Print artikel

Kinesisk kapitalisme

Foto fra filmen
Interview
07.05.17
I Kina bliver drømmen om de store, internationale millionbyer dyrket i stor stil. Det efterlader imidlertid et utal af spøgelsesbyer midt ude i ingenting, hvor ingen kan overtales til at bo. ATLAS har mødt amerikanske David Borenstein, der har lavet dokumentaren Dream Empire om fænomenet, til en snak om, hvordan det er at være et individ i menneskehedens største boligboble.

Omkring 2012 havde David Borenstein boet i Kina i cirka tre år på et Fulbright-legat, som var ved at løbe ud. Han havde allerede mødt mange af disse kinesiske agenter fra ’foreign talent agencies’, der altid leder efter udlændinge til at optræde – til at være white monkeys, som det ofte kaldes. Det er udlændinge, der tjener lidt ekstra penge her og der ved at optræde, og det eneste krav er, at man ikke skal se kinesisk ud, for så ser man international ud. Nogle kan måske spille lidt musik, nogle måske danse lidt, mens andre måske bare har et regelmæssigt nok ansigt til at agere model i nogle timer. I 2012 i Chongqing møder David så Yana, der forsøger at få sit eget ’foreign talent agency’ op at køre og begynder at arbejde for hende.

Da David Borenstein, der er instruktøren bag dokumentaren Dream Empire, begynder at tage imod nogle af disse arbitrære småjobs gennem Yanas firma, står det fra begyndelsen klart for ham, at de kun er et lillebitte tandhjul i et gigantisk maskineri: det kinesiske byggeboom fra 2008 og frem, det største i menneskets historie. Da ATLAS i maj 2017 møder Borenstein på Copenhagen Architecture Festival, fortæller han om allerførste gang, han spillede klarinet til en lancering af ejendomme, og hvordan det var tydeligt for ham, hvor omfattende politiske problemer, disse optrædener var en del af: »Det var helt vanvittigt, men det var også virkelig skummelt, fordi der i Sichuan-provinsen få år tidligere havde været et voldsomt jordskælv, der havde slået titusinder af mennesker ihjel på grund af dårligt byggeri. Og her havde du disse entreprenørfirmaer, der foregav at samarbejde med internationalt anerkendte arkitekter og berømtheder«. På trods af bevidstheden om byggeboomets skyggeside, startede David Borenstein med at arbejde for en af de virksomheder, der holdt spektaklet i live, imens han arbejdede på sin film.

Byggeboomets performance

2017 var det niende år i træk, hvor Kina producerede flere skyskrabere end noget andet land i verden. I Dream Empire skildres perioden 2008 til 2014, hvor boblen til dels sprængte og boligpriserne mange steder faldt med op til 50%. I løbet af to år, mens byggeboomet var på sit højeste, brugte Kina mere beton, end USA havde brugt i løbet af hele det tyvende århundrede. Alle disse tal har imidlertid det problem, at det ikke rigtigt samler de omfattende politiske årsager eller konsekvenser, byggeboomet har haft og stadig har. Og det er netop årsagerne og konsekvenserne, Borenstein forsøger at give et indblik i ved at gå i hælene på Yana og hendes forsøg på at få fodfæste i den voldsomt omskiftelige økonomi.

Yana er en ung kvinde, og hun har ligesom mange andre kinesere en på én gang meget konkret, men også næsten uopnåelig drøm: at komme til at købe et hus en dag. Nærmere bestemt et hus til sine forældre, der bor i en landsby langt fra Chongqing. Da vi møder hende i begyndelsen af Dream Empire, har hun imidlertid ikke engang råd til at leje en lejlighed i millionbyen, men sover på det lille kontor, hendes firma lejer. Dermed har Yana også en dobbeltposition, hvilket hun selv bliver mere og mere klar over i løbet af den tid, Borenstein følger hende: Hun er både en del af den mekanisme, der holder det gigantiske, men ekkotomme kinesiske byggeboom i gang med sin virksomhed, og er samtidig et offer for den massive sociale ulighed, byggeboomet står for. Mens Borenstein filmer hende, begynder der nemlig at ske en udvikling i stor skala. Byggeboomet er i disse år vokset så voldsomt, at de store byer begynder at blive mættet af skyskrabere. Denne mætning af behovet for byggeri sætter paradoksalt nok på ingen måde en stopper for det. I stedet begynder entreprenørfirmaerne bare at opføre gigantiske nye byer længere og længere væk fra de allerede etablerede storbyer. Man river simpelthen landsbyer ned og opfører nye skyskrabere ude midt i ingenting. Privatiserede byer, hvor én mand ejer næsten alt, inklusive ressourcer som vand og el, er ikke noget særsyn, og imens må hovedrystende, men magtesløse landsbyboere flytte fra steder, hvor deres familier har boet i flere generationer. Yanas ’foreign talent agency’ begiver sig ud i disse fjerne områder for at sælge ejendomme. Her kan udlændinge nemlig bruges til at skabe en illusion om, at verden følger med. At man virkelig har hele verdens opmærksomhed, og at netop denne nyopførte storby allerede er fyldt med spændende, internationale personligheder, der har besluttet sig for at slå sig ned her. I virkeligheden består bandet på scenen til ejendomsmessen af en belgisk dagdriver, der kan spille lidt klaver, en fransk backpacker, der er ved at løbe tør for penge og et par amerikanske udvekslingsstuderende, der kan spille på slagtøj.

