Print artikel

Idiosynkratisk rapport: Djøf Forum 2017

Djøf-formand Lisa Herold Ferbing i hyggelige omgivelser. Foto: Morten Holtum.
Idiosynkratisk rapport
19.05.17
Dansk jurist- og økonomforbund har opdaget, at der er en krise mellem eliten og folket. Heldigvis er det hovedsaligt noget, der foregår et andet sted. ATLAS har livestreamet djøffernes fagfestival for 2017. Det hele, ja.

Det er en solrig dag, da jeg ser det. Jeg ruller henover Vesterbros toppede brosten med min dreng foran på cyklen og spejder som altid efter underholdende scenarier som en ambulance med udrykning, politifolk i gang med stavene eller et hvilket helst tungere industrikøretøj i færd med at ødelægge vores infrastruktur for på sigt at forbedre den, da jeg ser noget, som er alt mulig andet end det: Et skilt på toppen af Øksnehallen foran en tom plads med ordene ’Djøf Forum 2017’ på en konferenceblå baggrund. Det er svært at modstå.

Næsten hver morgen kører jeg forbi DJØFS hovedkontor ved Nørreport og undrer mig over det slogan, der pryder forbundets facade. ’One find boundaries by pushing them’, står der med et af de generiske bonmots, der som regel har et brandingsbureau som fader og en coach-industri som moder. Det gør mig ind i mellem rasende, på linje med de billeder af kendisbaristaer, der pryder Kvicklys butiksfacader på Nørrebrogade, et par kilometer derfra. Men som regel gør det mig bare perpleks.

Hvad betyder det? Er det en kommentar til arbejdsmarkedet og det skrumpende sociale sikkerhedsnet under det, som djøfferne populært betragtes som en slags portvagter til? Er det netop en slags tomt management lirumlarum, eller dækker sloganet (som kommer fra psykologen og samfundsteoretikeren Herbert Simon) over en slags dybere indsigt, som kun djøffernes administrerende klasse har indsigt i?
På mange måder er ordene obskure som djøfferne selv, den ansigtsløse elite, der herhjemme bliver tilskrevet ansvaret for hvad som helst, først og fremmest den fremmedgørelse over for velfærdsstaten, som synes at titte frem alle steder. Selv vores statsminister slog vel reelt ud efter djøfferne og den New Public Management, som de ofte ses som eksponent for, da han for nylig udtalte, at man i det offentlige system skal »holde op med at spilde tiden på alt muligt dillerdaller«.

Men djøfferne er mere eller mindre os selv, jeg kender ret mange af dem. De er i min familie, de er i min bekendtskabskreds, de er endda i dette magasins redaktionsgruppe. De administrerer vores stat, ofte ud fra de samme grundprincipper, som  jeg selv har, men få føler sig vel som dette: En djøffer.

Bylder på kroppen

Derfor er der da heller ingen problemer med at låne et login fra et Djøf-medlem, da jeg nøjagtig en uge efter cykelturen sætter mig foran skærmen for at deltage i den forannoncerede begivenhed ’Djøf  Forum 2017 – postfakta og populisme. Demokratiets nye virkelighed – streaming’. 3,5 times transmission fra Øksnehallen. Jeg får ikke den efterfølgende ’mingling’ med, som fra scenen annonceres som en central del af arrangementet, den streames ikke, men det lever jeg med, selvom den nok er en væsentlig del af processen, hvis man vil lære Djøf at kende. Udenfor skinner solen.

Jeg finder min computer frem og logger på. Transmissionen starter med omkring en halv times mere eller mindre blank skærm, hvor det kun er titelbladet, man kan se på scenens bagskærm. Det er lidt kedeligt, fordi man ikke kan fornemme den elektriske stemning i salen, men til sidst træder forbundsformand Lisa Herold Ferbin frem på scenen, og så bliver det lidt mere spændende. Hun er en høj nydelig kvinde i en koksgrå spadserdragt med ternet mønster, designerbriller og håret trukket hårdt bagud i en hestehale, opdelt i en grå og en sort halvdel, der skiller lige på midten som det, der i gamle dage i Århus hed en nat- og dagsnitte. Bortset fra at den var mere brun end grå, men det er ikke vigtigt lige her. Hun byder velkommen til Djøf Forum. Trykket er på sidste stavelse, djøFORUM.
Temaet er postfakta og populisme som sagt, og jeg tænker egentlig, at det er interessant med netop elite-overvejelsen i baghovedet. For det er jo i høj grad det, den nyere tids udvikling handler om, virkelige eller forestillede skel mellem elite og folk, hvilket dagens oplægsholdere da heller ikke er blinde over for.

