Print artikel

Afskyens indlevelse

Illustration: Peter Berke
Feature
14.02.20
Litteraturen vrimler med hovedkarakterer, der foretager moralsk angribelige valg. Alligevel kan vi som læsere ikke kan lade være med at heppe på dem. Måske fordi vi alle sammen godt ved, hvor komplekst det er at gebærde sig i verden.

Indimellem får jeg på fornemmelsen, at jo dårligere og mere forkvaklet en romanperson opfører sig, desto højere elsker læserne den person, og desto større klassikerstatus får bogen. Det er, som om smålighed, drab, ærgerrighed, pædofili, løgnagtighed og berigelseskriminalitet simpelthen appellerer til folk, der læser bøger. Som et forbudt billede man alligevel ikke kan lade være med at kigge på. Som den pose konventionelle flæskesvær, man over for vennerne afviser som underlødig, men i en uset stund gnasker man alligevel de flæskesvær i sig.

En overraskende stor del af de romaner, der bliver hyldet og tildelt klassikerstatus, har personer, der foretager moralsk problematiske handlinger, i hovedrollen. Mennesker, vi ville afvise at have det mindste med at gøre, hvis vi mødte dem i virkeligheden, og som vi alligevel nyder at være i selskab med, når vi læser: Dostojevskijs Raskolnikov, der luller sig selv ind i den forestilling, at det er i orden at slå et andet menneske ihjel, hvis det tjener et højere formål. Nabokovs Humbert Humbert, der forgriber sig hjerteløst på sin steddatter, som i øvrigt kun er hans steddatter, fordi han har giftet sig med hendes mor, så han kunne være i nærheden af hende med henblik på at give efter for sin forbudte trang. Cannettis Peter Kien, der sætter sin forskning i oldkinesisk før alt andet og er så stivnakket, at det bliver hans undergang. Flauberts Emma Bovary, der er illoyal, altid føler sig berettiget til mere, ikke bryder sig om sit eget barn. Zolas Nana, der manipulerer samvittighedsløst med andre menneskers følelser og lever i vild luksus uden skrupler. Hvorfor bliver jeg ved med at læse videre, selvom hovedpersonerne opfører sig så dårligt?

Forfatteren Jonathan Franzen beskæftiger sig med netop det spørgsmål i essayet En heppende interesse, og hans bud på en forklaring lyder sådan her:

»Becky Sharp er muligvis en sjælløs stræber, Tom Ripley er muligvis en sociopat, Sjakalen er muligvis ude på at myrde den franske præsident, Mickey Sabbath er muligvis en afskyeligt selvoptaget gammel ged, og Raskolnikov forsøger muligvis at slippe godt fra at begå et mord, men jeg griber alligevel mig selv i at heppe på dem alle sammen. Dette skyldes uden tvivl nogle gange tillokkelsen ved det forbudte, det skyldbetonede behag ved at forestille sig, hvordan det ville føles at være fri for skrupler. Men det alkymistiske middel som forvandler min hemmelige misundelse eller min almindelige antipati for ”slette” mennesker til sympati, er under alle omstændigheder et ønske. En romanforfatter skal tilsyneladende bare udstyre en person med et brændende ønske (at bevæge sig opad i samfundet, at slippe godt fra at begå et mord), og så kan jeg, som læser, ikke lade være med at gøre det ønske til mig eget.«

Ifølge Jonathan Franzen kan gode romaner dermed vække læserens sympati for hovedpersoner, der opfører sig på måder, som enhver ville afsky i det virkelige liv, simpelthen fordi hovedpersonen udstyres med et ønske. Ønsket er et alkymistisk sympatimiddel. Uanset hvor moralsk forkasteligt ønsket er, kan læserne tilsyneladende ikke lade være med at håbe, hovedpersonen får det opfyldt. Om det så er, som Raskolnikov, at slippe for at blive dømt for et mord. Eller, som Humbert Humbert, at begå pædofile overgreb mod sin steddatter uden at blive fanget af politiet. Udstyr en romankarakter med et ønske, og vedkommende vil straks have læseren på sin side, lyder logikken.

Franzen gør det klart, at der garanteret findes andre grunde til, at man som læser oplever sympati for en person, der gør moralsk problematiske ting. Tiltrækningen ved det forbudte, for eksempel. Eller nydelsen ved at læse om det forbudte, mens man selv er klar over, at man selv aldrig ville kunne finde på at gøre noget ligeså slemt. At man på den måde får lov at leve sig ind i det onde, mens man samtidig ved, at ondskaben er fiktion. Det er det, Franzen kalder »det skyldbetonede behag ved at forestille sig, hvordan det ville føles at være fri for skrupler.« Alligevel fastholder han, at ønsket er det, der først og fremmest, og stærkest, genererer sympati.

