Dette er ikke en feministisk tekst

Deborah Levy. Illustration af Tiril Haug Johne.

Interview

27.12.19

Den britiske forfatter og dramatiker Deborah Levy ved, at det at placere kvinder i centrum kan være det samme som at fastholde dem i periferien. I sine to ’levende selvbiografier’ viser hun, hvad der findes under de stereotyper, vi alle er viklet ind i. ATLAS mødte hende i Oslo.

Sigrid Kraglund Adamsson

»For at blive forfatter skulle jeg lære at afbryde. Og jeg skulle lære at tage ordet og så at tale lidt højere og så endnu højere. Og så skulle jeg lære, at når min stemme blev hørt, var den ikke nødvendigvis højlydt.«

Jeg sidder over for den britiske forfatter og dramatiker Deborah Levy på en hotelbar i Oslo under litteraturfestivalen God Natt, Oslo. Vi taler om hendes to ’living autobiographies’, Things I Don’t Want to Know og The Cost of Living, som, selvom de udkom i henholdsvis 2013 og 2018 allerede har fået en slags (feministisk) kultstatus. Levy, som fortæller mig, at hun kalder dem ’levende selvbiografier’, fordi de er skrevet midt i »livets storm og solskin, mens det sker, i førsteperson og i nutid,« har et imponerende forfatterskab bag sig. Hendes roman Hot Milk (2016) blev shortlistet til Booker-prisen i 2016, og hendes seneste roman, The Man Who Saw Everything (2019), blev nomineret til samme pris, før den overhovedet var udkommet.

Levy blev født i Johannesburg i 1959, men flyttede til England som 8-årig, efter hendes far, der var medlem af ANC, havde siddet i fængsel for sine politiske aktiviteter. Siden midten af 80’e