Print artikel

Generationsopgør

Kritik
06.12.18
I Meg Wolitzers 'Stillingen' bliver et forældrepars lystfulde selvrealisering til det definerende barndomstraume for deres børn.

Litteraturhistorien er fuld af forældre- og generationsopgør. Der er talrige eksempler på voldsomme opgør og konflikter generationerne i mellem - ofte med døden til følge. Fra den græske mytologis børnespisende Kronos (som sønnen Zeus til slut skærer i småstykker og kaster direkte ned i helvede) over tragedien om Ødipus’ fadermord. Dostojevskijs romaner er alle skrevet over opgøret mellem to generationers holdninger til politik og tro, mens Virginia Woolfs oeuvre er et opgør med den tidligere generation af forfattere (hendes far inklusiv), deres æstetik og poetik. Ivan Turgenjevs roman om konflikter to generationer imellem hedder betegnende Fædre og sønner og herhjemme udspringer Pontoppidans Lykke Pers lange udviklingshistorie af netop faderopgøret.

Meg Wolitzers nyoversatte Stillingen trækker på dette urtema, når hun lader Generation X tage sit opgør med forældregenerationen. Forældrene i romanen skrev i 70’erne en sexguide (den udkom da børnene var mellem 6 og 14 år) med udgangspunkt i deres eget sexliv og inspireret af den indiske Kama Sutra. Bogen var rigt illustreret med tegninger af forældrene, der udfører de forskellige stillinger inklusiv en stilling Elektrisk Udladning, som de mener selv at have opfundet.

Ved romanens begyndelse vil en forlægger genudgive bogen med opdaterede illustrationer. Romanen følger herefter familiens medlemmer og deres forskellige måder at forholde sig til genudgivelsen på, en barndom i skyggen af forældrene – det kendte sex-guru par, samt deres indbyrdes relationer som voksne søskende og deres behov for at positionere sig i forhold til forældrene og hinanden. Romanen udfolder sig som et familieportræt og et generationsportræt af sønnerne og døtrene af en frimodig, lystbetonet og uskyldig-oprørsk forældregeneration (der jo reagerede mod deres efterkrigstidsforældre af hjemmegående husmødre, fædre bag avisen, hænder ovenpå dynen, ringforlovelse inden seksualdebut i tiden før p-pillen og den fri abort).

Hvor forældrene formåede at udleve deres drømme og den store kærlighed, formår børnene ikke engang at definere for sig selv, hvad deres drøm er.

De fire børn fungerer som repræsentanter for Generation X og tæller en succesfuld men depressiv it-ekspert (der ikke kan få udløsning), en homoseksuel konservativ taleskriver, en x-narkoman nu hjemmegående husmor og en kronisk single lillesøster, der midt i 30’erne lever af forældrenes royalties, mens hun afsøger forskellige karrieremuligheder usikker på, om hun er kunstner eller sekretær. Der er markant forskel på forældregenerationen og børnenes generation og hvor forældrene formåede at udleve deres drømme og den store kærlighed (før de gik fra hinanden og familien i opløsning), formår børnene ikke engang at definere for sig selv, hvad deres drøm er. De driver mellem de amerikanske storbyer, deres relationer til andre mennesker er flygtige og forholdet til forældrene uafklaret. I Stillingen får relationerne lov at forblive realistisk komplicerede.

Meg Wolitzer spreder sig tyndt over de mange figurer, men er stærk i beskrivelsen af barndommen som et åbent sår og som en forhandling, der aldrig slutter. Dette gælder forældregenerationen såvel som den yngre generation. Faderen i romanen er således lige så optaget af hændelser og relationer fra sin egen barndom, som af forholdet til den søn, der pludselig melder sig på forlænget ophold hos ham i ældreghettoen i Florida. De to mænd nærmer sig hinanden i det uopdagede land, der ligger efter far-søn forholdet - relationen mellem to voksne mænd, ligeværdige men også og samtidigt far og søn. Det er akavet men spændende og indeholder en syret bytur med et par purunge collegepiger, en joint og nogle fundamentale livserfaringer, der stiller sig i vejen for nydelsen af det ukomplicerede knald, der ellers byder sig til.

Som et meget underholdende element forbliver stillingen Elektrisk Udladning, omgærdet af hemmelighed til det sidste. Lige dele kikset og sødt bliver den udført og til tilfredsstillelse af om ikke andet, så i hvert fald denne læsers nysgerrighed.