Print artikel

En verden uden grænser

Foto: Mandana Zandian
Uddrag
19.08.19
Shahrnush Parsipur skriver fra væsentlige positioner af den menneskelige eksistens, der har potentiale til at overskride nationale, sproglige, geografiske og intellektuelle grænser. Hvis vi er åbne nok, kan vi lade os overskylle af hendes transcenderende skønlitteratur, uanset hvor vi selv er placeret i det mangeartede mylder, der er livet på jorden.

Det var vel omkring ti-elleve år siden. I en støvet flække af en industriby i det nordlige Tyskland. Der bor mange eksil-iranere i Tyskland og to af dem, et vidunderligt ægtepar, driver en iransk boghandel og kulturformidling i den lille by. Jeg ved ikke rigtig, hvordan sådan et foretagende kan løbe rundt, så jeg antager, at det er et rent idealistisk projekt. Derfor lægger jeg altid vejen forbi, når jeg er i området, så jeg kan forsyne mig med den nyeste litteratur fra Iran og fra den store iranske diaspora og samtidig støtte en velassorteret lokal boghandel. Dengang for et årti eller mere siden faldt mit blik på en lille, tynd og lyserød bog med blåsorte ornamenter og en fortryllende titel: Kvinder uden mænd, stod der på persisk. Jeg overvejede, om det var et iransk modsvar til Ernest Hemingways Mænd uden kvinder, og var solgt, inden jeg åbnede bogen, men havde dengang endnu ingen anelse om, hvilken verden der ville åbne sig sammen med bogen.

Da jeg var tilbage i København, kunne jeg ikke lade være med at fortælle enhver, jeg mødte, om bogen. Det blev endda til højtlæsninger, hvor jeg simultanoversatte direkte til dansk, mens jeg læste op. Efterhånden stod det klart for mig, at denne roman måtte deles. At det ville være en skam, hvis dansksprogede læsere ikke fik glæden af Kvinder uden mænd og Parsipurs magiske verden. En verden, som jeg har følt mig dybt forbundet med. Ikke alene er Shahrnush Parsipur og jeg begge født og opvokset i Teheran. Den magiske have i bogen ligger i Karadj, hvor mine forældre også havde en have, og hvor jeg har mange minder fra. Æbletræer, pæretræer, granatæbler, altid et rend af mennesker og et stort bed fuld af blomster, man som lille barn kunne forsvinde ned i og gemme sig under. Og mest af alt, magien. Det magiske ved vores have i Karadj er gennem tiden blevet forstærket af, at det nu er et sted, der kun findes i mine erindringer. Jeg vil aldrig igen kunne finde den have. At forlade noget så hårdt og pludseligt betyder også, at fantasien om det sted, man forlod, får lov til at vokse og få sit eget liv.

I dag har Karadj vokset sig til en rigtig by, men dengang jeg blev født og endnu længere tilbage, i den tid hvor den optræder i romanen, var det en mindre landsby og et sted, man kørte igennem fra Teheran på vej til sommerferie ved Det Kaspiske Hav nordpå, det var et sted med mange haver og store sommervillaer. Der var øde landeveje, marker med vandløb og nogle nybyggerier, som velhavende byboere slog sig ned i. Jeg forestiller mig, at haven i dag er jævnet med jorden, der er måske bygget lejligheder, et universitet eller industri på grunden. Den er i al fald væk. Men jeg kan altid vende tilbage til Parsipur, jeg kan altid finde magien her for en stund og som én, der bærer på en kulturel arv, altid, altid prøve at oversætte noget fra mit tidligere liv for at kunne tage det med til mit nye liv. Måske en lille bro, som man kan trække sin identitet henover og med på den anden side til livet i eksil. Oversættelse er et vilkår, der følger det at flytte sig fra et sted til et andet, hvad end det er fysisk eller mentalt. Som en, der har flyttet sig, er man altid midt i oversættelsen. Der er noget, man gerne vil have bragt med sig. Noget, jeg gerne ville overbringe. Noget, som kunne vise, hvem jeg var, hvor jeg kom fra, noget, som kunne tilbagevirke den udviskning af identitet, som migration også er.

