Print artikel

Forfærdelig og vidunderlig fra begyndelsen

Profil
09.12.17
Det jeg-drevne essay kan være helt fantastisk, men også den værste ting i verden, mener essayisten Kristin Dombek, der har skrevet en skeptisk bog om narcissisme.

Essayet som genre kan tilbyde et korrektiv til samtidens overfladiske journalistik, mener den amerikanske skribent Kristin Dombek. Det gode essay har plads til tvivl, overvejelse og argumentation. Ligesom når man tænker sig om for at finde ud af, hvad man mener om det ene eller andet. Lige præcis sådan, er hendes bog The Selfishness of Others, der bærer undertitlen An Essay on the Fear of Narcissim. Bogen er et 135 sider langt forsøg på at danne sig et overblik over den såkaldte narcissismeepidemi, der ifølge utallige bøger og avisartikler skulle være over os.

Kort fortalt lyder fortællingen, at den opvoksende generation, især dem man kalder millenials, skulle være mere selvoptagede, mere egoistiske og altså mere narcissistiske end tidligere generationer. Dombek advarer mod det hun kalder the generational fallacy. Det forhold at alle voksne generationer siden tidernes morgen har profeteret, at nu går verden mod dommedag fordi de nye generationer slet ikke besidder den samme dannelse som tidligere. Folk der voksede op i 80'erne blev gerne fortalt af datidens bekymrede voksne, at den teknologi vi omgav os med – vhs-bånd og donkey kong spil – var en form for kulturelt forfald, der på sigt ville resultere i nedbrydelse af samfundet. Enhver nutids opvoksende generation bliver stemplet som sandsynlig kilde til civilisatorisk forfald.

Kristin Dombek er en del af, hvad man kunne kalde de Brooklyn-intellektuelle. En gruppe amerikanske venstrefløjstænkere, der siden begyndelsen af nullerne er opstået omkring magasinet N+1, som med base i Brooklyn ikke bare symboliserer en voldsom ændring i bydelens demografi, men også en særlig selvbevidst identitet i kulturkrigen. Dombek har jævnligt bidraget til magasinet, der også har udklækket fremtrædende yngre skribenter som Mark Greif, Elif Batuman og Keith Gessen. N+1 har især publiceret lange essays, der, tro mod genren, er undersøgende i deres tilgang.

Da ATLAS møder Dombek på en café ikke langt fra hendes hjem i Greenpoint, Brooklyn, fortæller hun også om skepsis som bogens udgangspunkt: »Hvis jeg læser en historie, der fordømmer en stor gruppe mennesker, som eksempelvis millenials bliver jeg mistroisk«, fortæller hun. Dombek aflyser i store træk epidemien. Narcissisme er en patologisk diagnose, der sandsynligvis passer på Anders Breivik eller Donald Trump, men at kaste den ud over hele generationer mener Dombek er en simplificerende måde at forstå verden på. Det er også en måde at misforstå store grupper af mennesker: »Jeg tror jeg skrev bogen, fordi jeg er uendeligt interesseret i det øjeblik, hvor vi vender os væk fra nogen eller fra en gruppe, og beslutter, at de er onde, overfladiske eller falske. Det har vi gjort hele vejen gennem menneskets historie, og med den digitale tidsalder er det blevet forværret og sat op i hastighed«.

»Jeg-essayet fungerer, når det taler til en større situation. Når du ser det individuelle sind i brydekamp med et problem, der er større end sig selv.«

Narcissisme er for simpel en kategori til at forstå verden med, når det altså ikke er den klinisk patologiske slags, siger Dombek. Vi er alt for filtrede ind i hinandens historier og identiteter til overhovedet at kunne adskille selvet fra andre mennesker. Ligeledes er den essayistiske metode en tilgang, der insisterer på, at verden er kompleks og svær at forstå. Det lange essay er også et epistemologisk statement om menneskers evne til at indfange viden om sig selv og sin samtid, mener Dombek. »Når det virker, er det mystisk«, siger Dombek med henvisning til Karl Ove Knausgårds uendeligt lange essayistiske bogserie om ham selv, som ifølge forfatteren på nærmest uforklarlig facon har skabt et værk, der på samme tid er kedeligt og massivt tiltrækkende. »Måden hvorpå tillid bliver skabt på skrift er uendeligt gådefuld«, tilføjer hun.

»Det jeg-drevne essay kan være helt fantastisk, men det kan også være den værste ting i verden«, siger Dombek og bekræfter en tendens til selvoptagede tekster, der mere minder om personlig branding end oprigtig nysgerrig omkring forhold i verden. »Jeg-essayet fungerer, når det taler til en større situation. Når du ser det individuelle sind i brydekamp med et problem, der er større end sig selv. Paradoksalt nok er det ofte sådan, at jo mere personligt og jo mere ærligt, jo større kan brydekampen og ideen være. Men hvis den dynamik ikke er der«, siger hun og tøver et øjeblik før hun konkluderer: »it sucks terribly«.

Det gode essay skal altså finde en balance mellem selvoptagethed og oprigtig nysgerrighed på verden. Dombek nævner en af genrens forfædre, som både lidt irriterende og ret fantastisk. »Der er noget meget hvidt og europæisk ved det. Ligesom Montaigne, der går rundt i sin slotshave og spekulerer over livet«, siger hun og vrænger lidt og tilføjer, at essayet har været forfærdeligt og vidunderligt på samme tid, helt fra dets begyndelse.

Men selve det narrative har også en større berettigelse, mener hun. Især som modvægt til mainstream-journalistikkens tendens til at formidle halve sandheder som hele sandheder. »Jeg synes, der er en tendens for tiden til at tro på big data og talknuseri over andre metoder. Ikke at vi nødvendigvis ikke skal stole på socialpsykologi eller databaseret videnskab, men den måde, det bliver formidlet på i journalistikken, i listicles på nettet fx, synes jeg man skal være skeptisk over for«.

Dombek nævner den afgrund i viden, der eksisterer mellem mennesker, som et politisk problem. »Den virkelige fare er epidemien af mistro«, siger hun. Her ser Dombek fortællinger som en vej ud af elendigheden. Men det kræver, at man prøver at forstå andre mennesker og ikke bare påpeger deres idioti, siger hun med henvisning til den siddende præsident. »De folk på venstrefløjen, der kaldte ham vanvittig, var ikke særligt behjælpelige«, påpeger hun. Narrativer kan overvinde den narcissistiske illusion, fortæller hun. Det er nødvendigt at forstå de mennesker, der bragte Trump til magten og det kan man kun gennem fortællinger, mener Dombek.

»Andre mennesker er faktisk rigtigt interessante. Selv Karl Ove Knausgård er interessant, og der sker ingenting i hans liv«, siger hun med et smil. Fortællinger kan hjælpe os til at forstå verden, fordi vi kan vi forstå de mennesker, der bebor den, mener Dombek.

Mest læste