Print artikel

Forsvar for alvoren

Anmeldelse
28.04.16
Med sin seneste bog, Tage und Werke, understreger østrigske Peter Handke, at han ikke alene er en mesterlig forfatter, men også en begavet, alvorsfuld og til tider ret så urimelig læser.

Lidt uden for Paris, i en næsten tom togkupé, betragter Peter Handke tre unge, læsende mænd. Det fremgår ikke præcis hvad, de læser, blot at det er eksempler på »den gamle, den alvorlige, den evigt nye litteratur.« Situationen gør et særligt indtryk på den aldrene forfatter. Ikke kun fordi den »åbenbarer bøgernes skønhed,« som han skriver. Men især fordi mændene forvisser ham om, at der – endnu – findes et særligt broderskab af alvorsfulde læsere. Dage og værker er en hilsen til dem.

Bogens tekster samles under betegnelsen »ledsageskrifter.« Første del består af avisartikler, efterord, pristaler samt uddrag fra breve og notesbøger fra forfatterskabets forskellige faser. Mens anden del består af en række anmeldelser, Handke skrev for Radio Steiermark, inden han markererede sig som forfatter i den litterære offentlighed. Fælles for de to dele er især emnet læsning.  

Hos Handke betegner læsning ikke kun en fysisk aktivitet. Det er, som han bemærker, »medbogstavering, afdækning, verdens- og selvudforskning«, altså en afkodende og skabende bevidsthedsmæssig aktivitet, som bør vejledes af redelighed og langsomhed. Læsning er på den baggrund ikke kun et snævert tekstligt anliggende. Såvel politiske og historiske omstændigheder som nære omgivelser er læsbare. I Dage og værker udmønter dette udgangspunkt sig hyppigt i kritisk stillingtagen. Lejlighedsvist forekommer det en smule forhastet og urimeligt. Fx bekendtgør Handke – uden videre forklaring – at de sidste ti år inden Tomas Tranströmer, er det kun »sekundærforfattere«, der har modtaget nobelprisen. I en håndevending nedvurderes således forfattere som Herta Müller, Doris Lessing, Orhan Pamuk, J.M.G. Le Clézio, Elfriede Jelinek, J.M. Coetzee og Imre Kertész. Men som regel lever kritikken op til kravet om redelighed – og bliver dermed langt mere perspektivrig. Et eksempel kan være Handkes medie- og historieskrivningskritik. Tydeligst kommer den til udtryk i de tekster, hvor han behandler spørgsmålet om fremstillingen af krigene på Balkan i 1990’erne.    

Da Handke i sin tid engagerede sig i dette spørgsmål vakte det kontroverser. Rejseberetningerne fra Balkan, hvor han bl.a. skildrer de smukke sider af tilværelsen, der ikke er opslugt af krigen, mødet med Radovan KaradŽić, der netop er blevet dømt for krigsforbrydelser i Haag, samt besøget hos og talen ved Slobodan Milošević’ begravelse, er af mange blevet betragtet som et upassende forsvar for Serbien. Og bliver det fortsat. Da han i 2014 skulle modtage den velrenommerede Ibsenspris for sin dramatik, blev han ude foran Nationaltheatret i Oslo mødt af et stort demonstrantopbud. Blandt slagordene var »fascist« og »folkemordsbenægter.« Flere prominente norske forfatterkollegaer følte sig i den forbindelse kaldet til at redegøre for deres syn på prismodtageren. Jon Fosse skrev blandt andet, at Handke ikke fortjente prisen som »person, eller som politisk taler og essayist, men som forfatteren Peter Handke« – ham, der efter Fosses bedste skøn »er den måske fremmeste nulevende forfatter.« En anden, der noget mere helhjertet gik i brechen for Handke var Karl Ove Knausgård. I Dagbladet udviste han redelighed og langsomhed ved at rammesætte østrigerens engagement og forfatterskab. Konklusionen var klar: »Handke er så langt fra fascismen som det er muligt at komme.«

I teksten Forsøg på et svar formulerer Handke selv bevæggrunden for sit engagement. »Det var sproget, som bragte mig på vej, sproget fra en såkaldt verden, som vidste sandheden.« Han uddyber. Engagementet var en loyalitetstilkendegivelse overfor »det ikke-journalistiske, det ikke-herskende sprog« – ikke overfor Milošević, som han bemærker. På grund af denne kamp for repræsentationen af den sansenære og førstehåndserfarede livsverden samt det sprog, der søger at åbne og holde betydningen af et hændelsesforløb åbent, er Handke blevet opfattet som en nyttig idiot.

Indimellem har han også dummet sig – hvad han i Dage og værker både fremhæver og undskylder. Med rette græmmer han sig især over en helt absurd sammenligning mellem Shoa og serbernes situation. Dét til trods, er der stadig principielle dele af engagementet, der synes at leve videre. Netop kombinationen af det ikke-journalistiske sprog og førstehåndperspektivet genfinder man fx i den fransk-amerikanske forfatter Jonathan Littells beretninger om borgerkrigen i Syrien. Og i Madame Nielsens netop udkomne Invasionen, hvor det er den verserende flygtningekrise, der undersøges.  

Dage og værker viser dog mere end den polemiske side af Handke. Eksempelvis beretter han levende og sanseligt om et møde med den græske digter Dimitri T. Analis og den syriske digter Adonis, hvor samtalen går over store, dampende fade på en libanesisk restaurant i Paris’ 15. arrondissement. Men navnligt i ungdomstidens anmeldelser viser østrigeren sin intellektuelle spændvidde. Her skriver han med forbavsende kyndighed om psykologi, sociologi, politologi, historie samt digte og romaner af såvel obskure som berømte forfattere fra alverdens sprogområder – stærkest repræsenteret er de centraleuropæiske og udgivelserne i den verdenslitterære serie, Bibliothek Suhrkamp.

Fælles for læsningerne er Handkes skepsis over for det forsirede, ornamenterede, klichefyldte og mystiske, og besyngelsen af det registrerende, klare og ja, alvorsfulde. Sidstnævnte er ikke kun kendetegnende for den unge Handke: »Jeg har fra begyndelsen af og vil til mit endeligt vogte den skrivendes alvorsfuldhed og værdighed med hvert ord, hver sætning, hvert afsnit, hver bog og hvert stykke.« I Dage og værker leverer Handke et defensorat for den skrivendes, men i særdeleshed den læsendes alvorsfulhed. Det tager sig på engang ud som en belæring og en besyngelse.