kuffert og flytte rundt mellem venner, fordi politiet kan dukke op ved hendes adresse hver nat for at arrestere hende. Hun passer ikke ind i det sovjetiske Rusland

I 1912, samme år som hun debuterer som mor, debuterer hun med digtsamlingen Aften. Hun læser sine digte op i salonerne og på caféen Den Omstrejfende Hund, mens publikum betaget lytter med. De digte, hun læser op, snarere slører hendes person, end kaster lys over den. Akhmatova har senere sagt til sin forfatterkollega Natalja Ilina, at »lyrik er det bedste panser, det bedste skjulested. Man røber ikke sig selv.« Hun er nu så stor, at russiske skolebørn kan recitere hendes digte.

Men Revolutionen kommer, og så småt ændrer livet sig fuldstændigt for sølvalderens digtere. 1925 bliver begyndelsen på en femten år lang censurperiode for Akhmatova. Og det bliver begyndelsen på en tid, hvor alle hendes nærmeste enten fængsles, deporteres eller henrettes. På dette tidspunkt er Gumiljov allerede blevet skudt på baggrund af mistanke om kontrarevolutionære aktiviteter, og Akhmatova kommer i det hemmelige politis søgelys.

Hendes digte er ikke længere et panser, hun kan gemme sig bag. Akhmatova er nødt til at leve i en kuffert og flytte rundt mellem venner, fordi politiet kan dukke op ved hendes adresse hver nat for at arrestere hende. Hun passer ikke ind i det sovjetiske Rusland. I en sovjetisk litteraturencyklopædi står der, at Akhmatova er »en digter af aristokratiet, der har mistet sin funktion.« Og det mest absurde af det hele? Stalins datter elskede Akhmatovas digte.

Akhmatovas digte er ikke de eneste, der er blevet overleveret gennem hukommelsen. Det er også på denne måde, at størstedelen af hendes nære ven Osip Mandelsjtams digte overlever. Og hvilket held! For Mandelsjtam dør af sygdom og sult, da han bliver fragtet fra en arbejdslejr til en anden, og flere af hans manuskripter bliver konfiskeret af det hemmelige politi. Men digtene lever videre i hans kone, billedkunstneren og forfatteren Nadezjda Mandelsjtams hukommelse, som siden skriver dem ned og udgiver dem. Det er Nadezjda Mandelsjtam, der i sine sørgelige, men fantastisk smukke og flabede Erindringer skriver om det hemmelige politi:

»Vores kuede, fattige huse trængte de ind i, som var det hemmelige laboratorier, hvor mystiske revolutionære med masker for ansigterne blandede dynamit og gjorde klar til væbnet modstand.« Sølvalderens digtere ved, at manuskripter kan findes og brændes, de ved, at deres egne liv er mere skrøbelige end digte, der florerer i hovederne på deres nærmeste. Derfor dette ritual: hænder, tændstik, askebæger!

Requiem er ikke kun et vidnesbyrd om Akhmatovas personlige traume. Den er en bøn på vegne af alle de mødre og hustruer, som i uvidenhed venter på nyheder om deres elskede i Leningrads fængselskøer - og ofte forgæves. Tjukovskajas mand er død i mange år, før hun får det at vide. I Requiem skriver Akhmatova: »Og det er ikke for mig selv, jeg beder, / Det er for alle dem, som stod for tur / I vinterkulden og i juliheden / Ved foden af den røde, blinde mur.«

Selvom min mormor ikke delte nationalitet med Akhmatova, tror jeg, at hun følte, at Akhmatova også talte for hende. Under Anden Verdenskrig blev min mormor og alle hendes nærmeste deporteret til forskellige arbejdslejre i Sibirien. Hendes far var den første, de tog. Han var kunstfotograf og arbejdede som grafolog for det polske politi. Den nat han blev arresteret, sad han foran kaminen og brændte fotografier af sine venner, så det hemmelige politi ikke kunne sætte dem i forbindelse med ham. Hastigt måtte han pakke en kuffert og så af sted på den lange rejse til Sibirien. I lejren blev han syg og døde meget hurtigt. De syge blev sat til at gøre latrinerne rent. Hvorfor? For at fremskynde deres død. Han blev begravet i en massegrav i en sibirisk birkeskov, men min mormor var aldrig i stand til at finde graven.

Frygtens og uvishedens terror er det kollektive traume, som Akhmatova beskriver i Requiem: »Til hele dette fortvivlede kor / Har jeg vævet mit tæppe af deres ord.« Det føles som en gave at kunne sidde med den danske udgave af Requiem i hænderne, når jeg tænker på digtenes historie. Hvor nær døden de og de mennesker, der har passet på dem, har været. Af hjertet tak til alle de hænder, der har været med til at bære bogen varsomt gennem historien!