Følelsesmæssig overtalelsesevne

Jonathan Franzen formulerer en både skarp og besnærende pointe, men måske er den lige lovlig skarp. I hvert fald har jeg, som læser, på fornemmelsen, at læsersympati er en noget mere kompliceret størrelse, der bygger på langt flere forskellige træk i en roman, end at hovedpersonen bliver udstyret med et ønske. I værket The Art of Sympathy in Fiction – Forms of Ethical and Emotional Persuasion når litteraten Howard Sklar meget litterat-agtigt frem til, at svaret nok må findes i nogle specifikke træk ved hver enkelt tekst – i hvert enkelt narrativs særegenhed – frem for i en generel regel.

Sklar nærlæser tekster, der alle har en moralsk angribelig karakter i hovedrollen, og prøver at udpege, hvad det er for et særligt træk i hver tekst, der alligevel får overbevist læseren om at heppe videre. Det kan lyde teknisk og kedeligt, og det er det muligvis også, men Sklars arbejde understreger ikke desto mindre, at sympati i fiktion er et mysterium, man kan blive ved at grave i uden at få endegyldige svar. Sympati i fiktion er på den måde den ultimative kamæleon, den skifter farve, den er ikke det samme i to bøger.

I sin læsning af Philip Roth-novellen Eli, the Fanatic argumenterer Sklar eksempelvis for, at tekstens overbevisende kraft ligger i dens brug af perspektivforskydninger, der »genforhandler virkeligheden«. Novellens hovedperson, advokaten Eli, er en jødisk amerikaner, der bor i et moderne assimileret jødisk kvarter i New York. Da en jødisk yeshiva – en ortodoks skole – rykker ind i en bygning i kvarteret, påtager Eli sig, på opfordring fra både sin hustru og adskillige andre beboere i området, at indlede forhandlinger med skolelederen for at få yeshivaen til at flytte igen. Nu var de lige blevet så assimilerede alle sammen, og så går det ikke med en yeshiva i nabolaget, forstås.

Hvorfor bliver jeg ved med at læse videre, selvom hovedpersonerne opfører sig så dårligt?

Undervejs i processen føler Eli sig i stigende grad forfulgt af særligt ét af de sortklædte medlemmer af yeshivaen, en ældre mand, der dukker op igen og igen. Mod slutningen af historien skifter den ældre mand – på Elis opfordring – sin traditionelle jødiske klædedragt ud med en vestlig. Manden efterlader sin traditionelle jødiske klædedragt foran Elis dørtrin. Eli, der tidligere i sit liv har døjet med en række nervøse sammenbrud, får herefter en »åbenbaring« og får den indskydelse, at han da skal iklæde sig mandens efterladte tøj. Iført den traditionelle jødiske klædedragt begiver Eli sig gennem kvarteret på en skandaløs vandring, der ender på det hospital, hvor Elis kone netop er ved at føde parrets barn. Eli bliver herefter fjernet fra hospitalet, fordi både hustruen og hospitalets læger tror, han er blevet vanvittig.

Ifølge Sklar skaber den perspektivforskydning, der sker, når Eli får sin »åbenbaring« grundlaget for læsersympati, fordi den illustrerer den splittelse og moralske ambivalens, Eli føler. På den ene side har man som læser set virkeligheden med den assimilerede Elis øjne – den Eli, der ønsker at presse yeshivaen bort. På den anden side får man efter åbenbaringen præsenteret en virkelighed, der er noget anderledes, men, ikke mindre gyldig. Elis verdensbillede ændrer sig simpelthen. Som Sklar skriver:

»Perhaps more importantly, by destabilizing his reader’s sense of the real by introducing unexpected, fantastically-induced shifts in perspective, Roth challenges them to continually negotiate the various – indeed, subjective – versions of reality that the interaction between people (and especially between people of widely different backgrounds) presents. In the process, he provides a basis for sympathetic understanding between them.«

Hvis vi holder Franzens idé om ønsket op imod Sklars litteraturvidenskabelige tekniske splitten tekster ad, så har Eli ganske vist indledningsvist et ønske – at få yeshivaen ud af kvarteret – men det viser sig efterhånden, at ønsket ikke er så entydigt endda, måske ønsker det faktisk slet ikke. Han er i tvivl, splittet. Noget tyder altså på, at det, der gør en vellykket roman i stand til at vække sympati for sin hovedperson er pænt dunkelt og ret umuligt at udpege på forhånd. Sympatien for Eli i Eli, the Fanatic er således en anden – og en anderledes genereret – sympati end sympatien for den morderiske Raskolnikov eller den pædofile Humbert Humbert.

