Print artikel

En fortælling om sygdom

En dåre fri er storfavorit til at vinde Nordisk Råds Litteraturpris, men er det en god roman?
Anmeldelse
06.04.11
Den 12. april offentliggøres det, hvem der tildeles Nordisk Råds Litteraturpris 2011. Blandt de nominerede er den norskfødte forfatter Beate Grimsruds roman »En dåre fri«. Fortællingen er genereret fra Grimsruds eget barske liv med psykiske nedsmeltninger og stemmer, der overdøver al tanke og tale. Men hvordan kan man overhovedet rette kritik mod en så nøgen biografisk tekst?

De svenske og norske nationallitterære bastioner iscenesætter i øjeblikket hver deres noget skrupelløse kapringsforsøg af forfatteren Beate Grimsrud (f. 1963). Grimsrud er opvokset i Norge, men flyttede i en ung alder til Sverige og har boet der siden. Flere har karakteriseret hendes skrivestil som ”performativ biografisme” og (uden megen refleksion) sammenlignet hende med forfatterkollegaen Karl Ove Knausgård. Hun skriver sine romaner på både norsk og svensk. Så da de nordiske lande skulle indstille et par værdige vindere til Nordisk Råds Litteraturpris, valgte både Norge og Sverige at nominere Beate Grimsruds roman En dåre fri. Det er aldrig sket før, at to lande har nomineret den samme bog. Samtidig har de nordiske anmeldere haft svært ved at få armene ned over romanen. Man overvældes i det hele taget af en fornemmelse af, at der her er tale om et værk uden sidestykke. 

Og der er da også noget ubønhørligt over Beate Grimsruds bog. Det er under alle omstændigheder en psykisk hudafskrabning, hun har sat i omløb ved udgivelsen af romanen. Vi følger en skrøbelig fighter; en psykisk ustabil karakter, som har adskillige træk til fælles med Grimsrud selv.

Bogens ufravigelige hovedperson, Eli, er skizofren og i perioder psykotisk. Hun er et helt i gennem splittet menneske. Splittet mellem barn og voksen. Mellem kønnene. Mellem rask og syg. Hun er forfatter, men hun er ordblind. Hun er anerkendt i kulturlivet, men hun er indlagt på psykiatriske afdelinger i lange perioder af sit liv. Hun har skrevet de samme bøger som Beate Grimsrud og hun har vundet de samme priser. Hun deler hendes interesse for sport. Hun deler i det hele taget levet liv med forfatteren og må af den grund forstås som en art udspaltning af hende. 

Eli begynder allerede i sin barndom at høre stemmer. Den første stemme, Espen, dukker op i forbindelse med en skolekomedie. Stemmerne i hendes hoved formerer sig med tiden til et lille forstyrrende kor af drengestemmer (alle personagerne begynder i øvrigt med E, som for at understrege, at der er tale om udspaltninger af Eli). Bogen igennem følger vi således Elis psykiske sygdomsudvikling og tilbagefald. Der fortælles i begyndelsen fra to tidsforskudte positioner – men det står klart, at det er den voksne forfatter-Eli, der sætter barndommens Eli i scene. Af og til gentages små passager, som rusker lidt i kronologien, men ellers er fortællingen et forsøg på at komme frem til det egentlige fortælletidspunkt, som ligger hinsides det fortalte. Fortællerstemmen bærer derfor også præg af en indbygget ”erfaringsdistance”.

 

Den (næsten) umulige kritik

Op til tilblivelsen af den anmeldelse, du læser nu, har jeg været voldsomt i tvivl om, hvordan en kritik af en sådan bog kan gribes an. Teksten er så biografisk nøgen: i dens tilblivelse og udgivelse ligger en skrøbelighed og et mod, som det ikke skal være min opgave eller mit mål at prikke hul på. Men at skulle formulere en kritik bogen, er allerede i sig selv en problematisk handling. Romanen er tydeligvis en hårdt tilkæmpet psykisk sejr for Grimsrud.I en kritik af bogen kommer anmelderen derfor ufrivilligt til at underkende den sejr. Det skrøbelige biografiske afsæt for romanen gør på sin vis forfatteren svær at antaste.

