Print artikel

Et minimum af menneskelighed

Udsnit fra bogens omslag
Essay
30.08.18
Cathrine Knudsens 'Manuel' handler om en skelnen mellem at være menneske og at ligne et menneske. En undersøgelse af mødet mellem dem, der har følelser og det, der ikke har og sammenstødet mellem det manuelle og det mekaniske.

Jeg havde ikke noget ydre blik på samværet med andre mennesker, før jeg fandt det i litteraturen. Jeg var lige gået ud af gymnasiet og lige begyndt at læse, da jeg en dag faldt over Pablo Llambías’ Rådhus (1997) på biblioteket. I et af bogens første afsnit er fortælleren og hans kæreste til middag hos et andet par. Han vrænger af samtaler om arbejde og computere, og foregriber det, der bliver sagt på en karikeret måde. På et tidspunkt vælter han et vinglas, og både gæster og værter farer op for at tage sig af situationen. »Det var ikke med vilje, og derfor så det ret autentisk ud«, konstaterer fortælleren veltilfreds, og beslutter sig for, at han vil huske tricket til en anden gang.

Rådhus fremstiller social interaktion som noget mekanisk, hvor de forskellige udtryksformer er knyttet til bestemte kulturelle konventioner. Forudsigeligheden gør det muligt for fortælleren at handle strategisk, og selvom det ikke altid lykkes for ham, viste hans refleksioner mig dengang, at konventionerne kunne afvæbnes gennem analyse. Fra stort set kun at bestå af intetsigende gamle noveller – som skulle læses med det ene formål at nå frem til den fortolkning, min lærer havde lagt sig fast på tyve år tidligere og tvunget ned over hundredevis af teenagere siden da – blev litteraturen til noget, der kunne sætte ord på sociale mekanismer, jeg måske nok havde fornemmet, men aldrig før set beskrevet så direkte. Selvom jeg aldrig havde befundet mig i det miljø, Llambías skildrer, kendte jeg udmærket de platte vittigheder, høflighedsfraserne og den akavede stemning: Hele mit liv havde jeg været omgivet af et folkefærd, der stort set kun praktiserede small talk, og siden jeg var blevet gammel nok til ikke længere at kunne overlade den slags til mine forældre, havde det virket krampagtigt på mig – ikke kun fordi jeg selv var så håbløst dårlig til det, men også af grunde, jeg ledte forgæves efter. Men ved at læse om det fik jeg et sprog og et blik for det, som både gjorde det lettere for mig at skelne mellem min egen uformåenhed og længslen efter mindre klaustrofobiske samværsformer, og gav mig en dybere forståelse af begge dele. Rådhus og flere andre af de værker, jeg stødte på dengang, er medvirkende til, at de bøger, der optager mig mest, handler om den enkeltes forhold til sine omgivelser. Jeg er til stadighed fascineret af, at mennesket er et socialt væsen, der samtidig er så dårligt til at være socialt. Hvor ofte dem, der ellers er gode til det, alligevel kommer til at fornærme, misforstå eller såre nogen. Og hvor fremmedgørende det kan være, når mødet med andre føles som rutine; når det, der bliver sagt, er det samme som det, der blev sagt sidste gang, og ingen andre tilsyneladende bemærker det.