Sympatiens hundefløjte

Selvom sympati i litteraturen altså lader til at være det her dunkle alkymistiske sympatimiddel, der ikke lader sig indfange, vil jeg alligevel vove at påstå, at der findes visse overordnede træk, som går igen. Bøger, der lykkes med at få mig som læser til at heppe på deres hovedpersoner, mens de slår ihjel, er utro, drikker og slås, kommunikerer altid dobbelt: På den ene side har vi hovedpersonen, der render rundt og foretager sine usympatiske handlinger. På den anden side viser romanen, at den er bevidst om sin hovedpersons problematiskhed. Det kan ske på tusind forskellige måder, klart, men det er alligevel, som om tekster, der godt ved, at deres hovedpersoner bevæger sig langt ude på amoralens overdrev, og som derfor går ind i det amoralske, tager livtag med det, simpelthen er dem, der formår at overbevise mig, som læser, om at heppe på deres hovedkarakter.

Et eksempel på en roman, der bruger denne sympatiens hundefløjteteknik til at udforske følelsesmæssige landskaber, der virkelig gør ondt, er Ottessa Mosfeghs My Year of Rest and Relaxation. Bogens fortæller er en ung kvinde, der bor i New York i en eksklusiv lejlighed og godt ved, hvor godt hun ser ud. Hun begynder i løbet af en sommer at sove det meste af døgnet uden selv at vide hvorfor:

»I can’t point to any one event that resulted in my decision to go into hibernation. Initially, I just wanted some downers to drown out my thoughts and judgments, since the constant barrage made it hard not to hate everyone and everything«.

Fortælleren bryder sig altså ikke om andre mennesker, hun virker faktisk temmelig usympatisk, hun vrænger og udslynger domme konstant. Der er aldrig noget, der er godt, aldrig. Alligevel er jeg som læser på hendes side, ambivalent, selvfølgelig, men hendes irritation over andre mennesker bliver min irritation, hendes uforståelige trang til bare at sove og ikke skulle noget, bliver min trang.

Litteratur formår at vise, at personer aldrig enten kun er dårlige eller kun gode mennesker, men i stedet skildrer den evige komplekse forhandling, ethvert menneske foretager med sig selv og det omgivende samfund hver eneste dag livet igennem.

Hvad er det, Mosfeghs roman gør, som mod alle odds vækker min sympati? Jeg tror, min sympati opstår, fordi bogen kommunikerer dobbelt, fordi forfatteren tydeligvis har et mellemværende med hovedpersonen. Midt i hovedpersonens vrængende fremstilling af den verden, hun færdes i, undslipper der hende ufrivilligt små bemærkninger og bisætninger, der afslører en større følelsesmæssig dybde, en grundlæggende sorg, hun har hærdet sig selv over for, men som alligevel stikker sit ansigt frem, så man forstår hendes grunde til at være så kold.

Gennem romanen løber der en understrøm af dyb og inderlig smerte, som hovedpersonen forsøger at dække over ved at være kynisk. Gradvist får man på fornemmelsen, at hun gemmer sig bag kynismen, men at hun ikke er kynisk. Hun bedøver sine følelser med stoffer, og det er nok her forklaringen på hendes manglende empati skal findes, nærmere end at hun skulle være født som et særligt uempatisk menneske. Efterhånden som jeg lærer fortælleren at kende, lærer jeg også hendes følelsesmæssige mønstre at kende. Og jeg forstår, at graden af vrængen sandsynligvis er proportional med graden af smerte.

Fortællerens kynisme slår tydeligst sprækker i erindringsglimtene fra opvæksten i en dysfunktionel øvre middelklasse-familie og fra et on/off-forhold til et dumt svin ved navn Trevor, som er fan af »effektive« blowjobs. Det er, som om fortællerens fortidige jeg, der igen og igen bliver svigtet, er mindre kynisk, mere skrøbeligt og åbent end den kolde, søvnige skildpadde, der gemmer sig i det skjold, hun er blevet. Det var dengang, hun endnu ikke havde gjort sig hård.