At oversætte kontekst

Vejen til en dansk oversættelse blev dog lang. Forlagene var forsigtige og turde ikke satse på en smal bog. Iransk litteratur? Hvordan skulle de overbevise læserne om værdien af netop iransk litteratur? Der var meget få oversættelser af litteratur fra Iran på dansk for bare ti år siden. Efter et par forsøg lod jeg det ligge uden at opgive. I de mellemliggende år levede bogen sit eget liv i undergrunden. Et par gange læste jeg op af den til litterære arrangementer, hvor publikums begejstring og særligt deres fornemmelse for Parsipurs naivistiske galgenhumor gjorde mig glad. Jeg ved, at den har sin egen trofaste kerne af kendere, der er fortrolige med persongalleriet og har ventet tålmodigt på en udgivelse. Nu er det endelig en realitet. Tiden er blevet en anden, og oversat litteratur er kommet for at blive. Vores verden er blevet større. Der er plads til flere blikke, flere måder at eksistere på. Vi lever i en tid, hvor det bliver tydeligere for hver dag, at kulturel isolation, uanset hvor meget magtmennesker end forsøger at overbevise os om det, ikke er bæredygtig. Fremtiden ligger i åbne verdener, åbne grænser og åbne sanser. Vi må lade os overstrømme af det, vi bilder os ind, vi ikke forstår, for at se andre muligheder for hvordan vi kan leve her i verden.


I tilbageblik er det godt, at det har taget så lang tid at udgive Kvinder uden mænd på dansk. For selvom jeg har oversat fra persisk til dansk i mange år, det være sig digte, popsange (og iranske popsange er ofte skrevet af digtere og forfattere) eller nyhedsartikler, så har arbejdet med denne bog været af en hel særlig karakter, fordi Parsipur skriver i så mange lag, at næsten hvert eneste ord har været genstand for mange overvejelser. På den måde har jeg oversat bogen mange gange, indtil jeg nåede et sted, hvor jeg var tilfreds. Det har været vigtigt for mig ikke kun at skabe en dansk gengivelse, men også at genskabe hvordan Parsipur drejer sætninger, gør dem korte og nærmest staccato, når hun beskriver en action-præget scene, og lange, rolige sætninger, når vi skal dvæle lidt. Det føles næsten som en klippeteknik fra filmverdenen, når hun med sine ord får os til at panorere hen over en dam og dens mange nuancer af grøn. Måske er det hendes fortid som tv-tilrettelægger, der skinner igennem. 

Parsipur er også en mester i at plante nøgleord her og der, så betydningen af dem siver dybt ned i læserens underbevidsthed. Et eksempel er, når Munes’ bror Amir Khan og veninden Faezeh begraver den stakkels Munes i gårdhaven i hendes hjem. Man ville sædvanligvis på persisk sige, at hun blev lagt ned i en grav, men Parsipur skriver ’hul’. Det samme hul, som Munes kort forinden har opdaget, er det, der findes i stedet for myten om en jomfruhinde. Det er den viden, der vækker hendes vrede og får hende til at kaste sig i døden fra taget på det hus, hvor hun er indespærret, for derefter at genopstå, vandre gaderne tynde i en måned og så sætte sig under et træ og læse en bog om anatomi, der bekræfter, hvad hendes veninde Faezeh har afsløret for hende: Der findes ikke en  jomfruhinde, det er bare et hul. Og når hun kommer tilbage til hjemmet og står rank, bliver hun myrdet af sin bror og lagt ned i et hul. Et hul, hvorfra hun genopstår én gang til, efter at Faezeh udøver sort magi og begraver en talisman ved hendes grav. Måske bliver hun ligefrem genfødt gennem hullet, der hvor der altså ikke er nogen jomfruhinde? 

Et andet eksempel på Parsipurs eminente brug af ord findes i kapitlet, hvor vi først møder overklassefruen Farrokhlaqa og hendes mand Golchehreh. Et kapitel, hvor der i øvrigt findes en af de bedste beskrivelser, jeg har læst, af mænds had mod kvinder, som de opfatter som uopnåelige. Selvom Golchehreh er gift med Farrokhlaqa, har han altid fundet hendes skønhed overvældende og har frygtet, hvad den kunne gøre ved ham. Derfor holder han hende på afstand med sit hånlige smil. Indtil han en dag erkender sin frygt. Han tænker, at han, nu hvor hun er ved at komme i overgangsalderen og ikke har den unge kvindes trods i øjnene længere, måske kan se ’almindeligt’ på hende, måske endda kærligt. Og han gør det og kalder hende ’min skat’. Det bliver fatalt. Hans nye attitude skræmmer Farrokhlaqa så meget, at hun i ren refleks skubber ham fra sig. Han falder uheldigt, ned ad trapperne og direkte i døden. Kort forinden havde Golchehreh tænkt, at han så hånligt på sin kone, fordi han frygtede, at han uden det hånlige blik ville være ”så godt som død for hende’. Hvilket ironisk nok kommer til at holde stik. Golchehrehs fornemmelse var rigtig, hans kærlige blik tager vitterligt livet af ham. Det ville have været mere ligetil at oversætte dette som ’så ville han have været som luft for hende’, som vi ofte siger på dansk, men Parsipurs præcision med sproget ville i så fald være gået tabt.