Denne fascination har sat tydelige spor i min læsning og bygget bro mellem så forskellige forfattere som Stine Pilgaard, Karl Ove Knausgård, Michel Houellebecq og Cathrine Knudsen. Sidstnævntes Manuel (2014) handler om spanskfødte Cara, der er vokset op i Norge. Efter en skilsmisse bliver hendes søster Evy indlagt, og Cara flytter ind i søsterens lejlighed for at passe hendes datter Karla. Dette forløb udgør bogens spinkle handling, som giver anledning til Caras refleksioner over sit forhold til andre mennesker. Hun er blevet skilt fra den mand, der er far til hendes børn, hun er ikke længere seksuelt aktiv og gennem det meste af romanen er Cara usikker på, om hun overhovedet er i stand til at lukke et andet menneske ind i sit liv igen. Hendes tanker veksler mellem længslen efter nærvær og nødvendigheden af at beskytte sig selv. Caras sensibilitet over for andre gør større forsamlinger overvældende, fordi »hvert enkelt menneske kræver så meget, samtidig med at de danner formationer, men aldrig opløses i noget mere, noget højere, som visker deres karakteristika ud«. Hun må hele tiden justere sig selv og sine reaktioner i forhold til den andens særpræg, hvilket ikke kun er udmattende i selve situationen, men også bagefter, hvor den andens essens bliver siddende i kroppen. Ethvert møde »kan hentes frem igen og igen (ligesom kopiere sig selv i det uendelige uden at jeg kommer helt til bunds i det)« og kommer på den måde til at stå i vejen for et savn.

Manuel kan læses som en undersøgelse af mødet mellem dem, der har følelser og det, der ikke har. Et af romanens grundtemaer er sammenstødet mellem det manuelle og det mekaniske. I 1970’erne fik Norge sin første vejbom med betalingsanlæg, og en af dem, der sidder ved lugen og tager imod bilisternes mønter, er Caras farfar. Efter at have været i krig er hans forhold til andre mennesker smadret af vrangforestillinger og paranoia, og familien har ingen anden kontakt med ham end de få sekunder, det tager at gennemføre transaktionen. Menneskeligheden i mødet mellem bilisterne og dem, der sidder i boksene, er en midlertidig svaghed ved systemet – så snart det er muligt, vil hele processen blive automatiseret. Dette flygtige møde med farfaren, deres »inderste familiesammenkomst«, bliver grundlæggende for Caras måde at forstå sit forhold til andre mennesker på: Kortvarigt og afgrænset, i overensstemmelse med reglerne og alligevel fremmedgørende. Som barn håber hun forgæves på, at bommen en dag vil gå i stykker, så familiemedlemmerne må blive siddende over for hinanden længe nok til at opleve reel menneskelig kontakt. Selvom det manuelle repræsenterer en særlig nærhed, som Cara længes efter, rummer den som så meget andet i romanen også potentieller farer; er man så tæt på hinanden, at det betyder noget, er man også tæt nok på til at kunne gøre skade på hinanden, hvilket for eksempel ses ved at et forestillet mord omtales som »det manuelle møde«.

Da familien kigger på en grund, som de overvejer at købe, forestiller de sig, hvordan det vil være at bo der ved at lade »følelserne begynde at vokse, vikle sig ind i plantegningerne«. Denne form for sammenfiltring findes i utallige variationer i romanen, blandt andet i udtryk som kombineres på en uvant måde – folk bor i »oplevelseslejligheder«, hvor gamle gårde ombygges til boliger, som folk fra byen køber for at kunne opleve naturen – eller gennem sammenskrivninger af begreber, der normalt tilhører vidt forskellige domæner (»statens egen intimsfære«). Den mest urovækkende sammenskrivning ses da Cara en dag besøger sin far på et plejehjem for demente, og personalet præsenterer hende for deres seneste erhvervelse, en såkaldt omsorgsrobot ved navn Paro. Paro er en lille sæl med bakteriedræbende pels, som beboerne med jævne mellemrum får besøg af på deres værelser, hvor de kan få lov at holde den under overværelse af plejerne, hvilket – som en af de ansatte henkastet bemærker – ikke så meget skyldes menneskelige hensyn som at robotten koster 50.000 kroner. Caras far aer Paro og kalder den for »min dreng«, og hun konstaterer, at han ikke længere kan skelne mellem at »forholde sig til den som et levende væsen, eller som om den var et levende væsen«. For hende er robotten et »væsen der ikke er noget, men bare repræsenterer det generelt levende, et ganske avanceret væsen, som tilfældigvis har taget bolig i en sæl«, hvilket understøttes af, at hverken personalet eller patienterne lader til at undre sig over, at man normalt ikke kæler med en sæl, og at rigtige sæler ikke er bløde, men er glatte og har kort, stiv pels. Tværtimod er de ansatte ubetinget begejstrede for den lille omsorgsrobot, og for den nye bølge af tiltag som Paro er en del af: »De kalder det velfærdsteknologi, siger at alle går lysere tider i møde nu hvor velfærdsteknologien er i vækst«.

