Print artikel

Depri-sex og cyber-mani

Anmeldelse
18.08.17
I Amerika dykker Twitter-litteraturen stadig ned i det forvirrende unge privatliv. Darcie Wilders 'literally show me a healthy person' er et strålende tegn på, at den personfikserede Alt-Lit stadig har unikke oplevelser at byde på.

Tidligere i år udkom den amerikanske MTV-skribent Darcie Wilders romandebut literally show me a healthy person. Det er en sjov, intim og sørgelig historie om en kvinde i tyverne, der som ufrivilligt voksen både har for meget sex, fest og problematisk personlighed. Det er en bog med en ufortrøden outsider-attitude, hvilket kommer først og fremmest til udtryk i værkets stil. Romanen er ofte skrevet tegnsætningsløst og i en aforistisk punktform, og de fleste af dens handlingsløse passager, som der er mange af, minder formmæssigt mest om lyrik, ikke prosa. Hvis man undrer sig over, hvorfor Wilder alligevel synes, det en roman, er det blandt andet fordi hun spørger, om læseren synes det samme. Hun forklarer det i følgende citat fra et interview med onlinemagasinet Vol. 1 Brooklyn:

»some people don’t agree it’s a novel, which is fine, because just having the conversation seems productive or helpful. ultimately i think genres should be used as tools to discuss the work and not dictate how the work develops.«

En del af det, der gør bogen så indtagende, er at fortælleren konsekvent har et sådant spørgende [E1] forhold til læseren, også når det er forlorne spørgsmål så som »which bodily function do you identify with most, im ’vomiting’« og »what humanizes me more, tears or cum«. Jeget forsøger frem for alt at være i øjenhøjde, og det er den vedvarende gestus, der formår at gøre værkets overdrevne, bombastiske fortæller fordøjelig.

Bogen består delvist af redigerede tweets fra Wilders internetalias @333333333433333, og er derfor gode nyheder for alle som håber, at Twitter-litteraturen lever i bedste velgående. Der er ingen tvivl om, at Wilders hybridværk skriver sig ind i en internetopfostret Alt-Lit-bølge, der på det dansksprogede bogmarked er repræsenteret med en oversættelse af to amerikanere, navnlig jeg vil aldrig være smuk nok til at gøre os smukke sammen af Mira Gonzalez og At stjæle fra American Apparel af Tao Lin. Og det samtidig med, at Wilder lægger afstand til den slags melankolske og poetiske sensibilitet, Gonzalez’ bog er et eksempel på. Wilders roman er ikke melankolsk, men sprudlende manisk, og den er ikke poetisk, men kværnende prosaisk. Den genbruger ikke Alt-Lit paradigmer, men nøjes med at skæve selektivt til genren for at skabe noget nyt og prøvende:

im doing good this is just how i sound when im doing good. god grant me the serenity to find an outlet to charge my phone

i m never gonna feel sad aagain I swear

wish you could OD sober

im in a van with my coworkers and the morning radio hosts are discussing suicide. i cant tell if these are sex bruises or regular ‘can barely keep myself alive’ bruises

Alligevel er meget af det, der gør Wilders roman læseværdig, kvaliteter man kan genkende i en af Danmarks egne arvtagere efter Alt-Lit-bølgen, digteren Caspar Eric. En af de helt grundlæggende gevinster i både Caspar Erics debut 7/11 og literally show me a healthy person er at møde en erkendelse af mennesket og verden, som er præget af det vilde wifi-Vesten. Som et evigt feed af Twitter-bekendelser tænker romanens fortæller hverken ligefremt eller opbyggeligt, men rodet og passivt konstaterende:

i love when bad personal decisions are also bad professional decisions.

absentmindedly confused ‘throwing my life away’ with ‘relaxing with friends’

i love couples i just don’t know where to look when i talk to them

Værket snubler ofte derudaf i en lignende strøm af one-liners, og det gør læsningen af Wilder til en mere lattervækkende oplevelse end Caspar Erics egne hashtag-bekendelser, som bestemt ikke er humorforladte. Komik er gang på gang det værktøj, bogens fortæller bruger til at banke de mange ekskærester og friske sociale selvmord på plads. Det er ikke en satirisk eller spottende humor, men en absurd humor, som griner ad uløselige tomrum:

i told the last guy i had sex with that my first kiss was when i was fourteen in a second ave bar i snuck into with a thirty-three year old skateboarder who thought i was seventeen & he said ”yea, that makes sense”

h

imm sad again n

im punk as hell at the croissanteria

I baggrunden af alt dette spøger fortællerens familie, hvad end det er onklen, der måske begik et mord, faderen, der er er besat af at forberede sin begravelse, eller moderen, der først var alkoholiker, siden dødeligt kraftsyg. Her er minder det samme som traumer. De bliver løbende genoplivet i rablende sætninger, der oftest bliver længere end denne:

when i got back from vermont dad said i smelled homeless and threw my phone against my bedroom wall and it never worked again and i went to the bathroom and turned on the shower and he asked if i was killing myself

Tråden af erindringer når sit klimaks, idet jeget copypaster en ti år gammel mail fra den kræftsyge mor ind i teksten. I mailens emnefelt står »am I OK question«. Ud over, at denne passage måske er bogens mest hjerteskærende, er den også det tydeligste eksempel på det grundlæggende slægtskab, Wilder har med Caspar Eric, navnlig den performative æstetik. For lige som 7/11 tror Wilders roman på, at der er værdi i at dele det sårbare, det pinlige og det smertefulde. literally show me a healthy person er bekendelseslitteratur og kræver derfor ikke kun litterære kundskaber, men også mod og selverkendelse – menneskelige egenskaber, som romanen har i overflod. At den også har en gribende historie under sin rodede stil, spandevis af internet-amerikansk ungdommelighed og noget så u-tidstypisk som komisk vid, det gør kun læsernes gevinst desto større.