Alt er lort, i stykker og helt ad helvede til. Det er fremtiden.

Dystopi, det er den grimme fremtidsvision. Det er dér, hvor alt går ad helvede til, det sted, hvor man allermindst har lyst til at være. Vi ser den her, der og alle vegne. I film, tv-serier og romaner. Tænk blot på The Hunger Games-filmene (2012-15), hvor man følger unge Katniss Everdeens kamp for overlevelse i et ikke særlig homogent samfund, der tilgodeser de riges behov for brutal underholdning og skider de mindre bemidlede langt ned ad ryggen. Eller hvad med Snowpiercer (2013), der foregår i et højhastighedstog, strengt inddelt i klasser, som skyder igennem et tilsneet og ødelagt landskab. I tv-serier som The Walking Dead (2010-2015) er mennesket presset op mod muren af horder af zombier, der har forvandlet kloden til et stoppet og udbrændt lokum, hvor enhver er overladt til sig selv. Med mindre man er så heldig at støde ind i et af de få venligt sindede mennesker, det stadig findes.

I litteraturen – især den engelsksprogede – er der også fuld skrue på dystopierne, særligt dem med et post-apokalyptisk islæt. Således har nogle af de mest omtalte romaner i den britiske og nordamerikanske presse i 2014, såsom Chang-Rae Lees On Such a Full S