Print artikel

Begæret giver ingen mening

Kritik
13.01.20
Psykoanalysen begrænser sig ikke kun til briksen. I 'Hvad ER sex?' viser den slovenske filosof Alenka Zupančič, at det kan være en maskine for filosofiske idéer og kritisk tænkning.

Vi ved godt, hvad sex er. Men der er noget ved sex, vi ikke ved, hvad er. Der er noget ved sex, som kan være pirrende, pinligt, intimt, voldeligt, eller fylde os med skam. Skam over seksuelle fantasier, som ikke er ’tilladte’. Eller den misogyne idé om kvindens walk of shame efter et engangsknald. Hvorfor skal man blande sig i hendes begær? Sex er viklet ind i køn og magt.

Sex berører menneskets mest intime og skrøbelige kerne. Det har avlet et virvar af politiske og kulturelle idéer om forbud og påbud, normer og afviger. Sex, påstår psykoanalysen, er i sidste ende, en uforklarlig gåde, da der er ’noget’ ved sex, som forvrænger det indefra, og som vi aldrig helt kommer til at forstå, hvad er. På trods af den mystiske kerne i hjertet af sex, er fænomenet tynget med nærmest uendelig mening og betydning. Hvis du forventer at finde ud af, hvad sex er ved at læse Zupančič nye bog, kan du således lige så godt lade være. Hvad ER sex? er snarere en grundig gennemgang af hvorfor sex og seksualiteten forbliver en gåde og hvilke filosofiske konsekvenser, det bringer med sig.

Seksualitetens moderne historie er, set fra ét perspektiv, en lang fortælling om undertrykkelse, kontrol og forbud. Religiøse magter satte sig på seksualiteten, for at nedfælde domme over, hvad der var acceptabelt og naturligt. Den victorianske moral, som undertrykte det seksuelle, hvor det blotte syn af nøgne ankler kunne få det bedre borgerskab til at dåne af skræk og rædsel.

Men med Michel Foucault ændrer det billede sig radikalt. I stedet for at tale om forbuddet, var der snarere, skriver Foucault i Seksualitetens historie, tale om en veritabel opblomstring af ’perversioner’: Afvigende seksuelle præferencer. Seksualitet var med andre ord, alt andet end fortrængt. Tværtimod opstod der en mosaik af seksualiteter.

På en måde kan Zupančič' bog læses i forlængelse af Foucault, som hun også skriver: »I de moderne samfund er seksualiteten alt andet end fortrængt … vi har angående seksualiteten været vidner til … en bevægelse, der satte fokus på seksualiteten … således at den dukkede op overalt, idet den blev bedt om, endda tvunget til, hele tiden at tale.« Men hvor Foucault ser bevægelsen som et produkt af et paradoksalt forsøg på at udøve en (definitions)magt, ser Zupančič den som en forklaring på en vedblivende modsigelse i vores virkelighed.

Hvad er det for en modsigelse? Modsigelsen, skriver Zupančič, er en »grundlæggende antagonisme« som er bygget ind i virkeligheden og forvrænger alle aspekter af livet, ikke kun vores forhold til sex og seksualitet. Modsigelsen er en knude eller en barriere som forhindrer os i, for eksempel, at finde det endegyldige svar på, hvad sex er og hvordan vi organiserer det seksuelle på en, så at sige, tilfredsstillende måde. Det går aldrig op. Det kan ikke falde helt i hak. Der er noget, der mangler i ligningen. Denne grundlæggende antagonisme kalder Zupančič, med Lacans mest kompliceret begreb, det ’reelle’.

»Lige nu knepper jeg ikke, jeg taler til jer, men jeg kan altså opnå præcist samme tilfredsstillelse, som hvis jeg kneppede«

Denne ‘reelle’ modsigelse er ikke kun et sprogligt eller kulturelt problem. Som om vores problemer med sex og det seksuelle blot var, at vi endnu ikke havde fundet den rette sproglige og kulturelle konstellation. Det skyldtes heller ikke at sproget kommer i vejen; at sprog og kultur forhindrer en direkte adgang til det ‘naturlige’. Zupančič pointe er langt mere radikal. Modsigelsen er også på naturens side. Naturen går heller ikke op. Mennesket og dets rodede relation til sex og det seksuelle udspringer fra det punkt i naturen, hvor der er en modsigelse i naturen.