Et hus og en familie

Dream Empire lægger ud med en ekstatisk tro på fremtiden. Yana har forhåbninger til, at hendes firma en dag kan sætte hende i stand til at købe en ejendom. Det er det utvetydige endemål for Yanas forretningseventyr. For som hun siger i begyndelsen af filmen: »I kinesisk kultur hænger ordet ’familie’ sammen med ideen om ’hus’. Fordi huset symboliserer en familie, og fordi det kan give et stabilt liv. Hvis du ikke ejer et hus, føles det ikke som om, du har en familie«. Det er netop den røde tråd i Borensteins film, den enkeltes kamp for at eje ejendom, og da Atlas møder ham i København, er det også det, vi spørger ham om: Hvorfor er boliger så vigtige, og hvorfor er de så svære at få fat i? »Det første, man skal forstå, og som faktisk er lettere at forstå for et kinesisk publikum end et vestligt, er, at det i kinesiske byer betyder alt, at sådan en som Yana er en immigrant fra landet, mens hendes partner Jimmy er borger i Chongqing. Det betyder, at Jimmy har adgang til offentlige ydelser, mens Yana ikke engang ville kunne få børn i byen, fordi hendes børn simpelthen ikke ville kunne gå i skole der. Kapitalisme har brug for en underklasse, og Kina har ikke immigration som USA og Danmark for eksempel har, men har i stedet et internt immigrationssystem«. Sådan er acheterdufrance.com den grundlæggende præmis for mennesket i Kina i det 21. Århundrede: Enten er du inde, eller også er du ude. Og et hus og en familie er det måske stærkeste tegn på, at du virkelig er inde.

Et typisk narrativ om den globaliserede kapitalisme er, at den i Kina ikke først og fremmest har skabt ulighed og armod, men derimod har skabt en gigantisk middelklasse, der faktisk kan leve en materialistisk storbydrøm med lejlighed, børn og shoppingcentre. Også dét spørger vi Borenstein om, fordi det synes at være kernen i hans filmprojekt: spørgsmålet om, hvorvidt det kinesiske individ egentlig ikke har det meget godt. »Man kan tænke den kinesiske udviklingsperiode som inddelt i to stadier,« forklarer han. Her taler han om én periode som omfatter 1980’erne og reformerne henimod statskapitalisme, herunder årene umiddelbart efter demonstrationerne på Tiananmen-pladsen i 1989 og så en periode herefter og op til i dag – for hvis man tillader sig overhovedet at generalisere, når man taler om Kina, må man tale i store intervaller. I 80’erne og begyndelsen af 90’erne var det et stort arbejde at udrede de mange problemer og uligheden, der fulgte med overgangen til det, Borenstein kalder »statskapitalismeæraen,« og fortsætter:

»Det her var en periode, hvor der i sandhed var en eksplosion i velstand for under- og middelklasserne. Men siden halvfemserne er der sket en bevægelse henimod en meget større centralisering på den måde, at disse nyligt kapitaliserede og gigantiske statsejede virksomheder har fået meget større magt, og det har faktisk skabt et system, der ikke har været karakteriseret ved de samme fordele for middelklassen. Der har været meget snak om den voksende middelklasse i Kina, og det er også sandt i en vis udstrækning. Men jeg tror, at denne periode, der skildres i filmen, og de problemer og ekstreme forhold, der følger med den, faktisk er opstået, fordi de ikke har været i stand til at skabe en middelklasse lige så meget, som de ønskede. Det, alle økonomer siger om Kina lige nu, er, at de har brug for en overgang til en forbrugsbaseret økonomi, men den kinesiske middelklasse og lavere middelklasse bruger ikke penge lige nu, fordi de ikke er trygge nok i deres velstand. Der er ikke et stærkt socialt sikkerhedsnet, så du kan miste alt, hvis du for eksempel bliver syg, og samtidig må du spare op hele livet til ejendom, fordi ejendomspriserne er så høje«.

