Print artikel

Hvad skal vi gøre med Steffen?

Plantegning over skilsmisselejligheden fra Birk&Co
Artikel
21.08.18
På Bryn i Oslo vil et ejendomsudviklingsselskab bygge lejligheder for skilte par, »der er færdige med at skændes.« Det fortæller ophavsmand Olav Birkenes, da ATLAS møder ham i Birk&Cos kontorer i Oslo.

Måske lyder det lidt chokerende. I stedet for at det er skilsmissebørnene, der skal flytte frem og tilbage mellem forældrene, er tanken med skilsmisseboligerne, at forældrene bor ved siden af hinanden og begge har adgang til børneværelset, der ligger mellem deres lejligheder. Så kan de få adgang til børneværelset hver anden uge, eller hvordan de nu har fordelt tiden med børnene mellem sig. Det kan fungere på flere forskellige måder, forklarer Olav Birkenes og peger på skitserne af lejlighederne. Begge kan have en dør ind til børneværelset, eller døren kan omdannes til en væg når den anden forælder har sin uge. Så er det som om døren aldrig har været der, på en måde.

Forslaget har fået meget opmærksomhed efter det blev offentliggjort tidligere i år. Mange store norske medier har skrevet om det og Birk&Co har fået mange henvendelser. Nogle er interesserede og nogle er sure.

»Folk tager stilling til det umiddelbart. På en måde fungerer det som et slags spejl af den situation folk selv befinder sig i på det tidspunkt i livet. Man forestiller sig selv i situationen og hvis man har et vanskeligt forhold til sin eks-kæreste for eksempel, bliver det jo svært. I det tilfælde ville vi jo selvfølgelig ikke anbefale, at de køber lejligheden. Folk ser særligt udfordringer når der er kommet en ny person ind i billedet. Da er det ligesom ikke kun mig og min eks, men mig og min eks og hendes nye mand,« siger Birkenes.

Det er ikke et tilfældigt eksempel fra Birkenes’ side. Han ved hvad han taler om.

»Før var det jo sådan, at man var bitre fjender med sin eks. Altså, sådan var det jo bare. Jeg er selv skilt og har en datter med min eks, men vi er gode venner og mødes ret tit, eftersom vi kun bor 300 meter fra hinanden.«

-Kunne I have boet i en skilsmisselejlighed og gjort de 300 meterne til én meter?

»Jeg ville i hvert fald være villig til at prøve! Min datter har spurgt mig flere gange om jeg ikke kan flytte ind til hendes mor. Men da der er kommet en anden mand ind i billedet, så har jeg sagt til hende, at det måske bliver lidt mærkeligt. For hvad så med Steffen?«

Gamle tanker for moderne familier

Skilsmisseboligen har fået mest opmærksomhed, men er kun en lille del af boligprojektet. Tanken er at skabe fleksible boligløsninger, der samtidig baserer sig på gamle delingsidealer. Birk&Co vil nemlig blandt andet bygge både ”kollektiver” for yngre folk, ”seniorkollektiv” for de lidt ældre og ”tvillingerum” for to (som kan være både søskende, venner eller par der behøver lidt mere space), hvor man bor sammen, men også har deler af lejligheden, der kun er til en selv.

Birk&Co er blevet kontaktet fra mange sider efter projektet blev offentliggjort.

»Vi fik blandt andet en mail fra en fyr som gerne ville have en bolig med to køkkener, fordi hans kone var meget religiøs og spiste mad som var halal, mens han selv ville lave burgere. Og så ville det være fint med to køkkener. Så der er mange problemstillinger i det at bo sammen, som vi ikke umiddelbart tænker på.«

Min datter har spurgt mig flere gange om jeg ikke kan flytte ind til hendes mor. Men da der er kommet en anden mand ind i billedet, så har jeg sagt til hende, at det måske bliver lidt mærkeligt. For hvad så med Steffen?

Det er i den kalejdoskopiske retning, nye ideer om almene boliger går i dag. UrbaniaCPH, et boligprojekt i København, forsøger for eksempel at gentænke, hvordan man kan bo sammen i en slags gammel andelsånd, hvor man har beholdt fællesskabet uden at det går ud over individuel livsudfoldelse. På konferencen The Future of Affordable Housing in Scandinavia, holdt i forbindelse med arkitekturfestivalen CAFx, proklamerede professor ved Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet Claus Bech-Danielsen, at »Startpunktet for de fremtidige almene boliger må være, at vi alle er forskellige og lever forskelligt. Det er dette vi kan lære fra individualismen.«

For de oplysningsprægede boligidealer fra velfærdsstaten, hvor man ved hjælp af kernefamilien og en smule social engineering, kunne udvikle folk til civiliserede samfundsborgere, er ikke længere så populære. Og på den måde er det ikke en lille opgave de nye almene boliger skal udfylde. Hvordan laver man et godt sted at bo sammen, uden samtidig at konstruere en lidt for snæver idé om, hvad den gode måde at bo sammen på er? For det har været et tilbagevendende problem for sociale boligideer, at de i sit mål om at skabe gode steder at bo, samtidig skabte en utopisk idé om hvad det vil sige at leve sammen og leve generelt. Når de nye sociale boligprojekter tager form, er det derfor med spørgsmålet: Kan man konstruere det gode liv arkitektonisk og samtidig gøre plads til den forskelligartede, komplicerede størrelse menneskelivet er?