Det kan vi forstå ved at se på forholdet mellem behov og begær. Behovet er den ‘naturlige’ drift, som i en forsimplet udgave kan ses som instinktet. Men, skriver Zupančič, problemet er at behovet er aldrig rent. Det vil sige, at der er aldrig tale om et behov uden at begær også manifesterer sig. Vi har et behov for at spise. Men ikke bare hvad som helst. Det skulle gerne også anrettes pænt. Det er begæret. En ‘mere-nydelse’ som er koblet til nydelsen ved at tilfredsstille et behov. Hvis vi ser behovet som naturen, så er begæret det i naturen, som ikke går op. Det naturlige behov er sovset ind i noget andet end sig selv, nemlig begæret. Det, der er mere end behovet.

For at vende tilbage til sex og seksualitet, så viser den massive tilstedeværelse af det seksuelle, at vi ikke helt har hold om, hvad det er for en nydelse vi taler om, når vi taler om sex. Som Zupančič skriver: »Empirisk set er der ingen tvivl om, at sex eksisterer og vi er ret godt i stand til at genkende og ’identificere’ sex; det, der mangler – for at formulere det i platoniske termer – er seksualitetens Ide, dens essens; hvad er det, vi genkender, når vi siger: ’Dette er sex’?«.

Grunden til at essensen af sex er svær at lokalisere skyldes begæret. Man kunne sige, at begæret er det, der gør sex sexet. Det er ikke selve akten, som når man tænker over det, er underlig mekanisk, men den ’mere-nydelse’ der følger med. Det kan være derfor at porno er så tiltalende: Det er et forsøg på at isolere begæret, det der er sexet ved sex, hvor den fysiske krop og alt det mekaniske er outsourcet til aktørerne på skærmen, som tager sig af akten, så forbrugeren er alene med den rene fantasi, det rene begær.

Selvom det kan virke, som om vi kun har talt om sex, har vi i virkeligheden talt om alt muligt andet. »Lige nu knepper jeg ikke, jeg taler til jer, men jeg kan altså opnå præcist samme tilfredsstillelse, som hvis jeg kneppede« siger Lacan i det citat, Zupančič åbner sin bog med. Selvom om at tale og at dyrke sex er forskelligt, skriver hun, opnår vi samme nydelse ved begge. Det er denne ‘mere-nydelse’, altså begæret, som opstår ved tilfredsstillelsen af behovet. Vi taler for at videregive vigtige informationer til hinanden. Om farlige dyr og giftige planter. Men vi pludrer og plaprer også. Ligesom vi dyrker sex for at forplante os, men det skal helst være sexet. Noget man kan skrive hjem om.

Zupančič ser i vores komplicerede forhold til sex noget grundlæggende ved det menneskelige. Et kompliceret forhold til begæret. Begæret giver ingen mening, skriver hun. Det er den modsigelse ved virkeligheden, som plager alle vores relationer. Om det er vores forhold til sex og seksualitet, forholdet mellem de social-økonomiske klasser eller køn og identitet. Det er derfor, hun tager udgangspunkt i sex og seksualitet. Det præsenterer en vinkel, som stiller skarpt på modsigelse.

Ifølge Zupančič er alle vores relationer eller forsøg på at skabe harmonier i tilværelsen forsøg på at komme modsigelsen til livs. Det kan måske forstås som at vi prøver at slippe af med vores begær. Begæret er det, som vi ikke kan sætte en finger på. Det er en sprække i det ‘naturlige’ behov, en uløselig modsigelse. Men alligevel er det en slags anstødssten for det vi gør. Begæret er på paradoksalt vis det, der giver livet mening.