Print artikel

Fremmedgørelsen som fast følgesvend

Terézia Mora. Foto: Peter von Felbert
Interview
30.07.19
Terézia Mora er blevet udråbt som en af flere toneangivende stemmer på samtidens tyske, litterære scene. Gennem sine antihelte tematiserer hun mennesker på flugt, fremmedgørelse og menneskelig dårskab. Hun er netop udkommet på dansk for første gang, og ATLAS har mødt hende i Berlin.

»Argh, der findes ikke et tysk ord for det, men på ungarsk hedder det teszetosza,« siger Terézia Mora omtrent halvvejs inde i interviewet, der finder sted på hendes kontor i Prenzlauer Berg, Berlin, og som vi ellers – efter hendes ønske – foretager på tysk.

Begrebet bruges om mennesker, der aldrig helt kommer i mål, forklarer hun. Mennesker, som måske kan formulere deres mål, men som bevæger sig nervøst gennem livet og derfor aldrig når til de steder, de har intentioner om. Det er noget, der kendetegner alle Moras hovedpersoner, også Abel Nema, hovedpersonen i romanen Alle dage, der netop er udkommet på dansk på forlaget Palomar. Romanen er inspireret af Moras egen rejse fra øst mod vest. Hun er nemlig født og opvokset i grænselandet mellem Ungarn og Østrig – i den lille by Sopron på den ungarske side – og var derfor en del af det tyske mindretal i Ungarn, indtil hun som 19-årig i 1990 flyttede til Prenzlauer Berg i Berlin.

Abel Nema fremstår i én forstand som et geni. Han taler ti sprog flydende, men opfører sig samtidig tavst og introvert, hvilket gang på gang spænder ben for ham: Det komplicerer hans kommunikation med omverdenen og betyder, at han omgiver sig med andre skæve eksistenser, herunder blandt andet unge romaer, excentriske studenter og musikere samt en nabo, der hævder at have været på besøg i himlen. Hans sprogøre kommer ham ikke til gode i hans integrationsproces, og selvom han med sproget udviser forsøg på at tilpasse sig den vestlige verden og sågar går så langt som at indgå i et ægteskab, så eksemplificerer han ifølge Mora, at det ikke er nok at kunne et sprog, hvis man inderst inde ikke ønsker at blive en del af et nyt samfund.

»Når man flytter et nyt sted hen, så er der en tilvænningsperiode, og den varede for mig tre år, da jeg flyttede til Berlin. Så vidste jeg, hvordan man skulle opføre sig i byen, og hvorfor man gjorde, som man gjorde. Derudover tog det mig syv år at adaptere mig til det tyske sprog. Men fra start følte jeg, at Berlin var det rigtige sted for mig at være, og det skyldes måske også, at byen var i opbrud og under ombygning på grund af Murens Fald. Alle andre skulle også tilpasse sig.«

Et tema af i dag

Alle dage modtog i 2004 store roser fra de tyske anmeldere, der længe havde ventet på et opbrud med Anden Verdenskrig som det dominerende tema på den tyske, litterære scene. Med Abel Nema skildrer Mora en ny tid og de vilkår, som det moderne menneske er underlagt. Derfor er hun også blevet udråbt som en af de store stemmer i den nye generation af tyske forfattere, og hun har modtaget flere litteraturpriser. Senest Georg-Büchner-Preis som hun modtog sidste år. Selvom der skulle gå 15 år, før romanen blev oversat til dansk, er den fortsat aktuel:

»Når man ser på, hvordan verden har udviklet sig, så kredser romanen om et tema, som desværre stadig er aktuelt. Måske fremmedgørelse endda er vor tids tema?« spørger Mora og medgiver, at man også kan føle sig fremmed i sit hjemland og blandt landsfæller, som man deler modersmål med.