Individ og system

Dermed handler Dream Empire om spørgsmålet: Har det kinesiske individ det ikke meget godt? Men samtidig synes filmen også at være en melankolsk konstatering af, at der i Kina er skabt så stor ulighed, at der simpelthen er alt for mange mennesker, der aldrig kan komme til at tælle som individer. I hvert fald ikke, hvis det at tælle som individ betyder, at man skal eje et hus. »Mennesker er mennesker i Kina ligesom alle mulige andre steder. Men den store forskel sammenlignet med det, jeg kommer fra, er samfundets tyngde der. At træde ind i Kina er som at træde ind i en tåge; statens tyngde, dens indflydelse overalt, samfundets indflydelse overalt. Det pres, det pålægger dig, og hvordan det emanerer ned igennem familiebåndene, som er meget, meget stærke. Der er helt sikkert en vis vægt på, at du skal udføre bestemte ting for at blive opfattet som et realiseret individ. Og standarden for at blive opfattet som et sådant er ikke nær så individualistiske som det, vi måske er vant til i Vesten«. En ting, der derfor også er interessant ved Dream Empire er, at da et sammenklip fra filmen for nogle måneder siden blev sluppet løs på internettet, gik det viralt i Kina. Både de mest nationalistiske medier som Global Times, som umiddelbart arbejder for en tilbagetrækning til mere traditionelle værdier og normer, men også medier spredt bredere ud over det politiske spektrum, f.eks. landets mest berømte kulturblogger, Hanhan, har i denne forbindelse skrevet begejstret om filmen.

I Kina er store strukturer som for eksempel det interne immigrationssystem, der fastlåser Yana som outsider, med til at vanskeliggøre realiseringen af drømmen om at få del i middelklassens goder. Den historie, Borenstein fortæller med sin film, er derfor både historien om en skyggeside ved den globaliserede kapitalisme, og historien om, hvordan en vekselvirkning mellem de store, abstrakte økonomiske systemer og det menneskelige opstår. Mens Borenstein redigerede Dream Empire, læste han en masse bøger af sin yndlingsforfatter Franz Kafka, der har været med til at forme fortællingen: »At læse Kafka betyder, at man hele tiden støder på alle disse interessante måder at tænke, hvordan det er at være en del af et system, men også sin egen stemme på samme tid,« forklarer han ivrigt. »Både at være et individ, men også et tandhjul i et maskineri, dette komplekse aspekt ved det at være et menneske. Jeg tror, det er det, jeg godt kan lide ved Yana – at hun helt sikkert er sin egen person og har en stærk stemme, og at jeg også bare er mig, når jeg arbejder for hende, men at vi samtidig var en del af noget meget, meget større. Hvordan man skildrer dette forhold må altid for mig hænge sammen med Kafka«. Den historie, Borenstein fortæller, er meget, meget større end ham selv, og derfor har han heller ikke nogle hurtige svar på, hvordan man løser problemerne. I stedet er både filmen, men også, synes det, virkeligheden, en paradoksal sameksistens af en ekstatisk tro på fremtiden og en fuldstændig klarsynet erkendelse af, at fremtiden ikke vil ankomme i den form, vi kunne ønske os. Derfor siger David Borenstein både: »Jeg er næsten misundelig på mennesker i Kina, fordi de tror på fremtiden. De har stadig en tro på, at fremtiden vil blive lys«, og lidt senere: »Det stopper ikke med at være problematisk. Selv hvis man fik middelklassen til at begynde at bruge penge, så ville vi jo bare stå med en miljøkatastrofe og skulle så løse dét problem. Kapitalisme giver ikke nogen mening. Det skøre ved det kapitalistiske perspektiv er jo, at disse spøgelsesbyer virkelig er frygtelige fra et perspektiv, der handler om at opretholde liv og fællesskab, men hvis du betragter dem fra et kapitalistisk perspektiv, så er de succesfulde, fordi de rent faktisk øger Kinas bruttonationalprodukt«.