Print artikel

Den unge akademikers lidelser

Anmeldelse
15.08.16
Andreas Ole Nielsen slipper i sin debutroman udmærket afsted med den vovede tematiske kombination af humaniorastudier og håbløs forelskelse.

Det er mildt sagt frustrerende at læse en bog med en så højrøstet titel, som den Andreas Ole Nielsen har givet sin netop udkomne debutroman og så ikke kunne finde noget referencepunkt i teksten. Eller blot ikke være snedig nok til at finde det. Det tenderer til det prætentiøse. En hurtig googlesøgning på Alle Dem Der Tror På Telekinese Ræk Min Hånd Op Nu ledte mig dog, udover til pladeselskabet og nu også forlaget Aftenrutines Facebook-side, også til en bizar liste over såkaldte livssætninger på riffeljagt.com, hvor romanens titel figurerer som livssætning nummer otte. Det gjorde mig ikke klogere på livet eller referencen, til gengæld lurede jeg lidt forsinket sætningens indbyggede ’pointe’. Godt nok, så er vi i gang.

Skal man dvæle en smule mere ved titlen, bygger den, hvert fald for undertegnede, en forventning op om noget skævt, skørt, måske endda poetisk indhold. Men faktisk er Andreas Ole Nielsens roman drevet af så simple mekanismer som plot og en – igen for undertegnede – vældig genkendelig setting på KUA, Københavns Universitet Amager; stedet som ifølge polemikere og meningsdannere er ynglested for den åh så forfærdeligt politisk korrekte, postkolonialistiske og feministisk orienterede ungdom. Selvom romanen også spiller mildt ironisk, og måske lidt for internt, på denne KUA-type-karikatur, bærer den i høj grad også præg af blot at være en fortælling om kærlighed. Romanens hovedperson Adam læser kunsthistorie og er forelsket i studiets både smukke, kloge og socialt intelligente Johanne. Desværre er hun kærester med den lige så populære, men også hovmodige Aske, der blandt andet ynder at underholde resten af holdet med forelæsninger på Artillericaféen om psykiske lidelser i kunsten. Hans egen rolle i det akademiske game og hans forhold til at være studerende, beskrives dejligt misantropisk sådan her: »Adam sad altid nede bagved, ikke fordi han ikke var opmærksom i undervisningen, men fordi han hadede det signal det sendte at sætte sig oppe foran. Sådan havde han haft det siden folkeskolen, hvor klassens forfærdelige morrollepåtagende pige altid sad forrest og næsten flirtede med lærerne, mandlige og kvindelige, mens hun ivrigt fortalte om hvor svært det var for hende at tilpasse sig klassens umodne natur.«

Romanens simple greb og tematikker er uden tvivl dens styrke. Og jeg skal gerne indrømme det; jeg er en sucker for en fiktiv ungdomsromance. Især når den sprogligt spiller op ad KUAs grå beton. Den stemning af ung lidelse og håbløs forelskelse i grå Københavnske kulisser får Andreas Ole Nielsen nemlig skrevet meget fint frem i Alle Dem Der Tror På Telekinese Ræk Min Hånd Op Nu. Eksempelvis da Adam møder Johanne i undervisningspausen:

»Da han kom ned til halvtaget stod Johanne der allerede. De andre plejede ellers at ryge ved bænkene i gården. Det var kun ham og Jove der røg her ... – Kunne du ikke invitere mig ud en dag, Adam? Bare som venner. Jeg kunne godt tænke mig at hænge lidt ud med dig. – Ville det ikke være mærkeligt eller hvad? Han lagde mærke til at hun studsede. Hvorfor ville det egentlig være mærkeligt? Og desuden, hvad så hvis det var mærkeligt?«

Jeg har personligt aldrig oplevet på KUA så bramfrit at blive opfordret til en date, men jeg forestiller mig gerne, at der er blevet udvekslet mere end kindkys og holdninger til Art Nouveau-bølgen foran bygning 14's svingdør. Dialogerne og Adams refleksioner er slebet fint til og giver romanen et meget naturligt og oprigtigt præg. Selv de utallige referencer til teoretikere, kunstnere og forfattere, som man kunne have frygtet ville fremstå overdrevet ubeskedent, falder faktisk udmærket og ikke alt for internt-akademisk ind i narrativet.

Romanen skejer til gengæld også lidt ud på nogle punkter i, hvad der virker som et forsøg på at give fortællingen og især Adam lidt kant. Selvom det vel nok er tiltrængt, fordi intet litterært værk kan bæres af ung kærlighed og Roland Barthes-referencer, så mister den desværre grebet, så snart fortællingen rækker ud over det simple. Adam skal vise sig at være en ganske forstyrret ung mand, der gerne klarer sig gennem en dag med Truxal til morgenmad, Sertralin til middagsmad og en flaske rom til aftensmad. Og ikke mindst, så beder han også dagligt til gud, hvis tilgivelse han aldrig rigtig får. Uden at afsløre for meget, bliver forelskelsen også anledning til et tilbagefald, der kræver endnu mere rom, endnu flere Truxal, Sertralin og aftenbønner. Og uden at virke nedladende eller ignorant over for hverken religion eller alvorligheden af psykiske lidelser, så virker det altså rent sprogligt en smule forceret, en smule overdrevet og egentlig bare rimelig irriterende, resten af romanens stil taget i betragtning. Som her, efter en fest; »Adam følte sig ikke alene på værelset. Gud var der og kunne høre alting – også det han tænkte … Han måtte hive sig op ved hjælp af håndvasken, så han akkurat kunne nå pilleglasset. Adam slugte fire Truxal med det samme og faldt endelig i søvn på toiletgulvet.« Så bliver det altså lidt for synd for Adam, på lidt for teatralsk og klichéfuld vis. Den slags tematikker kræver en dybere personskildring, end hvad romanen byder på. I et så kort format kommer skildringen af Adams psykotiske træk til at virke lidt, som da min ven forleden tændte grillkul med en flammekaster. Proportionelt usammenhængende. 

Andreas Ole Nielsen forsøger måske lidt forgæves at læne sig op af sin hovedpersons tydelige forbilleder i litterær weltschmerz, Michel Houllebecq og Thomas Bernhard mest af alle, og der er måske lige rigeligt med angstreligiøse anfald af kierkegaardske dimensioner, men det ændrer dog ikke på, at han har skrevet en meget charmerende og følsom roman om den unge akademikers lidelser.