Cara opsøger yderligere informationer om Paro, og undervejs falder hun over en video om den såkaldte Geminoid F, som er skabt af en japansk robotdesigner. Geminoid F bliver sminket af en ung kvinde, og i sammenligning med robotten står ujævnhederne i kvindens hud tydeligere frem, hvilket får hende til at virke meget ældre. Alligevel er det, som om robotten mangler den rette mængde af fejl, der gør, at den fremstår livagtig og ikke bare som en imitation af liv. Det får Cara til at tænke på en dokumentarfilm om mænd, der byggede såkaldte femboter, en form for mekaniske sexdukker på størrelse med et almindeligt menneske. Femboterne var et forsøg på at skræddersy et objekt til deres egne fantasier. Ved at udelade alt det, de ikke gad forholde sig til hos et andet menneske, alt det ujævne, fik de »deres egen kvinde som kun havde det de selv mente de havde brug for, og ikke noget skjult i sig, ikke noget der kunne skuffe dem eller såre dem eller være for meget eller for lidt«.

I essaysamlingen Del af labyrinten (1982) skriver Inger Christensen:

»Civilisationen, kulturen pålægger altså sine medlemmer en slags skat (som kan være alt fra vandkæmmet hår til religion), så det tilfældigt at være menneske må betales med det nødvendigt at ligne et menneske. Der er således indregnet i kulturen en forestilling om, at menneskene skal komme til at ligne mennesker mere end de gør, når de bare er mennesker – indregnet altså et mål, sammenfattet udtrykt som menneske-lighed. Det er det enkelte menneskes egen sag, hvordan det opretter denne lighed med et menneske, men da det ligger i begrebet lighed, at der skal kunne sammenlignes, må den enkelte være forberedt på at oprette sin lighed med et menneske, så den kan genkendes af andre.«

For mig handler Manuel om netop denne skelnen mellem menneskelighed (at være menneske) og menneske-lighed (at ligne et menneske). Geminoid F »skal sminkes så den bliver mere troværdig som menneskeimitation for at tilføre den menneskelighed (mens menneskets kvinder jo sminker sig væk fra det)«. Skellet mellem liv og det, der ligner liv, er ikke kun et anliggende mellem mennesker og maskiner, men også mellem mennesker indbyrdes. Cara kalder sine møder med andre for »menneskemøder«. Betegnelser som ”madæbler” har altid virket besynderlige for mig, fordi det fremhæver en selvfølgelig egenskab ved dem, der får det til at lyde, som om almindelige æbler ikke er mad, og på samme måde er der noget ubehageligt ved udtrykket »menneskemøde«, fordi det betoner noget, som normalt er så indlysende, at det ikke burde være nødvendigt at nævne det. Men jeg forestiller mig, at denne betoning netop har at gøre med, at der efterhånden findes så mange forskellige møder mellem liv og det, der ligner liv, at det er nødvendigt at markere, at mødet faktisk foregår mellem mennesker, og vel at mærke på en måde, der kan rumme menneskelighed.

Der er noget slidt over romanpersonernes relationer til hinanden, alle de skilsmisser, indlæggelser og misforståelser, deres manglende evner til at rumme hinandens forskelligheder. Verden har et skær af uvirkelighed over sig, idet personerne forsøger at leve op til en bestemt forestilling om liv i stedet for bare at leve, og det er, som om Knudsen beskriver en måde at være sammen på (og være på i verden i det hele taget), lige inden den falder fra hinanden. Menneske-ligheden er ved at tage over – for eksempel konstaterer Cara, at robotterne nu er i stand til at berøre med højere følsomhed end et menneske – men det at flere ting bliver mekaniske og automatiserede betyder ikke, at mennesker bliver mere fri til at have kontakt med hinanden; det fører bare til en øget fremmedgørelse, fordi de nu er omgivet af endnu flere efterligninger af et liv, de i forvejen ikke kunne leve op til.