Parsipurs forunderlige navneunivers

Noget af det, som umuligt kunne oversættes til dansk, er Parsipurs brug af navne og deres betydninger. Efter Amir Khan og Faezeh begraver Munes i gårdhaven, siger hun til ham under bilturen hjem, at nu, hvor hans søster er borte, har han brug for en ’anis og munes’ i sit liv. ’Anis og munes’ er en fast vending på persisk, der betyder trøst og fortrolige. Nogen kan være ens ’anis og munes’, ens nærmeste fortrolige og støtte; de er samtidig begge kvindelige navne. Og man bliver som læser første gang chokeret over, at Faezeh bruger netop den vending, taget i betragtning at hun netop har været med til at dække over mordet på Munes. Og Amir gentager det, når han beder sin mor gå med og fri til den unge, tilsyneladende dydige, pige, han gerne vil giftes med. At Munes efter sin anden genopstandelse har fået evnen til at læse andres tanker, gør det blot endnu mere passende, at hendes navn betyder den fortrolige.

Amir er et uhyre almindeligt navn i Iran og betyder herren eller overhovedet.

Faezeh er et oprindeligt arabisk navn, som betyder noget i retning af den sejrende, den frisatte eller den, som er blevet reddet.
Zarrinkolah betyder hende med den gyldne hat og er et gammeldags udtryk brugt om de højest rangerende tjenere og tjenerinder hos de kongelige.
Mahdokht betyder Månens datter.

Farrokhlaqa betyder hende med det smukke ansigt, og navnet optræder i et iransk folkeeventyr om erobreren Amir Arsalan, der forelsker sig i et billede af Farrokhlaqa og begiver sig af sted for at finde hende. I folkeeventyret bliver Farrokhlaqa i øvrigt myrdet og bragt tilbage til livet ved magi. Her har Parsipur utvivlsomt trukket på traditionelle iranske fortællinger og givet dem nyt liv.

Farrokhlaqas mand hedder Golchehreh, hvilket sædvanligvis er et kvindenavn og betyder den, der har et ansigt så smukt som en blomst. Senere bliver Farrokhlaqa gift med Hr. Merrikhi, som betyder Hr. Marsbo!

Iransk magi og queer død

Mange har svært ved at placere Kvinder uden mænd i en særlig genre. Jeg ville ikke selv have nogen skrupler ved at kalde det for magisk realisme, men jeg forstår også problemerne ved dermed at placere romanen i en kasse, hvor vi sædvanligvis ellers finder latinamerikansk skønlitteratur. Som Parsipur selv engang har sagt i et interview, så stammer hendes skrivestil, materiale og personer fra Iran og fra hendes egen kulturelle baggrund, ikke fra Latinamerika. Og som historien om Amir Arsalan illustrerer, så er de magiske fortællinger og fabler dybt indgroet i iransk historiefortælling. Parsipur fletter endda aspekter af folketro, hekseri og magi ind i historierne. Også brugen af haven som metafor for paradis er central i Kvinder uden mænd. Haven har haft en helt særlig plads i traditionel iransk poesi, hvor den optræder allegorisk som et billede på paradis og hvor beskrivelser af naturen og planteriget får rigelig plads. Bemærk engang, hvor meget farven grøn fylder i historien, den er alle steder, hvor Mahdokht optræder, og til sidst bliver hun til et træ, går i tusinde stykker i verdens langsomste fødselsbeskrivelse og driver med vandet ud i verden som millioner af frø.

Historien om haven kan også læses som en allegorisk fortælling om reproduktion og fødsel. Haven er moderskødet, der giver liv, også til kvindernes utopiske drømme. Samtidig rummer den en nærmest monstrøs seksualitet, som hver figur i fortællingen håndterer på sin egen måde. Det fremkalder for eksempel stor væmmelse hos Mahdokht at overvære gartneren og Fatemeh i drivhuset; hun vil hellere være et træ, mens den tidligere prostituerede, Zarrinkolah, bliver ophøjet til lyset og klarheden selv.

Parsipur transcenderer specifikke kulturelle definitioner og taler til en måske globalt eksisterende bevægelse, der søger at frigøre kvindelig seksualitet fra fastlåste, kønnede normer. Selvom Parsipur, særligt i meget tidlige interviews, ikke nødvendigvis ville benævne sig selv som feminist, skriver hun sig ind i en større litterær tradition for forfattere, der udfordrer normerne med deres grundlæggende radikale og subversive tilgang til køn.

