Print artikel

»Din generthed er barnagtig og latterlig«

»jeg bærer pillerne i en snor omkring min hals« skriver vores skribent.
Essay
19.03.14
Hvad er normalt og hvad er ikke? Hvor mange piller skal man spise på én gang, og kan man have dem hængende i en snor rundt om halsen?

»Din generthed er barnagtig og latterlig«, sagde hun, med sine buede øjenbryn over mig. Det var inden, hun sagde, at jeg gik som om, jeg tog pis på mig selv: »Du spiller virkelig din karakter godt, du er helt stiv«. Det var efter, hun brugte min jyske accent som våben i skænderierne og efter, at hun slog op over Facebook, som om hun på den måde tog hensyn til mig.

Er det normalt?

Christopher Lane skriver i Shyness: How Normal Behavior Became a Sickness, at man ikke nødvendigvis behøver medicin mod generthed, men jeg bærer pillerne i en snor omkring min hals. Cipralex, Efexor, Escivriens, Paroxetin, Seroxat. De lyder som græske guder, og deres navne glimter, når jeg kigger ned på dem.

Psykologen sagde, at det ville være en god ide. Diagnoserne lød som fremmede navne, jeg havde glemt, men nu pludselig huskede igen. »Sveder du meget?«, spurgte han, »Hvad med kvalme? Mundtørhed? Det er meget almindeligt«. Jeg er allergisk over for tobak, det gør cigaretterne ekstra stærke. De bedøver, når jeg går ned ad gaden. Det var min egen medicin, inden den anden kom. Nu gør det ondt at suge skyerne ind mod indersiden af kinderne, som pillerne har filet tørre.

Jeg læser i Christopher Lanes bog, mens jeg sidder i vinduet og slikker på de græske guder. Han skriver, at generthed er normalt, at medicinalindustrien har opfundet diagnoser for at tjene penge. Ville han sige, at jeg ikke fejler noget, at jeg er normal? Jeg ved ikke, hvor normal jeg var, da jeg i tre måneder kun var ude om natten, der hvor blikkene - og med dem vurderingerne - er færre. Mine venner fortalte jeg, at jeg var på ferie. Langt væk. Det var inden, hun sagde, at jeg skulle mande mig op og inden, og jeg på hospitalet så kvinder bevæge sig bag tapetet.

Bræk

»Sig nu noget!«, sagde han, »Hvorfor er du så stille?«. Han var lille, smalskuldret og hendes bedste ven. Det var tredje gang, han sagde det. Hun lyttede og grinede, og prøvede med sine gestikulationer at hive en frækhed ud af mig.

Han var dommeren, ligesom juristerne i Friedrich Dürrenmatts Die Panne, der til et middagsselskab overbeviser den uskyldige og tilfældigt inviterede sælger om, at han er skyldig i mord. Fordi de har lyst. Fordi sådan er det. Det er dem, der dikterer rollerne.

I et interview fra 1979 - med det amerikanske magasin Rolling Stone - siger Susan Sontag, at hun vil vide alt. Alt hvad der sker med hende, vil hun tænke over. Én af de ting hun har tænkt meget over er hendes kræftsygdom. Det var endda nemt: »The easiest thing in the world is to think about what’s happening to you«. Men jeg vil ikke vide noget, jeg vil grine en død og aldrig bereden hests frihed. Jeg vil ikke dømmes, eller spille andres roller i et skuespil, jeg ikke selv er herre over.

Globus

Jeg overvejede at ringe til hende, da han døde. Han lignede en frø, med halsen hængende ned over kraven. Der var elektriske stearinlys på bordet, »Ild er farligt, når iltmaskinen lige har været i gang«, sagde de. Jeg løj, da jeg fortalte min mor, at han var et bedre sted henne nu. Jeg ville være som ham, gående død i verden, en flydende mursten i alle byens vægge. Det gjorde mig afslappet. »Han er død, og jeg har det godt«, ville jeg have sagt til hende.

I Das Haus sammenligner Andreas Maier det offentlige rum med Brueghels malerier: det er »et samlet væsen, et mangehovedet, hundredearmet, bredt« rum, der ligesom hos Brueghel er fyldt med mennesker og deres forskellige handlinger i et kaos af socialitet. Det er et sted med blikke og vurderinger, som sølvgrå cylindre der tvinges ind i lufttætte rum. De får halsen til at vokse, en fremmed klump vil ikke lade spyttet glide ned. Globussyndromet, hedder det. Andreas’ globus er »Ikke et fremmedlegeme, men dog noget, der ikke tilhører mig, som en sygdom«. Jeg troede, at min kom der af røgen, men den kom der af de andre. Blikkene er en klump i min hals.

Den første

Jeg tog en tandbørste med på den første date, jeg var på bagefter. Hvis jeg brækkede mig på toilettet, ville jeg kunne børste mine tænder. Jeg sørgede for at kigge på de ting, jeg skulle kigge på: stolene, koppen, hendes venstre øje, uden at ramme de skarpe kanter med blikket, der ville betyde, at en af mine slægtninge ville dø. De græske guder råbte i min lomme, og jeg havde lyst til at tage snoren på. Hun så sød ud og smilede, da jeg i stedet for at give hende hånden til farvel, kløede mig i nakken. Hendes blik sagde, at det var okay.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...