Gå nu lidt ud
Vi spiste middag, familien og jeg, stegte fiskepinde og hvidt toastbrød fra Aldi. Jeg tænkte: Uanset hvem der serverede mig maden i børnecenteret, ville det ikke være så tavst og med så sur en mine som Radmilas.
Zijo kommenterede det ikke. Børnene spiste med blikket rettet mod tv-skærmen. Havde jeg vidst, at Radas søster var død fem måneder forinden, og at Zijo drak som en svamp næsten hver aften, ville jeg have insisteret på at blive i børnecentret.
Jeg savnede Anel og de andre, hvis situation lignede min. I Lundslev havde alle mine jævnaldrene deres forældre og søskende i lejren. Nogle endda også bedsteforældre, fætre og kusiner. De spærrede øjnene op, når jeg sagde, jeg var kommet til Danmark alene, og de blev ved med at spørge hvordan.
– Jeg har jo sagt det, svarede jeg altid. – Med en helikopter.
Køjesengen ved vinduet mod Øresund var min seng. Dér var jeg blandt mine egne. Jeg var bare ikke klar over det dengang. Nu var det for sent: ingen vej tilbage. Jeg var flyttet, og i mine papirer stod navnet på Lundslevs asylcenter. Spørgsmålet var, om der var en vej ud. Ud af lejre
