Print artikel

Så stor forskel en hale gør

'Sit eget værelse' er netop udkommet på Rosinante
Anmeldelse
03.10.13
Hvis kvinder skal skrive, må de have et værelse med lås på døren: forgangskvinden Virginia Woolf er atter aktuel. Denne gang med en strøm af tanker om det at være haleløs - blandt andet.

Den haleløse kat er et sælsomt dyr. Et dyr man med et medlidende smil kan småsnakke om, når den seriøse samtale er slut og et selskab bryder op. Det er et underligt afkortet dyr som Virginia Woolf reflekterer over i sit kanoniserede værk A room of one’s own fra 1929. Nu, for tredje gang oversat til dansk med titlen Sit eget værelse. Bogens kvindelige jegfortæller bemærker i begyndelsen af værket en sådan kat. Hun ser den gennem et vindue ved et fint frokostselskab på det fiktive Oxbridge University. Et universitet der som de prestigefulde engelske universiteter Oxford og Cambridge var forbeholdt mænd indtil begyndelsen af 1900-tallet. Synet af den mærkværdige kat igangsætter med Woolfs karakteristiske brug af stream of consciousness en længere tankerække hos jegfortælleren:

»Synet af det stympede og forkortede dyr, der med bløde poter traskede tværs over gården, ændrede som ved et slumpetræf det emotionelle lys i min underbevidste intelligens…. Jeg betragtede manxkatten stå stille midt på plænen, som om også den satte spørgsmålstegn ved universet, som om der manglede noget... Det er mærkeligt, så stor forskel en hale gør – De ved, sådan noget man siger, når et frokostselskab bryder op, og folk finder deres frakker og hatte

Frembragt af et sanseindtryk reflekterer jegfortælleren over den anderledes skabning, der tilsyneladende prikker til tingenes tilstand og til det, som mangler. Den haleløse kat viser sig at være en spejling af værket i dets helhed. I Sit eget værelse stiller Virginia Woolf netop spørgsmålstegn ved den eksisterende orden. Det gør hun indenfor den tematiske ramme: Kvinder og litteratur. Værket er en udvidet og revideret udgave af to forelæsninger, som Woolf afholdt på Newham College og Girton College i 1928. På det tidspunkt de to eneste kvindeuniversiteter i Cambridge. I Sit eget værelse stiller hun sig kritisk over for kvinders historisk manglede muligheder i universitetsverdenen og på den kunstneriske, litterære scene. Det er på den ene side en dramatisk og fiktionaliseret fortælling, hvor synsindtryk, smage, dufte og lyde igangsætter tanker om forskellen på kønnenes muligheder inden for litteraturen. For eksempel når synet af en haleløs kat bliver afsæt til et kritisk blik på betydningen af ubetydelige forskelle. De omskiftelige tankerækker føres an af en kvindelig, meget lærd jegfortæller, der uden nogen klar identitet bliver en slags universel kvindestemme:

»kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael, eller hvad De nu synes – det har ingen som helst betydning.«

På den anden side har værket karakter af et manifest. Et manifest hvor Woolf med klarhed insisterer på kvinders ret til frirum og likvider, dedikeret til tænkning og kunstnerisk abstraktion. Det er altså med en kombination af sanselige beskrivelser og ligestillingspolitisk engagement, at Woolf skriver sig frem mod den berømte tese: »at det er nødvendigt at have fem hundrede pund om året og et værelse med lås på døren, hvis man skal skrive fiktion eller poesi«. Rationalet er, at der historisk set har stået en række materielle hindringer i vejen for, at kvinder har kunnet udfolde deres intellekt og bidrage til litteraturhistorien. Kvinderne har manglet frirum som følge af mange børnefødsler og de har været fattige som følge af den manglende juridiske ret til ejendom.

»Intellektuel frihed afhænger at materielle ting. Digtning afhænger af intellektuel frihed… Kvinder har haft mindre intellektuel frihed end sønnerne af Athens slaver. Kvinder har altså ikke haft en hunds chance for at skrive poesi. Det er derfor, jeg har lagt så megen vægt på penge og på at have sit eget værelse.«   

 Tesen om de materielle tings betydning for forfatterens sind er som titlen antyder en af hovedpointerne i Woolfs værk. Sammenhængen sætter gang i flere dramatiserede og fiktive digressioner hos jegfortælleren. Hun forestiller sig blandt andet Judith Shakespeare, en imaginær søster til William Shakespeare med anlæg for samme geni og intelligens. Judith bliver et billede på den tragiske skæbne, den intelligente kvinde må have mødt under forholdene i det 16. århundrede. Tankerækken er en forestilling om denne tragiske skikkelses livsforløb. Mens hendes bror har haft adgang til skolegang, teatre og til at kunne tjene på sin litteratur har Judith været forpligtet i hjemmet og hendes skrivelyst er blevet hende nægtet og latterliggjort:

»Hun døde ung – hun skrev desværre aldrig et ord... Enhver kvinde, der var født med stort talent i det sekstende århundrede, ville være blevet vanvittig, have skudt sig eller endt sine dage i en ensom hytte langt fra landsbyen, halvvejs heks, halvvejs troldkvinde, frygtet og latterliggjort«.

Judith Shakespeare bliver et ledemotiv gennem teksten og står som et fiktivt og tragisk bevis på de bedrifter kvinder historisk set er blevet hindret i.

Det på en gang poetiske og manifestagtige værk afslutter Virginia Woolf med en opfordring til de kvindelige studerende, hendes tilskuere såvel som hendes læsere. Hun minder om, at den historiske udvikling har mindsket de materielle hindringer, kvindeskikkelser som Judith Shakespeare har stået overfor. Woolf opfordrer kvinderne til at tjene femhundrede pund om året og til at få deres eget værelse med en lås på døren. Woolfs tekst har en velfortjent plads som et af den feministiske kulturkritiks væsentligste skrifter. Sit eget værelse og Virginia Woolfs forfatterskab generelt må tilkendes en del af æren for, at kønnene i dag har lige muligheder på den kunstneriske og litterære scene. Kvindelige forfattere ses ikke længere blot som besynderlige væsner, der småsnakkes om, når det gode selskab bryder op og man henter sin frakke.

Når kvinder dog alligevel i år 2013 er underrepræsenterede i kunstverdenen og de beslutningstagende stillinger på universiteterne, bør Sit eget værelse måske konsulteres igen. Merete Ries nye og helt igennem fine oversættelse er en udmærket anledning.  

 

Virginia Woolf: Sit eget værelse 

Originaltitel: A Room of One’s Own

Oversat af: Merete Ries

208 sider, vejl. pris 199,95 kr.

Udgivelsesdato: 26. september 2013