Print artikel

Fotografiet er ikke et sandhedsvidne

New York Times bringer kvalmende og vulgært smukke billeder, ifølge ny bog.
Anmeldelse
07.05.16
Fotobog afdækker New York Times' æstetisering af krig og kritiserer fotojournalistikken for hykleri.

En mor, der smilende kigger ned på sin blonde søn, sidder foran en gravsten. To veltrænede mænd med tårer i øjenkrogene omfavner hinanden. Et barn med bedende øjne så store som afghanske teglas knuger et kladdehæfte mod brystet. En soldat i en pink og lysegrøn valmuemark kigger ærbødigt mod jorden.

Det er smukke billeder. Rigtig smukke billeder. Det er kvalmende og vulgære smukke billeder, som David Shields har samlet i sin bog War is Beautiful. Fotografierne er fra krigene i primært Afghanistan og Irak og bragt på forsiden af The New York Times i årene 2003-2015.

Shields studsede over disse pittoreske afbildninger af krigene i Mellemøsten i starten af det 21. århundrede og hans undren og foragt er blevet til en samling af »fotojournalistiske fotografier« fra halvandet årtis amerikansk korstog med ørkenen som kulisse.

Shields kritik er klar: Den amerikanske avis New York Times bruger krigsfotografierne på sine forsider til at foregive, at denne kaotiske verden er under kontrol - forseglet som i et stykke rav. Når avisen bringer smukke fotografier af grimme krige, promoverer den sin institutionelle magt - og sig selv som beskytter og kurator af det dødbringende demokrati. For bag disse sublime og destruktive billeder er hundredtusindvis af anonyme og glemte døde skæbner.

Og hvem står så for skud? Det gør vi alle sammen. Fotografiet har siden mediets udbredelse været brugt ved væbnede konflikter - og særligt gennem det 20. århundrede har det bidraget til vores fælles hukommelse og tolkning af verden. Tusindedele af virkeligheden er fanget på celluloid, tusindedele som printer sig ind i vores hjernebark og efterlader minder: »Se! Det skete virkelig.«

War is Beautiful fungerer godt. Det gør den, fordi Shields tør være en Don Quijote, den lille mand mod mægtige New York Times. Han afslører deres æstetisering af vold, krig, død og ødelæggelse. Og ja, krigen i disse farverige fotografier fra alverdens fotojournalister er smuk. Måske er den smuk for at henlede opmærksomheden på vederstyggelighederne i Mellemøsten, for som den irske fotograf Richard Mosse siger: »Beauty is the sharpest tool in the shed
Når Shields angriber New York Times, bliver forsidernes billedjournalistik imidlertid afsløret som hyklerisk, fordi grusomhederne ikke bare kortlægges i al deres billedskønne vælde, men bliver det på forsiden af en af USA's største aviser.

Et andet slående paradoks, som Shields’ bog fremviser, er, at fotografier ikke fortæller historier. Nærværende skribent forstår stadig ikke, hvorfor store dele af den etablerede verdenspresse igen og igen bliver ved med at insistere på fotografiet som et sandhedsvidne - en gengivelse af virkeligheden og, vigtigst af alt, historiefortællende. Fotografi er poesi. Et billede, et ord. Flere billeder efter hinanden et digt, hvis sammensat med omtanke og refleksion. Men aldrig historiefortællende. Shields demonstrerer ved sammensætningen og rækkefølgen af de enkeltstående fotografier, inddelt i kapitler som “death”, “God”, “playground” og “father”, at fotografi udelukkende får sin betydning og berettigelse ved brug i en konkret kontekst.

Løsrevet, enkeltstående og som præmiebilleder forbliver fotografierne i War is Beautiful ikke andet end vidner til en kirkegård af forfærdelig skønhed. En forfærdelig skøn bog, der stikker spaden ind under broadsheet-etablissementet og bør mane til refleksion hos alverdens fotografer, fotoredaktører og avislæsere.