Print artikel

Arkitekten overlever altid

1 WTC under opførelse på Ground Zero i New York Cicy
Jesper Pagh, Arkitekt MAA og redaktør på Arkitekten
Essay
07.09.11
Jesper Pagh stiller skarpt på 1 WTC, der lige nu er ved at rejse sig som et grelt eksempel på, at arkitekternes fokus har flyttet sig fra samfundet og fællesskabet til markedet. På selve Ground Zero trykker én af arkitekturens største pølsefabrikker lidt mere af det samme ud af tuben.

Donald Trump mente i ramme alvor, at det nye byggeri på Ground Zero skulle kaldes World Trade Center Phoenix i en slet skjult reference til Fugl Føniks – fabeldyret, der brænder op for at genopstår af sin egen aske. Om ”Freedom Tower” (som i lang tid var projektets arbejdstitel) ville fungere bedre som reference til bygningens herkomst på ruinerne af de to tvillingetårne, finder vi aldrig ud af, for i mellemtiden er bygningen blevet omdøbt til det lakoniske One World Trade Center eller blot 1 WTC. Et uambitiøst navn til et ligegyldigt stykke arkitektur, hvis værdi ikke skabes igennem rumlige og skulpturelle kvaliteter, men med størrelse og symbolværdi, og som i kraft af sin beliggenhed og forspildte muligheder indskriver sig som ét af de foreløbige lavpunkter i den udvanding af arkitekturens sociale og samfundsskabende kraft, som har stået på de seneste årtier.

Forud for designet og opførelsen af 1 WTC er gået et drama, som ikke lader et klassisk amerikansk business drama noget tilbage – tilsyneladende med Larry Silverstein, ejer af Silverstein Properties, som modtog forsikringspengene fra tvillingetårnene, i en dubiøs hovedrolle. Et år efter terrorangrebet – i september 2002 – offentliggjorde Lower Manhattan Development Corporation (etableret af staten New Yorks daværende guvernør George Pataki til at varetage genopbygningen) efter et forudgående design study, et felt på syv arkitektfirmaer, som skulle konkurrere om at udarbejde en master plan for Ground Zero. Blandt de udvalgte var Studio Daniel Libeskind, THINK Team med bl.a. Rafael Viñoly samt Skidmore, Owings & Merrill. Sidstnævnte trak sig herefter fra konkurrencen, men inden offentliggørelsen af de endelige finalister (Libeskind og THINK) i februar 2003, meddelte Silverstein Lower Manhattan Development Corporation, at han mente han var i sin gode ret til at vælge arkitekten selv, og at han foretrak Skidmore, Owings & Merrill. I forbindelse med udpegelsen af vinderen kom det frem, at dommerkomitéen tilsyneladende allerede havde valgt THINK og Viñoly inden de havde set de endelige projekter, og guvernør Pataki skred ind og bestemte hen over hovedet på alle, at Libeskind skulle udpeges som vinder, og dermed forestå udarbejdelsen af master planen. Efterfølgende blev Libeskind tvunget til at samarbejde med Silverstein, som i realiteten var bygherren, og Skidmore, Owings og Merrill, som Silverstein i mellemtiden havde hyret som sine egne arkitekter.

Den master plan som nu bliver realiseret, er stort set usammenlignelig med Libeskinds oprindelige, og de enkelte bygninger på grunden er alle blevet opført med hver deres internationale stjernearkitekt: Norman Foster, Richard Rogers og Fumihiko Maki til eksempel. Kronjuvelen i master planen er 1 WTC, som efter yderligere forviklinger påbegyndtes i april 2006 og forventes færdigt i 2013. De indledende skitser blev udarbejdet af Libeskind og Skidmore, Owings & Merrill i fællesskab, men det endelige bygningsdesign er udført af Skidmore, Owings & Merrill alene. Tårnet bliver 417 m højt (samme højde som World Trade Centers tidligere Tower One), og med spiret får huset en højde målt i fod på 1776 – årstallet for USA’s uafhængighedserklæring. Dermed vil det overgå verdens pt. højeste kontorbygning Taipei 101 og blive USA’s højeste bygning i det hele taget – det siger sig selv.

Skidmore, Owings & Merrill er ét af verdens største arkitektfirmaer, og har i mere end 70 år har været blandt de mest betydningsfulde bannerførere for The International Style, som bl.a. Philip Johnson (der første gang brugte termen som titel på en bog om udstillingen 'Modern Architecture' på MOMA i 1932) og de to Bauhausledere Mies van der Rohe og Walter Gropius stod faddere til i modernismens formative årtier mellem de to verdenskrige, og som fortsat vinder udbredelse, omend i en anden kontekst, med et andet formål og med andre resultater. Skidmore, Owings & Merrills high-end glashøjhuse spreder sig over alle klimazoner kloden rundt, og er som 1 WTC ofte kendetegnet ved en særligt raffineret, friktionsløs perfektion, som efterlader den tilsyneladende urørt og urørlig af menneskehænder. Bygningen indskriver sig således i mængden af karakterløse non-places som kunne være hvad som helst, for hvem som helst, hvor som helst i verden, som det kendes fra f.eks. lufthavne og indkøbscentre, den københavnske metro og Potsdamer Platz.

Jesper Pagh, Arkitekt MAA og redaktør på Arkitekten
The International Style skulle transcendere stilbegrebet og være kendetegnet ved ikke at være en stil, men udviske alle regionale og historiske referencer i arkitekturen til fordel for en ny og rationel arkitektur som satte mennesket fri af klasser og skabte det moderne samfund. The International Style blev ikke desto mindre en stil i sig selv, som det også senere skete med Rem Koolhaas’ pragmatisme, der i tyndere aftapninger fra yngre generationer blev til et æstetisk postulat frem for en programmatisk position. Frank Lloyd Wright, som ikke i første omgang var en del af det fine selskab omkring modernisterne, og som arbejdede på at skabe en regionalt forankret amerikansk arkitektur, kaldte hånligt Louis Skidmore, Nathaniel Owings og John O. Merrill ’the three blind Mieses’ med reference til deres i hans øjne kun lidet talentfulde følgagtighed over for manden med det sorte bælte i glasfacader.