Den hårde type, hun har forvandlet sig til efter forældrenes død, slår dog også sprækker. Eksempelvis når hun lyver over for sin psykiater om grundene til, at hun har brug for stærkere og stærkere sovemedicin. Hun siger, hun ikke kan sove. I virkeligheden har hun slet og ret brug for at være følelsesmæssigt bedøvet, især omkring de højtider, hvor man ellers plejer at hygge sig med sin familie: »Really, I just wanted something especially powerful to blindfold me through the holidays« indrømmer hun.

Som bogen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt gennem den her slags subtile bibemærkninger, at hovedpersonens projekt om at sove i et helt år, nok er et desperat forsøg på at give sig selv følelsesmæssigt bind for øjnene, så hun undgår at skulle forholde sig til alt det, der gør ondt. Alle de (vågne) tidspunkter, hvor hun kunne have været sammen med andre, fået og givet kærlighed, men ikke kan, fordi hendes forældre er døde, og fordi de mennesker, hun omgiver sig med, er enten overfladiske eller direkte usympatiske. At der ér noget, som gør ondt, og at hovedpersonen mærker det og føler sig fuldstændig følelsesmæssigt smadret dybt nede i sit bedøvede sind, er man som læser aldrig i tvivl om.

Det er samfundets skyld

I sit essay om kvindelige helte i litteraturhistorien, Pure Heroines, fra netop udkomne Trick Mirror, udvikler journalisten Jia Tolentino en alternativ forklaring på, hvorfor visse romankarakterer på trods af deres himmelråbende usympatiske handlinger, alligevel bliver set som helte. Tolentino læser blandt andet Flauberts Madame Bovary, og hun stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor Emma i grunden bliver ved med at tørste efter mere forbrug, mere sex, mere af det hele. Hvorfra kommer denne både hensynsløse og selvdestruktive adfærd? Tolentino opruller Emmas perlerække af svigt, hendes barnlige havesyge, hendes kulde over for sit eget barn, kort sagt, en hel masse, der får Emma til at fremstå pænt usympatisk.

Men, påpeger Tolentino, romanens kolossale styrke ligger i dens evne til at vise, hvorfor Emma er endt med at gøre, som hun gør. Ikke fordi den undskylder hendes handlinger, men fordi den gradvist tegner et uhyre nuanceret portræt af en kvinde, der, mere end at være et dårligt menneske, er resultatet af et samfund, der pådutter kvinder bestemte måder at være på: »Emma has been perfectly socialized into the idea that female happiness exists in the form of romance and consumer purchases,« skriver Tolentino.

Det kan altså godt være, at Emma opfører sig dårligt, men Flauberts roman viser os også, hvorfor hun gør det. Madame Bovarys evne til at skabe læsersympati ligger altså i dens utroligt præcise skildring af et menneskes socialiseringsproces: ved at sammenligne sig selv med andre, ved at læse romantiske romaner og lulle sig selv ind i den forestilling, at de skildrer det perfekte liv bliver forskruede ideer om vejen til lykke installeret i hende. En vej, hun i årevis forsøger af al magt at komme ind på, og først for sent opdager hun, at den er en illusion. Som læser er man vidne til hele det her trafikuheld fra sidelinjen, og ja, Emma er et røvhul, men hun kan ikke rigtig selv gøre for det.

På den måde bliver det ret vanskeligt at fordømme Emma – det er i højere grad det samfund, der pådutter kvinder bestemte ideer om, hvad deres liv bør indeholde for at være godt, som fortjener fordømmelse. Tolentino udvikler dermed en slags sociologisk (og feministisk) forklaringsmodel, hvor den situation en hovedkarakter er sat i her i livet, former hele det liv og det, personen gør i det. Sat på spidsen er argumentet, at sympatien for en type som Emma Bovary opstår, når man som læser indser den svære stilling, hun som kvinde i det 19. århundredes Frankrig er sat i – altid økonomisk afhængig af mænd, aldrig med den samme seksuelle frihed som mænd.

Graden af vrængen er sandsynligvis proportional med graden af smerte.

