Print artikel

Gråtoner og gråzoner

Anmeldelse
21.11.17
Svensk tegneserie beskriver livet i en flække i Småland, hvor tre teenagepiger vokser op. Venskabets kraft bærer historien, der behandler spirende homoseksualitet, alkoholisme og seksuelle overgreb.

I en lille udørk i det svenske Småland bor Aida, Marre og Tess. En lille snoldet by med en kirke, en folkeskole og et søvnigt butiksstrøg. Sådan et sted de fleste unge mennesker kun bliver boende så længe, de ikke officielt er gamle nok til at pakke tasken og rykke mod de større byer, der hvor fremtiden for længst er flyttet hen.

Vägarna är som tvättbrädor här er Hilding Sandgrens anden tegneserie, og ligesom forgængeren finder den sted i denne unavngivne smålandske by. I bogen behandles alvorlige temaer som overgreb og alkoholisme i en historie, hvor det visuelle udtryk og dialogen understøtter hinanden og skaber flere lag af betydning.

Vi følger de tre teenagepiger, hvis hverdag går med det som omgivelserne kan tilbyde: At lære at køre bil, muge ud hos halvpartshesten og så selvfølgelig tage til privatfester og snave med hvem, der nu befinder sig i umiddelbar nærhed. Tiden går langsomt derude på landet, en pointe som bliver understreget, når Sandgren på panel efter panel af ordløse billeder strækker fortællingen ud. Vi er et sted på kortet, hvor der ikke sker det store. Men i det små kæmper de tre teenagere med hver deres hverdagsrealisme. En alkoholisk forælder, den spirende bevidsthed om egen homoseksualitet og så den centrale historie:

En aften hvor Marre bliver lidt for fuld hjemme hos en ven, overtaler han hende til at overnatte. En tilsyneladende omsorgsfuld handling ender med at udvikle sig til en voldtægt. Vi får aldrig selve hændelsen at se, kun en helt blygrå side vidner om, at noget er sket. Sandberg bruger her billedsiden til at skabe rum for den tvivl som kommer til at følge Marre i eftertiden, for fik hun nu sagt ordentligt nej? Som det ofte er tilfældet ved et overgreb uden vidner, bliver hendes oplevelse i stedet en gråzone af ord mod ord, hvor omgivelsernes sympatier er med til at fælde dom over hvad der mon skete. For som historien breder sig i lokalsamfundet, oplever Marre, ganske realistisk, at ikke alle synes hun har krav på at være den eneste forurettede. Herfra kunne historien nemt blive kedsommelig og moralsk, men Sandgren har respekt for sine karakterer og overlader det til dem at tumle med, hvordan man skal få bearbejdet sådan en hændelse. Lidt selvtægt er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. 

Dialogen i Vägarna är som tvättbrädor här er Sandgrens stærkeste kort. Venskabets kraft er det bærende element i historien, og netop gennem dialogerne får disse venskaber lov til at udfolde sig overbevisende. Forfatteren ved hvordan mennesker, der kender hinanden godt kan tale om vægtige emner med blot få ord. Sandgren doserer dem mådeholdent, og beskriver overbevisende pigernes rørende sammenhold, hvor de med ubetinget loyalitet skiftes til at tage rollen som den stærke part, når en af veninderne er ramt af omstændighederne. Det er en skildring af de livsvigtige relationer, som i teenageårene er med til at forme ens identitet i overgangen fra barn til voksen.

Billedsiden er i modsætning til dialogen fortættet. Som når vi ser Aidas lange tur på knallert gennem et landskab uden bebyggelse for at nå ud forbi Marres hjem, hvor paller, byggeaffald, løse hunde og ditto småsøskende beskriver det, miljø som pigerne er vokset op i.

På samme måde skaber det emotionel dybde i fortællingen, når Sandgren lader et øjeblik strække sig ud over panel efter panel, og griber sanseligheden i et prøvende første kys mellem to veninder. Man kan nærmest mærke den varme ånde mod sin egen kind.

Det hele er tegnet i gråtoner med en uegal blyantstreg, som var det gjort med en tømmerblyant spidset med hobbykniv. Det er ikke klassisk smukt, men Sandgren er en dygtig tegner, der har styr på sin genre, og med grimheden og de skæve proportioner understreger hun effektfuldt hverdagsrealismen. Samspillet mellem Sandgrens brug af gråtoner, og de gråzoner som pigerne skal navigere i, må være en bevidst pointe fra hendes side. Det giver Vägarna är som tvättbrädor här et ekstra niveau.

Heldigvis for de tre veninder, og for os som læsere, drysser Sandgren hist og her en befriende humor ud over de svære temaer og i stedet for en grand finale med et moralsk svirp lader hun Marre, Tess og Aida være teenagere og gøre oprør mod åndssvage forældre, klassekammerater og landsbymentalitet ud fra deres egen logik. Således bliver en kronragning en sjov symbolsk handling der vækker genkendelse, i hvert fald hos denne læser, og får mig til at tænke, at de tre piger nok skal klare sig, når alt kommer til alt.