Mens modernismens dominans siden slutningen af 1960’erne er blevet udfordret af den billedrige og narrative postmodernisme, regionale, rationelle og pragmatiske bevægelser, har The International Style dels overlevet i skjul, dels fået nyt liv af globaliseringen og verdens metropolers indbyrdes konkurrence om at brande sig og tiltrække investeringer på bekostning af hinanden; en ny International Style med et neoliberalt twist.

I stedet for, som i modernismen, at bunde i en idé om, at det der var det bedste ét sted i verden, også måtte være det bedste alle andre steder, og at industrialiseringen gjorde det muligt at replikere den idéelle løsning til hele verdens bedste, så eksisterer The International Style nu, som beskrevet af professor ved Kunstakademiets Arkitektskole Jens Kvorning i en kommentar i tidsskriftet Arkitektur DK i 2010 som »en skefuld Ando, en skefuld Hadid, en skefuld Foster, en skefuld Gehry, en skefuld Nouvel«. Hver af disse har deres egen signatur, der som Levi’s Red Tab indikerer, at man har valgt en mærkevare. I Danmark har resultatet af DR’s tidligere generaldirektørs trang til at brande sig selv og sin institution med en Jean Nouvel for længst indskrevet sig i historien. Foster kan vi finde i Københavns Zoo, Zaha Hadid på Ordrupgaard og Frank Gehry i Sønderborg af alle steder. I dét selskab er Skidmore, Owings og Merrill ikke blandt de største stjerner, men deres driftssikre glashuse og deres meritter som arkitekterne bag adskillige af verdens højeste bygninger har sikret dem en plads på det, der simpelthen er et internationalt marked for arkitektur – eller bygningsdesign, som måske er en mere passende betegnelse i denne sammenhæng.

Som Kvorning videre skriver i sin kommentar, er spørgsmålet, om arkitekterne simpelthen har accepteret, at den måde investoren definerer opgaven på, også er den måde, de skal løse den på. Dermed rører Kvorning ved et helt central problemstilling, nemlig at arkitekternes fokus har flyttet sig fra samfundet og fællesskabet til markedet. Hermed har de gjort det, der engang var subjektet for deres stræben, til objekt og omvendt, og sat sig selv og deres egen succes ind på den plads, hvor samfundet og dets borgere tidligere befandt sig.

BIG – Bjarke Ingels Group – er uden sammenligning det arkitektfirma fra Danmark, som tydeligst markerer sig på det globale arkitekturmarked, og slogans som ’you can have both’ og credoet om ’hedonistic sustainability’ har været med til at brande dem som én af dem, man kan ringe til, hvis man skal have noget ungt og frækt. BIG har som de fleste andre på dette marked udviklet en særlig æstetik, som gør dem let genkendelige, og snart gør de 1 WTC selskab på Manhattan i form af den pyramideformede W57, som efter planen står færdig på West 57th Street i 2015.

I en samtale fra november sidste år med Preston Scott Cohen, professor og studieleder på The Havard Graduate School of Designs arkitektuddannelse, konfronteres Bjarke Ingels med sin egen beskrivelse af firmaets udviklingsarbejde som architectural evolution, der i bogen ’Yes is More’ (i øvrigt en parafrase over Mies van der Rohes ’less is more’) illustreres med et billede af Darwin. Cohen spørger insisterende ind til, hvem den stærkeste, der overlever, er, og konkluderer selv til sidst, at det hverken er brugerne, borgerne eller arkitekturen, men arkitekten selv.

9/11 har ikke som sådan bidraget til arkitekturen på anden måde end til luftfarten; øgede krav om bombesikkerhed efter princippet om, at næste gang slår eventuelle terrorister garanteret til på samme måde. Men for New York er byggeriet af 1 WTC endnu et slag. Engang var det verdens ubestridt største og vigtigste storby. En by, som skabte de bygninger, den bestod af, og de mennesker, som boede i den. Og knuste dem. 11. september 2001 blev byen selv knust, da de knivskarpe og teknologisk sofistikerede, subtilt komponerede tvillingetårne, styrtede sammen. Twin Towers var et udsagn fra sin tid – et symbol på den ‘fri’ vestlige verdens stræben efter lykken i form af finansiel rigdom, men også et symbol på den tro på evig udvikling og vækst, som var industrialiseringen og modernismens idealer.

Vi har i allerhøjeste grad brug for nye visioner, som kan erstatte den industrielle kapitalismes logik og favne hele samfundet, men på Ground Zero får vi i stedet et eksempel på det, vi formår: Symboler, underholdning og oplevelser som dulmer sandheden om, at det ikke længere er os i den vestlige del af verden, der styrer slagets gang, og at det ikke længere er samfundet og den store fortælling om fremtiden, der har vores interesse; borgere er blevet til forbrugere, og arkitektur til en vare.

Det er ikke uden sans for de dramatiske virkemidler, når Preston Scott Cohen i sin Harvard-diskussion fyrede op under Bjarke Ingels, men i sin iver efter at riste sin unge, populære gæsteprofessor overser Cohen, at han i virkeligheden blot skyder budbringeren: På det moderne arkitekturmarked er idealerne døde, byer er reduceret til kompositioner af bygninger, og mennesker til nogen, der fordeler sig i rummet. Og også på Ground Zero er arkitekten selv den eneste, der kan være sikker på at overleve.