Dén pointe ligger også som et spor under Maja Lucas’ nyligt udkomne roman Gennem natten og vinden. Den handler om Johanne, der er enlig mor og helt ustyrligt træt af småborgerlige normer om, hvordan man skal være netop dét. Hun drikker lidt rigeligt med øl, hun vasker sig nøgen under vandslangen i ejendommens gård til skræk og rædsel for de andre beboere, hun glemmer at vaske sønnens tøj, hun slår det hen, når pædagogerne i børnehaven udtrykker bekymring over hans evner til at holde på vandet, hans madpakker, hans motorik. Hun taler grimt til alle omkring sig – også dem, der bare prøver at hjælpe. Johanne gider ikke gøre det, der bliver forventet af hende, hun gør sig selv til et problem i samfundet, hun følger sine irrationelle indskydelser. Hun er en af den slags personer, som mange garanteret ikke ville synes særlig godt om, hvis de tilfældigt mødte hende i det virkelige liv. Hun lugter, hun vrænger ad andre, hun er uansvarlig. Som her, da hun giver sønnen Tore chips til aftensmad:

»Da vi er kommet ind i lejligheden, løber Tore hen til fjernsynet. Jeg lægger mig i sofaen. ”Jeg er sulten,” siger han. ”Jeg tror, vi har en pose chips.” ”Er det med sour cream?” ”Hold nu kæft,” siger jeg, ”har du nogen anelse om, hvor usædvanligt det er at spise chips til aftensmad? Det er der ingen af dine venner i børnehaven, der må.” ”Hvorfor ikke?” ”Fordi deres forældre er hysteriske,” siger jeg og rejser mig, henter posen ude i køkkenet, tager også et æble med.«

Johanne bliver fremstillet som en særdeles kærlig mor, hun er grundlæggende hverken usympatisk eller afstumpet over for sønnen, hun kan bare ikke holde samfundets kvælende favntag ud. Hun opdrager ham på sin måde, så godt hun kan, midt i afmagten. Hun mærker velfærdsstatens blik på sig, naboernes blikke, forbipasserende på gaden, når hun sidder og drikker øl. Blikke, der dømmer hende som et dårligt menneske. I den forstand er Gennem natten og vinden en skildring af erfaringen af at blive set som et problematisk element i samfundet og erfaringen med at blive dømt for at ville kræve for meget af det forkerte, at falde uden for normerne. Til forskel fra Flaubert skildrer Lucas dette ved at lade Johanne fortælle historien, så man som læser oplever indefra, hvordan det føles at blive udskammet af omgivelserne. Måske det er derfor, Johanne umiddelbart virker så meget mere sympatisk end Emma Bovary, selvom hun ikke nødvendigvis er det.

Svinskhedens dialektik

Det er en ret stærk ambivalens, jeg som læser mærker under læsningen af bøger som Madame Bovary eller Gennem natten og vinden, My Year of Rest and Relaxation eller Forbrydelse og straf. På den ene side er det svært ikke at fordømme hovedkarakterernes problematiske handlinger. På den anden side ved jeg, hvorfor de opfører sig sådan, og med den viden i hovedet er det svært at være rigtigt fordømmende. Den viden får mig faktisk til at mærke det stik af sympati, der får mig til at læse videre. Denne narrative drivkraft, hvor fordømmelsen og forståelsen hele tiden holder hinanden i skak og driver hinanden fremad i nye, interessante retninger, kan man betegne som en slags svinskhedens dialektik. Det er, som om svinsk dialektiske bøger simpelthen er umulige at lægge fra sig, når først man er kommet i gang med dem.

Det er, som om smålighed, drab, ærgerrighed, pædofili, løgnagtighed og berigelseskriminalitet simpelthen appellerer til folk, der læser bøger.

Hvorfor? Måske fordi den slags litteratur formår at vise, at personer aldrig enten kun er dårlige eller kun gode mennesker, men i stedet skildrer den evige komplekse forhandling, ethvert menneske foretager med sig selv og det omgivende samfund hver eneste dag livet igennem. Når Johanne i Gennem natten og vinden taler grimt og kommer til at stikke sin søn en lussing i afmagt er det ubehageligt, fordi man som læser samtidig er på Johannes side. Hun ønsker ikke at stikke den lussing, hun ved, det er forkert, hun elsker sin søn over alt på jorden, og det ved man som læser.

Romaner, der vækker den slags ambivalens, er bare svære at ryste af sig, og man må læse videre. Hver gang det er lige ved at være for meget med al den utroskab og vrængen ad alt og alle, får man alligevel en luns, så man tænker: Hold da op, du er godt nok irriterende, men jeg har måske en fornemmelse af hvorfor, lad mig læse videre. Den slags vækker bare grundlæggende nysgerrighed, i hvert fald hos mig, som læser. Så får jeg lyst til at finde ud af mere om, hvorfor Emma foretager livsvalg, der skriger til himlen i deres grådighed, eller hvorfor fortælleren i My Year of Rest and Relaxation bedøver sig og ikke orker at føle noget for andre, eller hvorfor Johanne ikke ønsker at modtage hjælp fra de velmenende personer, hun trods alt også møder.