Når jeg ikke savner en fortløbende handling eller andre former for spænding, er det fordi Manuel arbejder med denne stemning af, at noget er lige ved at falde fra hinanden. For mig er det det, der skaber bogens intensitet; det gør den ikke kun urovækkende, men også skrøbelig. Bogen er fortalt associativt og fragmenteret, og måske er det værd at se på, hvad der bliver udeladt af fortællingen. Caras børn Edith og Peder bliver nævnt i begyndelsen af romanen, og hun hentyder lidt til dem undervejs, men de er bemærkelsesværdigt nok ikke en del af hendes fortælling. Heller ikke forholdet til eksmanden hører vi noget om. Vi får heller aldrig at vide, hvad der egentlig sker, da hun som barn får et lift af en fremmed kvinde, efter at hendes alkoholiserede far har forladt hende på en bar.

Udeladelsen af disse smertepunkter, der kunne have været dramatiske kulminationer, kombineret med hendes lange refleksioner over, hvor krævende menneskeligt samvær er, øger min opmærksomhed på de situationer, hvor Cara rent faktisk opsøger andre og prøver at indgå i en relation med dem. Det sker to gange, som ligger i forlængelse af hinanden hen mod bogens slutning. Første gang er da en ny lærer bliver ansat på niecen Karlas skole. Cara drages af hans faste jeg-følelse, der gør ham både nærværende og utilnærmelig: »Dem han til enhver tid var omgivet af, fik en opfattelse af, at det var lige præcis dem han allerhelst ville være omgivet af. Han var ikke åben, ligesom min søster, han var tilsyneladende åben, men grænserne var hele tiden tydelige«. Gavril, som læreren hedder, giver Cara lyst til at åbne sig for måske sidste gang, og hun begynder at cykle hen til det samme sted flere gange om ugen, en elv, der løber i nærheden af hans hus. En aften dukker han pludselig op og sætter sig ved siden af hende. De veksler ikke et ord, men deler i stedet en øl og ryger cigaretter, hvorefter Gavril lægger sin arm om hende. Mere sker der ikke. Anden gang er da Cara sidder i søsterens oplevelseslejlighed og forsøger at skrive på et teaterstykke. Gennem vinduet kan hun se over til et nærliggende hus, hvor en kvinde af og til kommer ud på gårdspladsen for at ryge. I de følgende uger udvikler hun en til tider decideret foruroligende interesse for kvinden: »Jeg sad der og løftede blikket, så ud, der var ganske stille inde i mig, men pludselig kom der en indre tale i mig som sagde: Pas på, ellers skriver jeg om dig. Jeg blander dig ind i det. Du skal ikke være foran mig, jeg advarer dig«. Cara opsøger kvinden, som er tydeligt påvirket af alkohol, og Cara udnytter hendes nedsatte reaktionsevne til at træde indenfor. Efter at have set sig omkring, går det op for Cara, at kvinden kun venter på, at hun skal gå, og hun forlader huset. Uden nogen forklaring sidder Cara i bogens næste scene ved siden af kvinden, der tilsyneladende har for vane at drikke en flaske vin om dagen og se videoer på YouTube. De to kvinder nærmer sig hinanden, og ligesom med Gavril ender det med at de holder om hinanden. Scenerne skildrer den samme handling, og alligevel er stemningen i dem vidt forskellig: Situationen med den rolige Gavril er lidt mere udførligt beskrevet, der er noget stilfærdigt over både prosaen og det lille optrin ved elven, mens omfavnelserne med nabokvinden ikke er beskrevet scenisk, de nævnes kun i forbifarten, og dermed fremstilles de med den samme rastløshed som præger nabokvinden selv. De to spontane og skrøbelige møder gør konventionelle måder at etablere relationer på irrelevante, og skaber i stedet et intimt nærvær, der kan rumme både Caras og det andet menneskes særegne træk.