En fortælling om sygdom
De svenske og norske nationallitterære bastioner iscenesætter i øjeblikket hver deres noget skrupelløse kapringsforsøg af forfatteren Beate Grimsrud (f. 1963). Grimsrud er opvokset i Norge, men flyttede i en ung alder til Sverige og har boet der siden. Flere har karakteriseret hendes skrivestil som ”performativ biografisme” og (uden megen refleksion) sammenlignet hende med forfatterkollegaen Karl Ove Knausgård. Hun skriver sine romaner på både norsk og svensk. Så da de nordiske lande skulle indstille et par værdige vindere til Nordisk Råds Litteraturpris, valgte både Norge og Sverige at nominere Beate Grimsruds roman En dåre fri. Det er aldrig sket før, at to lande har nomineret den samme bog. Samtidig har de nordiske anmeldere haft svært ved at få armene ned over romanen. Man overvældes i det hele taget af en fornemmelse af, at der her er tale om et værk uden sidestykke.
Og der er da også noget ubønhørligt over Beate Grimsruds bog. Det er under alle omstændigheder en psykisk hudafskrabning, hun har sat i omløb ved udgivelsen af romanen. Vi følger en skrøbelig fighter; en psykisk ustabil karakter, som har adskillige træk til fælles med Grimsrud
