Print artikel

Den nostalgiske antisemit

Kritik
06.12.18
Gregor von Rezzoris 'En antisemits erindringer' er både en skarpsindig analyse af antisemitismens væsen, et poetisk billede af en svunden tid og en afsindigt god erindringsroman.

Da unge Gregor begår sit eget lille attentat, befinder han sig i en sløv tilstand af sjælelig tomhed, romantisk længsel og iver efter at blive voksen nok til at komme med på jagt. Den sværmeriske godsejersøn tilbringer en endeløs sommer i den østrig-ungarnske periferi med at skyde med slangebøsse og spankulere omkring i sin onkels aflagte studenterkorpsuniform, da han pludselig møder adspredelse i form af Dr. Goldmanns ældste søn Wolf. Denne unge jøde har ikke meget tilovers for Gregors slangebøsse og han lader sig heller ikke imponere af hans sommerfuglesamling. I stedet foretrækker han at dyrke sit musikalske geni ved at spille Brahms på familiens gamle flygel. Deres venskab holder ikke længe, for Gregors porøse selvværd kan ikke holde til Wolfs frække selvsikkerhed, hans åndelige overlegenhed og det faktum, at hans merit består i kunstnerisk stræben, mens Gregors selvfølelse er bundet til hans stamtræ. En dag går det galt. Slidt op af misundelse tændes Gregor af en sadistisk ild og sætter strøm til Wolfs sarte pianisthænder med Dr. Goldmanns elektrificeringsmaskine.

Denne første del af Gregor von Rezzoris En antisemits erindringer (1979) er en semi-allegorisk fortælling om, hvordan ressentiment og nedarvet antisemitisme fik det værste frem i Europa. Samtidig er det også et ømt selvportræt af en rastløst ung mand med mindreværdskomplekser. Det gælder i øvrigt hele værket, at det på en og samme tid er en skarpsindig analyse af antisemitismens væsen og en afsindigt god erindringsroman, der fungerer helt i sin egen ret.

Gregor von Rezzori var verdens måske sidste verdensmand; en eventyrer, en dannet aristokrat, en skørtejagende charlatan og et renæssancemenneske af guds nåde. Han talte 7—8 sprog, boede i ligeså mange lande og nåede at virke som blandt andet skuespiller, Tv-vært, forfatter og journalist. En antisemits erindringer er hans mest feterede litterære værk, men alligevel skulle der gå næsten 40 år, før det blev tilgængeligt på dansk. Æren skyldes Forlaget Sidste Århundrede og det allestedsnærværende oversætterpar Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Romanen består af fem formfuldendte fortællinger, der springer i tid og sted, men er tematisk forbundne ved alle at beskæftige sig med en vigtig jødisk skikkelse i Gregors liv. Her er det vigtigt at bemærke, at der er tale om karakteren Gregor og ikke verdensmanden Gregor von Rezzori. For værkets fem dele er umådeligt tendentiøse og spækket med æstetiske greb. Historierne er for opbyggelige, forarbejdede og cykliske i deres struktur til at være reelle erindringer, og han krydrer skamløst sine fortællinger med Madeleinekage-tricks og fortællerskift. Når det så alligevel virker oprigtigt, skyldes det i høj grad detaljegraden, de nænsomme karaktertegninger og Rezzoris fænomenale indlevelsesevne.

Hvad enten vi møder Gregor på sommerferie i Bukovina, på seksuelle eskapader i Bukarests underverden eller i Wiens fashionable kunstnerkredse, er der noget uroligt og hvileløst over ham. Han flanerer for det meste formålsløst omkring, hvis han da ikke lige er på sporet af en tabt tid eller på jagt efter anerkendelse. Meget sigende kan han heller ikke følge med marchen i en foruroligende og stærk erindring om natten for Tysklands annektering af Østrig. Han forbliver en sjælelig krøbling, som nok teoretiserer over sine følelser, men som aldrig rigtig lærer dem at kende.

Gregor indser ikke, at han selv er alt det, han afskyr ved jøderne. Det ene øjeblik dadler han jøderne for at være sørgmodige og tungsindige, det andet for at være nogle frivole dandyer. Alt imens ender han selv som en bedrøvet ung mand, der ikke begriber alvoren, før det er for sent. Han evner ikke engang at være en ordentlig antisemit, for hans antisemitiske urdrift er i evig kamp med den seksualdrift, der gang på gang tvinger ham til at forelske sig i jødiske kvinder. Selv ikke sin troskabsetos formår han at efterleve.

Når jeg så alligevel ikke kan lade vær med at holde af den stakkels Gregor skyldes det hans oprigtige selvudlevering. Ja, og så identifikationen. For har man selv prøvet at være en forsmået ung mand med ar på selvtilliden, så finder man en sjæleven i Gregor. Han moraliserer aldrig uden at pege på sig selv, men han er nådesløs nok til, at man godt kan lære lidt om sig selv.

Udover at være en psykologisk selvgranskning, er En antisemits erindringer en nostalgisk fremmaning af en tid, der forsvandt med 2. Verdenskrig. Det var en verden med fløjlsforede etuier til diademer, glødepærer i kastanjetræernes kroner, rosenrøde brystvorter, røde nelliker i knappehuller, glatfriserede skilninger og hyrdefløjter på Karpaternes græsklædte skrænter. Tusmørket var dueblåt, solnedgangen blodrød.

Men romanen er ikke bare nostalgisk, den portrætterer også nostalgien. For Gregors gamle aristokratslægt ser resignerende og bitre til, mens deres privilegier forsvinder og det elskede kejserrige smuldrer. Mens moderniteten skyller ind over kontinentet, forsvinder den velordnede verden, hvor folk lystrede »troskabens etiske princip« og hele samfundet var inddelt i en smuk »hierarkisk trappe ligesom englene under den Almægtiges himmeltrone«. Netop dét har de sværest ved at tilgive jøderne. For nok kan bedstemoren ikke fordrage deres krumme næser, men deres vilje til social mobilitet er alligevel det værste.

En antisemits erindringer er på mange måder en slags vrangvendt version af Stefan Zweigs Verden af i går (1941) og en pervers forløber til Edmund de Waals Haren med de ravgule øjne (2010). Det er en kærlighedserklæring til et Europa, som var: den kulturelle smeltedigel, hvor italienske aristokrater levede side om side med rumænske bønder og galiciske jøder. Dengang man kunne drive omkring uden at arbejde, hvis bare man havde adgang til sine forældres forrentede formue. Dengang jøderne var en del af det centraleuropæiske gadebillede. Dermed ender En antisemits erindringer alligevel med at blive en opbyggelig historie. For nok er familien ikke glade for jøder, men et folkemord, det er alligevel for ”uæstetisk”.

Historiens skyldbetyngede morale ender med at ekkoe Primo Levi og Viktor Frankl: »De eneste, der bevarede værdigheden år efter år, var dem, der kunne kalde sig ofre.« Det kan godt være, men ikke desto mindre har han skrevet en bog af den slags, som både gør en nostalgisk, når man læser den, og når man lukker den.