Når vi har fjernet kernefamilien, står deletanken tilbage som det centrale lighedspunkt mellem de nye projekter og velfærdsstatens livsomfavnelse.

UrbaniaCPH benytter sig af begrebet ”kloge kvadratmeter”, altså: ”Bo tættere, del mere.” På den måde spejler de de tidlige modernister, som Arne Jacobsen og Le Corbusier står som kendte eksempler på, der arbejdede mod at reducere huset til sit minimum og gøre det funktionelt, i protest mod borgerskabets livsstil med alle deres møbler og unødvendige ting. Den schweiziske arkitekt Hannes Meyer, som også var direktør i Bauhaus, ville gå så langt som at separere arkitekturen fra dens æstetiske side, og i stedet definere det som en måde at organisere på, så arkitekturen primært kunne have en social rolle.

Flere og flere lever alene og mange er ensomme, og selv om man ikke vil have en partner, er det sociale behov det samme

I 1928 skrev Meyer tolv punkter, han mente man burde tage ind i betragtningen, når man bygger et hus, som efterfølgende er blevet defineret som hans filosofi: »1. sexliv, 2. sovevaner, 3. husdyr, 4. havearbejde, 5. personlig hygiejne, 6. beskyttelse mod vejr, 7. hygiejne i hjemmet, 8. vedligeholdelse af bil, 9. køkkenarbejde, 10. varme, 11. udsathed ift solen, 12. serviceforhold« Han mente at man kunne nå frem til det, han kaldte et ”funktionelt diagram” ved at kigge på de daglige rutiner hos folk, der sammen med et ”økonomisk program” var de eneste to principper, man skulle tage højde for, når man byggede et hus.

Som en arkitektonisk manifestation af disse principper står Meyers Co-op Zimmer (1926), en installation af et lille værelse udstyret med en plankeseng, en grammofon, to klapstole (hvor en er klappet sammen) og en hylle hængende på væggen. Der er ingen personlige særpræg. Det individuelle er opslugt af det kollektive liv. Linjen blev til sidst også for radikal for Bauhaus, og selv om der hersker uenighed om den fulde årsag til Meyers afskedigelse fra skolen i 1930, var det politiske i hvert fald en af grundene.

Birk&Co har også lagt op til fællesarealer i stueetagen, vaskekælder og flere andre faciliteter man skal dele med alle i blokken:

»Folk har et helt andet forhold til deleøkonomi nu end de havde før. Man har jo delt i lang tid, med for eksempel fælles vaskekældere efter krigen, men nu er det at dele blevet sejt, og vi er måske ikke ligeså optaget af at eje længere. Før delte man ud fra økonomiske nødvendigheder. Nu tror jeg det er mere et spørgsmål om ansvar. For eksempel for miljøet. For hvis vi skal tænke bæredygtigt, må vi indstille os på at bo på mindre plads,« siger Birkenes.

-Det føles som om mange af deleprojekterne for tiden starter med en social eller miljømæssig tanke, men til sidst bliver et rent spørgsmål om økonomi alligevel. Ville du synes det var et tab, hvis de som boede i delelejlighederne gjorde det af økonomiske hensyn, fordi de ikke havde råd til mere plads?

»Nej, det synes jeg ikke. Det er ikke nogen skam ikke at have råd til en luksusvilla i Oslo. Måske kan det hjælpe flere med at komme ind på boligmarkedet og bo godt. Og lavtlønnede grupper gifter og skiller sig og har de samme relationer som alle andre.«

Circle of life

Men delingstanken har ikke kun et økonomisk og miljømæssigt perspektiv. »Tanken er at man ved at dele skal få et større udbytte end, hvis man ejer noget helt selv. Alle har brug for at være alene, og alle har brug for selskab. Flere og flere lever alene og mange er ensomme, og selv om man ikke vil have en partner, er det sociale behov det samme. Så man kan jo få denne bolig på recept. Vi kan kalde det en kur mod ensomhed!« siger Brikenes entusiastisk.

Man begynder som én og slutter som én. Sådan er livet

Hvis vi skal bo tæt, er det vigtig at relationerne fungerer. Alt fællesskab hviler på relationerne mellem mennesker i det, og måske er det derfor, skilsmisseboligen har fået så meget opmærksomhed – den sætter hele fællesskabet i fare med sit dårlige rygte.

Grundtanken i boligprojektet udspringer fra det, Birk&Co har døbt ”The Circle of Life”, ligesom i Disney-filmen Løvernes konge. Tanken er her, at man ikke går gennem livet med de samme behov og forventninger til en bolig, og at man derfor må bygge forskellige boliger til folk på forskellige stadier i livet.

»Du starter måske som single, og så får du måske et barn, og så bliver børnene store og flytter ud og så er man igen kun to. Og snart er man kun én. Altså, man kan godt hoppe frem og tilbage i cirklen. Man kan jo have fået en partner og et barn og så være tre, og så hoppe bagover i cirklen og så igen være kun én person. Sådan er det jo, man begynder som én og slutter som én. Sådan er livet.«