Print artikel

»Det eneste, der er værre end en uorganiseret fest, er en overorganiseret fest«

Et offentligt rum i Danmark
Anmeldelse
28.10.19
Noget så kedeligt som 'Offentlighedens Rum' hedder den smukke og æggende antologi med digte, billeder og essays.

Offentlighedens Rum er først og fremmest et kunstnerisk, æstetisk objekt. Sådan en bog, som man har lyst til at vende og dreje, stikke næsen ned i, dufte, undersøge kolofonen for at finde ud af, hvilken font bogen dog er sat op med... Sempervivum. Aha!

Det er Line-Gry Hørup, der har formgivet bogen, og hun har gjort det godt. Det er kombinationen mellem en klassisk æstetik, der værdsætter det gode boghåndværk og en enorm, men alligevel afmålt, legesyge, der gør bogen til et interessant første møde. Siderne er ikke almindelige sider, de skal flippes ud horisontalt. Det er lækkert at være så tæt knyttet, fysisk og praktisk, til det materiale, man nu engang sidder og læser i. Omslaget er uden titel – faktisk uden bogstaver i det hele taget og består af en umiddelbar simpel illustration. Noget, der allermest minder om en lys tanggrøn murstensvæg. Underligt nok er omslaget ikke kedeligt. Murstenene er både placeret i lige rækker og i mere komplicerede mønstre. På denne simple, men alligevel æggende måde, spiller omslaget godt sammen med bogens emne: Solidt, simpelt, komplekst. Noget vi alle kender. Noget vi engang imellem forholder os til og diskuterer: Det offentlige rum. Pladser, parker, busser, toge, bænke, kunst, tv og alle mulige nye og gamle medier. Uha.

Offentlighedens Rum er ikke en videnskabelig indføring i begrebet offentlighed. Det er en antologi, hvor 28 nordiske kunstnere er blevet inviteret til at bidrage med deres kunstneriske perspektiv på begrebet. Således er der bidrag fra Olafur Eliasson, Dorte Mandrup, Ragnar Kjartansson, Madame Nielsen, Tal R og Superflex og mange flere.

Værdien af at være vågen, holde øje med biler i den ene og den anden retning, cyklister, fortovsgængere, blikket, nikket, mødet, måske et lille skub, måske en stor fare. Alt dette skaber nemlig en levende og lysvågen by

Flere af bidragene er underholdende, tankevækkende, dybsindige andre er mere coffee table-agtige; lidt kedelige og hurtig glemt igen. I første kategori har vi kunstnerkollektivet Superflex, der i samarbejde med Toke Lykkeberg, har skrevet tre scener, hvor Kunsten (K) har en samtale med Det offentlige rum (OF). Det er en simpel ide, set før, men den virker. På en bar på Nørrebro samtaler de to parter. Det er et anstrengt forhold, de taler ikke pænt til hinanden. Alligevel ved de, at de er dybt afhængige af den anden. K ser ned på OF og er irriteret over aldrig at være et navn på plakaten, selvom Roskilde Festival igen og igen inviterer til Art Zone. OF mener, at K er utilregnelig, suicidal og i identitetskrise. Det giver sært nok mening at forholde sig til K og OF som mennesker af kød og blod. De bliver lettere at grine og ryste på hovedet af og samtidig forstå som alvorlige og ideologiske væsner. Gennem deres samtaler bliver vi revet rundt i de herskende ideer om K og OF. Scenerne giver et billede af den fortløbende samtale og konflikt, der hele tiden udvikler sig mellem K og OF.

Dorte Mandrup, arkitekt og formand for Mies Van der Rohe-prisen, har også skrevet et tankevækkende essay: Lysvågen i byen. »Det eneste, der er værre end en uorganiseret fest, er en overorganiseret fest« indleder hun med. Således er også byrummet hele tiden i fare for at blive overorganiseret. Så organiseret at vi ikke længere er vågne, men zombier, der trygt og roligt kan gå rundt med blikket dybt fortryllet i et Instagram-feed og ørerne druknet i en jazzy Spotify-playliste. Særligt i Skandinavien er dette tilfældet. Derfor bliver Mandrups essay også en kærlighedserklæring til kaosset på Værnedamsvej på Vesterbro i København og til de beboere, der for nogle år siden trodsede kommunens ønske om at lave en mere strømlinet, ensrettet vej. Beboerne forstod værdien af kaos. Værdien af at være vågen, holde øje med biler i den ene og den anden retning, cyklister, fortovsgængere, blikket, nikket, mødet, måske et lille skub, måske en stor fare. Alt dette skaber nemlig en levende og lysvågen by, argumenterer Mandrup. Disse lommer i byen skal vi forstå, værdsætte og bevare.

Nærvær er også det Offentlighedens Rum skaber, når antologien er allerbedst, men uden bogens grafiske udtryk og leg, ville dette svært tilgængelige nærvær slet ikke være lige så funklende magisk.