Print artikel

»Jeg elsker bare kultur«

Måske verdens dyreste papirkurv.
Kommentar
04.09.19
Den ukritiske måde, medier og politikere omgås »kultur« som et hyggeligt kransekagefænomen, der bare er super skønt og vidunderligt, gør kulturen en bjørnetjeneste, for ikke alle bøger, musicals, radioudsendelser eller teaterstykker er lige interessante eller vigtige. Løsning? Journalisterne skal genopdyrke en solid, vrængende kulturkritik, og politikerne skal turde tage stilling.

»Tak til Jyllandsposten for meget fint at opsummere i nyt ord – ’nationaldeltagende’ – det, som i mit perspektiv er noget helt unikt meget dansk. Troen på at alle mennesker via kulturen bliver skabende, og dermed udtrykker identitet, tilhørsforhold eller fysisk skaber noget i verden.«

Sådan skriver Danmarks kulturminister på Twitter om et interview, hun for nylig gav til Jyllandsposten. For det første er det svært at forstå, hvad ministeren egentlig mener med sit »helt unikt meget dansk«, for det andet lyder ordet »nationaldeltagende« lidt som noget et par dårlige kommunikationsfolk, der er blevet smidt ind i et rum og tvunget til at brainstorme et par timer, kunne have fundet på, men lad nu det ligge. Det interessante i denne sammenhæng er, at citatet eksemplificerer en dybt skadelig tilgang til »kultur«, nemlig at »kultur« (forstået snævert som kulturprodukter) er et samfundsgode, vi per definition skal knuselske, en slags drys på toppen af samfundet, eller noget man kan bruge til at være »nationaldeltagende« hvad i alverden det så indebærer.

Den kulturknuselskende tilgang ses, udover på kulturinteresserede politikeres twitterprofiler, i dagbladenes kulturspalter, hvor storstilede, ukritiske forfatterinterviews, der desperat forsøger at nå ind til mennesket bag bogen og den slags, står side om side med petitnyheder, hvor dovne kulturjournalister planker historier fra ind- og udland om, at et eller andet maleri er blevet solgt for så og så mange penge, at Netflix vil lave en ny serie med udgangspunkt i Danmark, at nordiske krimier bare sælger godt i Tyskland, at et britisk medie igen-igen har lavet en artikel om ordet »hygge« osv. Kultur er per definition godt, må vi forstå, og især hvis den er dansk.

Et par eksempler: Dansker solgte ud af sin enorme samling: Det her er måske verdens dyreste papirkurv, hvor Politiken, organet for den højeste oplysning, beskriver det sensationelle ved salget af en Wegner-papirkurv, der gik for 50.000 svenske kroner, selvom vurderingen lød på 10.000. Eller hvad med den her: Farvel til et stykke kulturhistorie: IKEA-kataloget bliver lagt i graven. Læs Sara Skarums nekrolog om, ja, møbelkonglomeratet IKEAs beslutning om ikke længere at printe en milliard siders junkmøbelreklame og omdele dem til samtlige husstande. Ja, Politiken er slemme, men for god ordens skyld skal vi da også tage et par fra andre medier. Således skriver dr.dks kultursite tilfældigt sensationshungrende om det 17-årige popfænomen Billie Eilish’ vrede over et tilfældigt tysk magasins brug af et (konstrueret, 3D-printet, digitalt) topløst billede af hende til deres forside: 17-årig popstjerne raser over topløs forside: ’Hvad fanden er det her for noget lort?’. Ja, fristes man til at sige, hvad fanden er det her for noget lort, og hvor er relevansen? Hvis så bare artiklen havde åbnet for en diskussion af samtykke og privatliv i den digitale tidsalder, men nej, den gennemgår blot slavisk den opgejlede Instagram-debat og oplister Billie Eilish’ resultater i form af hitlisteplaceringer og Spotifyaflytninger. Eller Berlingske, selvfølgelig også Berlingske, der netop har haft denne tophistorie på sin kulturside: Legendarisk TV-program med 350 millioner seere får dansk udgave: Dar Salim og Felix Smith skal være værter, en artikel, der jublende beskriver, hvordan mandehørmeprogrammet Top Gear, der handler om at køre ræs og være bøvet, fra 2020 kommer til Danmark.

Problemet med denne lallende happy go lucky-tilgang til kultur er, at den gør litteraturen, billedkunsten, musikken, balletten, arkæologien, essayistikken en bjørnetjeneste, ja, man kunne måske ligefrem kalde det et dødskys. Hvorfor? Fordi det i udgangspunktet hverken er godt eller skidt, »at alle mennesker via kulturen bliver skabende, og dermed udtrykker identitet, tilhørsforhold eller fysisk skaber noget i verden.« Som bekendt havde nazisterne også masser af kultur, den var bare en problematisk kultur. Når sværmen af eftersnakkende kulturjournalister anført af kulturelskende politikere som Joy Mogensen jubler over al kultur og skriver jublende twitteropslag eller artikler uden den store selvstændige tænkning om den, fordi kultur bare er super fedt, bare er det bedste i hele verden, så indhegner de kulturen og udvander den. Så bedøver de kulturen, og den risikerer med tiden at blive så bedøvet, at den aldrig bliver skarp og kantet igen, måske aldrig vågner ordenligt op. Vi ved jo alle, at forældre, der opdrager deres børn for eftergivende, gør dem en bjørnetjeneste. Samme logik gælder her: politikere og meningsdannere, der bare elsker kultur uden at turde bedrive en seriøs kulturkritik, uden at turde tage stilling til noget som helst, men bare elsker, elsker, elsker al kultur (især hvis den er dansk og ikke for elitær), gør kulturen mere skade end gavn.

Løsningen lyder simpel, men er det selvfølgelig ikke, for den kræver hårdt arbejde, mod, tænkning og tid. Den kræver, at flere journalister tager kulturen seriøst og lader være med at fokusere på forfatteres privatliv, lader være med at skrive om priser på malerier og prins Henriks efterladte afrikanske masker, lader være med at antage, at al kultur er god kultur, men i stedet bruger spaltepladsen, hjernekapaciteten og arbejdstiden på at bedrive seriøs kulturkritik. Og det kræver, at politikere som Joy Mogensen, der beskæftiger sig med kulturområdet, ikke hele tiden smyger sig uden om at udvikle en reel, nyskabende kulturpolitik.