På den måde kan Parsipur også læses som en queer forfatter. Queerbegrebet stammer oprindeligt fra USA og blev brugt til at beskrive non-konformitet og en splittelse af traditionelle, vestlige kønsroller. I sin populære form bruges queer synonymt med lgbtq-bevægelsen, men teoretisk og litterært kan queer bruges til at beskrive andre, skæve måder at læse eller opføre køn, levede liv og død. Når Mahdokht afviser ’almindelig’ menneskelig reproduktion på trods af sit ønske om moderskab, og i stedet føder tusindvis af små frø, er hun med til at sprænge rammerne for historiefortælling om familiedannelse, ægteskab og menneskelige relationer i det hele taget.

Når Parsipur således undergraver traditionelle måder at forstå køn og reproduktion på, er hun, uden selv at have gjort krav på at være queer, med til at bryde med binære opfattelser af køn, relationer og den menneskelige reproduktion.

Noget, som for mig er særligt iransk, dog uden at udelukke andre nationers litterære traditioner, er forholdet til døden, og hvordan den paradoksalt nok er metafor for liv, samtidig med at den fungerer som portal til forandring, andre dimensioner eller overgangen mellem arter. Der sker adskillige dødsfald i romanen. Munes dør to gange og genopstår med overnaturlige evner. Golchehreh falder ned ad trapperne og dør og baner dermed vejen for et helt nyt liv for Farrokhlaqa. De to voldtægtsmænd, der overfalder Faezeh og Munes, dør en voldsom og retfærdig død og skriver sig dermed ind i rækken af, hvad jeg vil kalde ’feministisk hævn’ og sætte i selskab med 1970’ernes japanske Meiko Kaji i rollen som Lady Snowblood, der tager hævn over sin mors voldtægt, Death Proof af Quentin Tarantino, hvor en gruppe kvinder hævner sig på en misogyn seriemorder, og endelig iransk-amerikanske Ana Lily Amirpours feministiske vampyr-western A Girl Walks Home Alone At Night med en chadorklædt hævnerske, som jeg er overbevist om, er inspireret af Munes og hendes forvandling til en djævlelignende skabning.

Hos Parsipur er døden ikke nødvendigvis enden på liv, men starten på noget nyt. Døden er katalysator og døden er queer, eller måske er det døden, der bliver queered mellem fingrene på Parsipur. At fejle som menneske og at favne det; at fejle med reproduktion og favne det, og ligefrem at dø, og dø igen, fordi man nægter at gøre det, der forventes eller påbydes én, det er en skævvridning af død og måske ligefrem en generobring af den, som på trods af den geografiske afstand til queers oprindelse, godt kan tåle en queer læsning. Hos Mahdokht finder der en indre konflikt sted, hvor hendes lyst til reproduktion kolliderer med hendes afsky for heteroseksuelt begær. Man kan sige, at Mahdokht queerer reproduktion ved at hacke sig vej ind gennem en anden art, et træ, og blive til tusinder og tusinder af frø, der spreder sig overalt på kloden. Også Munes og Zarrinkolah skifter form og bevæger sig mellem forskellige dimensioner.

I en verden, hvor der stadig findes begrænsninger for kvinders bevægelsesfrihed, er en radikal formændring, en transition, måske det, der kan bane vej for at forestille sig en anden verden som en mulighed. På den måde ser jeg mange ligheder mellem Parsipurs skønlitterære virke på den ene side og teorier fra den amerikanske feministiske tænker Donna Haraway på den anden. Sidstnævnte bruger begrebet sf, spekulativ fabulering, om de historier, som forfattere skriver for at forestille sig andre verdener, hvor patriarkat, vold og økonomisk udbytning er suspenderet for en tid. En af Donna Haraways mest kendte tekster The Cyborg Manifesto beskæftiger sig netop med skabninger, der i forræderisk oprør mod deres skabere bevæger sig mellem arter, transcenderer køn, race og klasse. Haraway nævner forfattere som Octavia Butler og Ursula K. Le Guin som spekulative fabulatorer, der gør andre slags liv mulige gennem forestillingens kraft. Jeg mener, at Shahrnush Parsipur er et overset medlem af dette selskab. Lad mig i øvrigt indskyde her, at Donna Haraways sf også står for science fiction, som hun mener er en vigtig genre i utopisk, spekulativ fabulering. Og Shahrnush Parsipur er en af de måske eneste, men nok første, iranske forfattere, der har skrevet en science fiction-roman. Den er endnu ikke oversat til andre sprog.

