Print artikel

Medellin efter Narcos

Artikel
24.11.15
Narkokrigen i den colombianske by Medellin er omdrejningspunktet i Netflix-serien Narcos. Men siden narkobaronen Pablo Escobars død er der investeret stort i byudvikling og i arkitekt- og byplanlæggerkredse tales der ligefrem om et mirakel.

I 1991 blev 6.347 personer dræbt i Medellin, Columbia, hvilket svarer til 380 døde per 100.000 indbyggere. Byen blev kendt for at have verdens højeste mordrate, og årsagen var landets blodige narkokrig, der havde Medellin som sit voldelige, korrupte centrum.

Narkokrigen er også omdrejningspunktet for Netflixs nye serie Narcos, som omhandler kokainens imperium i Columbia omkring Pablo Escobar og hans berygtede Medellin kartel i 1970’erne og 1980’erne. Hovedtemaet er narkokartellets skrupelløse gerninger og Escobars kompromisløse indsats for at holde forretningen kørende. Intet er off limits. Et fly, hvor præsidenten skulle have været passager, sprænges i luften, og Escobar betaler sine mænd per dræbt politimand.

Det er ikke kun Netflix, som har omdannet denne fortælling til underholdning. Det er også et blodigt narrativ, som Escobars hjemby tjener gode penge på. Turister tilbydes busture spækket med Escobarhistorier, hvor steder med relation til Escobar ivrigt udpeges. Den dystre fortælling er blevet populær, men den rigtig gode fortælling er, hvordan Medellin har udviklet sig sidenhen.

Medellin ligger i den frodige dal Aburrá og husede i Escobars tid en befolkning på omkring 2 millioner. Befolkningen var socialt, økonomisk og fysisk opdelt. Byens mange fattige boede primært i den nordlige del af byen, hvor slumkvarterene krøb op langs dalens stejle skråninger. Det var her Escobar rekrutterede sine dedikerede fodsoldater, og hvor politiet var forment adgang. Byens rigeste boede til gengæld i syd og i dalens midte. Rige og fattige levede adskilt og mødte sjældent hinanden, og Medellin var en by med en enorm utryghed, hvor byens borgere mistede tilliden til hinanden.

Columbias ledende narkokarteller blev knækket i første halvdel af 1990’erne, og Medellins skyhøje mordrate er siden faldet drastisk med omkring 80%. En stor del af æren for dette markante fald tildeles store fysiske tiltag, primært lokaliseret i slumkvarterene. Tiltag gennemført i perioden 2003-2007 af byens innovative borgmester Sergio Fajardo, søn af en af byens mest kendte arkitekter. Fajardo fokuserede på at opløse byens ekstreme segregering ved at skabe bedre sammenhængskraft gennem ny infrastruktur, arkitektur og mødesteder. Tilgangen til byens udvikling bliver kaldt Social Urbanism, hvor de fattigste og mest voldlige kvarterer integreres i byens øvrige net. Det er resultatet af denne strategiske udvikling, som har fået navnet Medellin Miraklet.

Et af de større tiltag var opførelsen af en skiliftinspireret gondollift. Liften løfter de mange pendlere op over byens tage og dens labyrintiske gader, hvor de tidligere kunne bruge mellem 2-2.5 time på transport både til og fra arbejde – enten til fods eller med utilregnelige busser. Transporttiden blev hermed forkortet markant, og turen ned af den stejle skråning tager i dag mindre end 10 minutter, hvorefter linjen kobles på byens metro. K-linjen har derfor gjort det muligt at forbinde det tæt bebyggede slumkvarter Santo Domingo Savio i nord med resten af byen. Et slumkvarter, der tidligere var kendt som det mest voldelige i Latin Amerika og som fungerede som rekrutteringsopland for Pablo Escobar.

K-linjen er omkring 2 km lang, bevæger sig med en hastighed på 16 km/t og transporterer ca. 30.000 mennesker dagligt. Herudover er der bl.a. etableret fodgængerbroer og en udendørs rulletrappe for at gøre bevægelse lettere i det planløse gadebillede. I dag har Medellin hele tre metrolinjer, hvoraf en er mere turistorienteret og forbinder Medellin med Parque Avrí, et naturreservat udenfor byen. Linjen er dog også med til at gøre det nemmere for de mindre ressourcestærke at komme ud i naturen.

I 2007 fik Santo Domingo Savio også deres eget parkbibliotek, Parque Biblioteca Espana, som i dag fungerer som et ikon for byen. Biblioteket er blevet omtalt i flere publikationer over hele verden med billeder, der viser et topmoderne bibliotek, som hæver sig over et slumlandskab af uorganiseret byggeri.

Sammen med Parque Biblioteca Espana blev fire andre parkbiblioteker opført. Alle fem er tegnet af anerkendte arkitekter og placeret i byens udsatte periferi, hvor plads til kultur, undervisning og public service var en mangelvare. Parkbibliotekerne fungerer som kulturhuse omringet af grønne arealer. De er bygget til at fungere som samlingspunkter og tilfører kvarterene en klar identitet. Parkbibliotekerne har skabt tiltrængte offentlige rum i de ekstremt tætbebyggede områder, og i 2011 kom yderligere fem parkbiblioteker på tegnebrættet.

De offentlige parker og pladser, som er blevet anlagt i byen, gør det muligt for Medellins mange forskellige borgere at mødes. Fire større projekter prøver i denne ånd at skabe bånd mellem det historiske center og de fattige kvarterer: Parque Explora, Jardin Botanico, Carabobo Street og Parque de los Deseos. Projekter, der går under den samlede betegnelse Det Nye Nord.

Jardin Botanico, Medellins blomstrende botaniske have, er åben for alle, gratis og indeholder endnu et af byens nyere ikoner: En stor spektakulær organisk formet tagkonstruktion bestående af 14 konstruktioner, der ligner et træ. Tagkonstruktionen fungerer som en pavillon med en åben plads under, der giver en kombination af lys og skygge, samtidig med at fugle kan leve i den. Under det opsigtvækkende træ afholdes koncerter, blomsterudstillinger og modeshows, men på en hverdag bruges pladsen også til afslapning, yoga og læsning. Selv når private arrangementer afholdes, er der åbent for alle. Det er et samlende mødested, hvor rige og fattige omgås, og hvor disse tidligere ekstremt opdelte grupper idealistisk set har en større mulighed for at interagere og få en forståelse for hinanden.

Trods det højtflyvende og tungtvejende ord mirakel er der ikke tale om en total kovending fra Escobars tid. Befolkningsgrupperne lever stadig i hver deres kvarterer, men byens nye infrastruktur – på både en større og mindre skala – har overordnet set gjort det langt nemmere for beboerne at bevæge sig på tværs af byens kvarterer. Fælles mødesteder er blevet skabt, og parkbiblioteker er blevet opført rundt omkring i slumkvarterene. Faciliteterne er blevet spredt ud over hele byen og er ikke længere koncentrerede i enklaver omkring middel- og overklasen. Samtidig har den nye arkitekturs popularitet været med til at gøre slumkvarterene steder man opsøger fremfor at undgå. 

Det har været en lang kamp, og kritikere har argumenteret for, at miraklet i Medellin er mere reklame end realitet. Medellin har stadig problemer med fattigdom og narko-trafficking, men mange positive forandringer er blevet implementeret, og der er vigtigst af alt opstået en ægte optimisme for byens fremtid. Byen er ikke længere som den fremstilles i Narcos – en ny kurs er blevet sat.