»Fremmedgørelse hænger sammen med mennesket, fordi vi er skabt med en bevidsthed. Herigennem forstår vi, hvem vi selv er, og hvem de andre er.«

For hende selv har globaliseringen og de multikulturelle samfund haft en positiv indflydelse, fordi tosprogede i dag har en anden status end tidligere. Men for andre har det haft negative konsekvenser, mener hun:

»Jeg kan mærke, at der følger en helt anden status med at være tosproget i dag. Min 11-årige datter taler om det med stolthed, men hun går også i en klasse, hvor halvdelen har flere nationaliteter, og på hendes skole er der også klasser for flygtningebørn, som så kun er her i en begrænset tidsperiode. Det er der, den negative udvikling kommer til udtryk; når man slår sig ned et sted, hvor man ikke får lov til at blive.«

Følelsen af Europa

Spørger man imidlertid Mora, om hun føler sig tysk, er svaret ikke så simpelt: »Jeg føler mig først og fremmest europæisk, dernæst som en del af det mere centrale Europa og herefter bliver det mere svært. Jeg har både et ungarsk og tysk pas, og det betyder meget for mig, at den konstellation har været mulig,« fortæller hun og lægger ikke skjul på, at hun ikke er stor fan af nationalstater, der lukker sig om sig selv, men derimod af nationalstater, der er åbne for samarbejder.

Al energi er brugt på overhovedet at samles, og så er der ikke mere tilbage, når de vigtige beslutninger skal træffes.

Men Mora er ikke utopisk, og hun er klar over, at transnationale samarbejder altid vil være anstrengende og inkludere processer, der trækker i langdrag. Derfor er hun også »forsigtigt optimistisk«, når det handler om det europæiske samarbejde:

»Det vil altid være sådan i den slags samarbejder, at al energi er brugt på overhovedet at samles, og så er der ikke mere tilbage, når de vigtige beslutninger skal træffes. Men sådan vil det altid være på grund af de principper, nationalstaterne er bygget op om.«

De færreste af os er strålende helte

Eksil, fremmedgørelse og assimilationens mange (vildledende) veje, som Mora kredser om, ekspliciteres også gennem romanens sprog og fortællestil. Af tyske litteraturkritikere er den blevet omtalt som en prosa-labyrint og et panoptikon. Fortælleren springer i tid og sted, fra person til person og fra det indre til det ydre, og skiftene fremstår ikke altid lige tydelige, hvorfor man får en følelse af at snørkle sig frem – ligesom Abel Nema. Og at romanen har fået den form, den har, er et mere eller mindre bevidst valg.

»Når du som forfatter har noget, du vil fortælle, så søger det altid sin egen form. Men jo mere kaotisk verden er, når du skriver, des mere kaotisk har teksterne også en tendens til at blive,« siger Mora og forklarer, at hun sidenhen også har prøvet kræfter med en mere simpel og stringent form for at udfordre sig selv.

Abel Nema – og dermed også læseren – ender imidlertid ikke et forløsende sted. Mora bygger nemlig altid en spænding op, slutter fortællingerne på skrift, men efterlader plads hos læserne til at bygge videre på dem.

»Det er den slags bøger, jeg bedst selv kan lide at læse. Alternativet kan sammenlignes lidt med at få alt for meget mad serveret og derfor ende med at overspise,« siger hun.

Der er mennesker, som går direkte mod deres mål, og der findes mennesker, som bare lægger sig til at dø. Men jeg tror, de fleste findes et sted derimellem, og at det er de færreste af os, der er strålende helte.

Og spørger man, hvorfor Abel Nema modsat hende selv ikke får en vellykket integrationsproces, så er vi tilbage ved det ungarske begreb teszetosza, der henviser til mennesker, som er af en sådan natur, at de aldrig når i mål:

»Jeg ender altid selv med et produkt, men jeg har altså noget af det [teszetosza, red.] i mig selv, og det irriterer mig. For eksempel har det de første mange år taget mig fire år at skrive et værk. På det seneste er det på en eller anden måde endt med kun at tage tre år, men stadigvæk… Der er mennesker, som går direkte mod deres mål, og der findes mennesker, som bare lægger sig til at dø. Men jeg tror, de fleste findes et sted derimellem, og at det er de færreste af os, der er strålende helte,« siger hun og holder inde et kort sekund.

»Selvfølgelig har vi også heltene, men dem kender jeg bare ikke så godt,« konstaterer hun, mens hun slår en latter op.