Der kan være gode grunde til at være skeptisk over for at anvende begreber fra én kontekst til noget andet, for eksempel queer eller spekulativ fabulering. På den anden side ville det også være grænsende til eksotisering og udgrænsning, hvis man bad Parsipur blive ved sin læst og ikke kunne se de sammenhænge blandt tænkere rundt om kloden, når nu mange af tidens udfordringer er kollektivt globale. Kvinder uden mænd er skrevet fra engang i midten af 1970’erne, hvor nogle af de første dele udkom som noveller i litterære magasiner, indtil slutningen af 80’erne hvor den blev udgivet. Donna Haraways A Cyborg Manifesto er fra midten af 80’erne og blev udgivet i bogform i 1991. Verden var på mange måder præget af de kriser, som vi igen møder i dag: klima, krig, ustabilitet og stridende atommagter. Og af kvindebevægelsernes modsvar verden over dengang som nu. Parsipurs globale udsyn skinner igennem i hendes værker. I Kvinder uden mænd er der kulturelle referencer til verden udenfor Iran, til Sound of Music og Borte med blæsten. Også Parsipur selv er præget af en kosmopolitisk tilgang i sit eget liv. Hun har boet og studeret i Paris, har læst kinesisk sprog og filosofi og har oversat værker fra kinesisk til persisk. Hendes univers er på én gang forankret i hendes lokale tilhørsforhold og knyttet til verden omkring hende.

Det private er … kosmopolitisk!

Parsipurs berøring med verden omkring sig spænder vidt i både hendes eget arbejdsliv og i Kvinder uden mænd. Romanen finder sted i 1950’ernes Iran, nærmere bestemt i 1953, hvor en skelsættende begivenhed, ikke alene for Iran og resten af Mellemøsten, men formentlig også for verden, indtræffer. I 1951 valgte den iranske befolkning Mohammad Mossadegh som premierminister ved et demokratisk valg. Mossadegh implementerede flere socialt progressive idéer, der skulle bære landet mod større social retfærdighed. Det han dog mest er husket for, er, at han efter to år på posten som Irans valgte leder nationaliserede landets olie, der hidtil havde været på britiske hænder gennem Anglo-Persian Oil Company, det multinationale selskab, som i dag er kendt som BP. Mossadeghs ambitioner om et uafhængigt Iran, hvor olien skulle komme befolkningen til gode i stedet for udenlandske interesser, blev dog for meget for de koloniale stormagter, og det er i dag veldokumenteret, at de amerikanske og britiske efterretningstjenester, CIA og MI6, orkestrerede et statskup, der fjernede Mossadegh fra magten.

Det er de uroligheder, som Parsipur placerer Kvinder uden mænd i igennem vage, men umiskendelige referencer. For eksempel urolighederne, der danner bagtæppe for Faezehs taxatur gennem Teheran. Parsipur flytter hermed hovedpersonernes liv fra det private, fra hjemmets fire vægge, og ud på gaden, ja helt ud i verden. Det er et kendt feministisk slogan, at det private er politisk. Parsipur tager den et skridt videre og gør det private kosmopolitisk! Der er derfor ikke noget modsigende i at læse Kvinder uden mænd som en specifik iransk historie og samtidig placere den i en kosmopolitisk orienteret litterær tradition.

Selv befinder Parsipur sig også helt bogstaveligt ude i verden. Efter flere fængslinger i Iran, både før og efter revolutionen i 1979, har hun måttet tilslutte sig den store skare af forfattere, der skriver fra eksil. Hun befinder sig nu for det meste i USA, mens mange af hendes værker er oversat til adskillige sprog, herunder engelsk, svensk, russisk, italiensk, spansk, tysk og malayalam, et sprog tæt på tamilsk.

Shahrnush Parsipur skriver til os fra væsentlige positioner af den menneskelige eksistens, der har potentiale til at overskride nationale, sproglige, geografiske og intellektuelle grænser. Til at nedbryde grænserne for hvem (og hvad), der tæller som menneske, som køn, som krop og klasse. Hvis vi er åbne nok, kan vi lade os overskylle af hendes transcenderende skønlitteratur, uanset hvor vi selv er placeret i det mangeartede mylder, der er livet på jorden.

Netop åbenheden mod verden, altså verden forstået som mere end blot den vestlige verden, er en af de største gaver, som blomstrer frem, når der bliver plads og rum til at se, at der findes mere i verden, end vi sædvanligvis bliver præsenteret for.