Den selvopløsende sorg

I Civil er ikke en digtsamling, det er en samling. Bare en samling, der blandt andet indeholder poesi. Skellet kan virke svært at forstå. Men netop præcisering er et vigtigt stilgreb i denne tredje udgivelse af Amalie Smith.

Den indledes, og afsluttes, af hvidt på sort skrevne metatekster om samlingens tilblivelse, og det spørges allerede på første side, om samlingen kan siges at have sit eget subjekt. Samlingen er introduceret som noget, der står uden for forfatteren selv, og med kropslige metaforer optager og afstøder det materiale der forsøges indlemmet.

Den egentlige samling, altså den der er skrevet sort på hvidt, falder i 5 afdelinger, markeret af et voksende antal koncentriske cirkler, i en udadgående bevægelse, altså flere og flere cirkler uden på hinanden. De er styret af det samme midtpunkt, men markerer stadig en bevægelse væk fra det midtpunkt.

I teksterne er der også en bevægelse væk fra noget, et fravalg og et brud.

»Jeg ser en retning i dig der peger gennem sygdommen og væk fra mig, og jeg gør, hvad jeg kan, for at du ikke også skal se den.«

Opløsningen af det sammensmeltede vi. Et vi der har en fælles krop baseret på fælles erfa