Denne problematik er i forbindelse med udgivelsen (efteråret 2010) blevet diskuteret i Norge, hvor nogle få kritikere satte spørgsmålstegn ved de mange overvældende gode anmeldelser og tilskrev det blandt andet,  at anmeldere ved meget biografiske romaner kommer til at skrive for ufiltreret fra deres følelsesregister. Den følgende tekst har da også været svær at skrive. For der er, de flotte anmeldelser, dobbeltnomineringen og sympatien for Grimsrud til trods, en del kritikpunkter at rette mod En dåre fri.  

Ikke alt nedskrevet liv kan fungere som roman

På titelbladet står genren anført som Roman,  men ved læsning ligger bogen tættere på selvbiografien. Det undrer mig under alle omstændigheder at fortællingen er så stilistisk ueffen. At det for eksempel ikke i højere grad er afspejlet i fortællersituationen, at psyken er så stemmemæssigt splittet, som historien giver udtryk for. Med andre ord: Hvorfor har vi med en så stærk ”enhedsfortælling” at gøre, når splittelsen i hovedpersonen samtidig træder så tydeligt frem på handlingsplanet? Hvorfor er der ikke ad stilistiske og formelle kanaler skabt nogle forbindelser til al den afbrydelse, den stammen, gråd, råben og hvisken i måden at fortælle på?

Det meste af fortællingen sker i en ligefrem stil, med én stemme som ikke forandrer sig synderligt i løbet af romanen. Eli er og føler og handler og prøver og mislykkes (og lykkes så alligevel). Det er med andre ord et ”og så”, der driver det fortællemæssige værk.  Det knytter naturligvis an til et barnligt fortælleperspektiv (børn har en tendens til at fortælle i denne ”og så”-prægede stil), men efterlader ikke desto mindre læseren med nogle til tider lange passager, som virker adspredt snakkende (om sommerhusture, en bortløben kat osv.).

Forklaringen på disse klassiske kritikerspørgsmål skal muligvis findes i det faktum, at En dåre fri læner sig kraftigt op ad en bekendelseslitterær tradition, som lægger al vægt på den personligt overleverede erfaring. Dette bliver problematisk (i roman-mæssig forstand), fordi der dermed implicit bliver sagt, at denne individuelle erfaring allerede på forhånd regnes for at være relevant fortællemæssigt stof. Men ikke alt nedskrevet liv kan fungere som roman. Undertegnede lægger hermed kunstens strenge formmæssige krav ned over Grimsruds roman, som en sygeplejer lægger en spændetrøje over patienten.

Hagen er selvfølgelig (vil nogle indvende) at Grimsruds biografi er fiktionaliseret og man kan som læser aldrig vide hvilke passager, der er opdigtede og hvilke, der er som skrevet efter virkeligheden. Spørgsmålet er bare, om en sådan uafgørlighedsproblematik er særlig interessant i dette tilfælde? Vier man for meget tid og plads til spørgsmålet om hvor lidt og hvor meget, der er opdigtet, vil diskussionen hurtigt ende i en loopet, spekulativ uafgørlighedszone, som tager opmærksomheden væk fra, om det rent faktisk er en god roman.

Den faste opbygning i begyndelsen af En dåre fri, hvor vi skifter mellem fortællingen om barnet Eli og den voksne Eli, kommer til at minde om en årsagshistorie, som kunne have haft overskriften: ”sådan blev Eli syg”. Den psykiske dertermisme, der ligger implicit i en sådan opbygning, er en ærgerlig forsimpling af et meget kompliceret problem. Og jeg bliver som læser taget en lille smule til fange og en lille smule til indtægt i den logik. Skildringerne af psykosetilfældene er ligeledes præget af en større sproglig ”sygeliggørelse”, end de er tjent med. De bliver skildret i romanens dominerende beskrivende stil á la ”så gjorde jeg nogle virkeligt mærkelige ting, som at smadre en stor glasrude, slå løs på personalet og grine umotiveret”. Psykosen som sygdomsfænomen er vigtig og tankevækkende i sig selv, men romanen gør ikke meget for at lægge til eller trække fra de betragtninger, vi allerede kender fra populærkulturen eller nyhedsstrømmene.

Det er forfærdeligt ærgerligt, fordi vi mangler sådan nogle indgående kunstneriske undersøgelser og dekonstruktioner af de utilgængelige og svært forståelige felter i samfundet (og i psyken), som normalt er inficeret af klichéer og manglende nuancer. Det er jo blandt andet det, der gør litteraturen så vigtig – for den åbner en mulighed for at kunne nærme sig kompleksiteterne. Men i Beate Grimsruds En dåre fri sker det ikke.