Ordstyrer er Steffen Kretz, der, som Ferbin siger, »om nogen har fingeren på pulsen i forhold til den globale udvikling«. Kretz starter med et Platon-citat om demokratiet, der bærer kimen til sin egen undergang og viser et par af sine egne indslag fra USA med Trump-vælgere i Florida, før han overlader scenen til en filosof og forsker fra Center for Information og Bobleforskning, Mads Vestergaard.

Det er fint nok, men det meste har man hørt før, hvis man læser lidt avis og ser nyheder

Han skal tale om den postfaktuelle verden og raser fem og tilbage på scenen, lidt rød i hovedet og med et viltert skæg, der på en måde er lidt for viltert til det her publikum, men passer godt til rollen. Han taler om opdelingen mellem elite og ”det sande folk” og pingponger lidt med publikum, når han taler om mistilliden »til de rige og magtfulde, sådan nogle som jer!« uden rigtig at få så meget respons fra salen. Om kampen om opmærksomhed, og hvordan det ikke betyder noget, at falske nyheder dementeres, når folk allerede er videre i kakafonien af nyheder fra traditionelle medier, men især fra facebook, twitter osv. Han citerer Bibelen fra Jobs bog om bylder over kroppen som noget, der sendes som en straf for syndige gerninger, og spørger åbent, hvorvidt det er sådan, eliten ser på tabersegmentets lidelser, udkantsmenneskets genvordigheder. Om de ser det sådan, at de lider selvfortjent, og om at populister tilbyder et andet narrativ om de forsvindende privilegier, som virker, selv om det ikke er rigtigt. Han spørger, om man kan forestille sig, at populisterne bliver indhentet af deres egen inkompetence, uden at få svar.

Det er fint nok, men det meste har man hørt før, hvis man læser lidt avis og ser nyheder, men Steffen Kretz kvitterer med et »superinteressant«, da oplægget er forbi. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor meget det koster at hyre Steffen Kretz og den næste oplægsholder på programmet.

Putin på hest

Han er Djøf Forums stjerne om end en lidt falmet én af slagsen: Alistair Campbell, Tony Blairs gamle spindoktor, som populært tilskrives rollen som den moderne opfinder af spin. Han joker lidt med, at ’Borgen’, tv-serien, skylder ham, og konstaterer, at han har været involveret  på den tabende side i alle taber-afstemninger, der er foretaget for nylig. Først og fremmest Brexit, som hans oplæg handler ret meget om. Han banker løs på Boris Johnson og på Nigel Farage, som han også skændes med i et klip, der bliver vist på storskærmen. Han taler om, »the pact of political trust« mellem politikere og vælgere, om at omforme vælgernes bekymringer til politik, og hvordan finanskrisen viste, at den pagt praktisk talt ikke eksisterede. Også når arven fra krisen er, at folk tænker, at politikerne bekymrede sig mere om banker og finansinstitutioner end almindelige mennesker, »the working people«. Han taler om den manglende tillid imellem de tre bærende ben »i hjertet af politik«: Politikere, medier og offentlighed.

Han er en dygtigere oplægsholder end de andre, og er sjov og charmerende på den der underspillede britiske måde med ordspil, der fedter lidt for publikum, som når han opstiller sin formel for succes, at objective, strategi og taktik er afstemt, og joker med, at dens forbogstaver på dansk danner ordet OST. Vladimir Putin har formået at afstemme de tre elementer, så de alle peger frem mod det samme mål: At genoprette russisk magt i verden, uanset om det er via »indblanding i det amerikanske valg, at invadere et land og sige, man ikke har gjort det eller tage sin skjorte af og ride på en hest, hvilket jeg personlig ville ønske, jeg ikke havde set«, som han siger.

Der er mindre kongruens i vores velmenende centrumvenstre-centrumhøjre-regeringers strategier, konstaterer han og kommer med et par gode råd, samtidig med at han understreger, at det også er vigtigt, at offentlighederne også føler et større ansvar for, hvordan vores samfund fungerer, og at de engagerer sig mere – for eksempel ved at stemme.

Det er meget fornuftigt på sådan en lidt selvhjælpsbog-agtig måde. Men det er svært at ryste fornemmelsen af sig af, at Campbell mest søger at genoprette sit rygte og lancere sig selv som en idealist, og at han måske allermest holder oplæg her i dag, fordi kalenderen ikke er så fuld længere. Man kan købe hans bog i pausen, der sælger han den ved et bord, og så kan man sludre lidt med ham samtidig, annoncerer Steffen i sit lille hyggelige interview med ham.

Jeg har bevæget mig op på min tagterrasse for at få lidt sol i ansigtet og kan mærke en svagt stigende irritation, da computeren løber tør for strøm og tvinger mig ned i mørket igen. Ikke bare derfor, men også over noget andet. Den stiger, mens jeg vasker op, og lytter til Marlene Wind, der i et par stramme vinylbukser og med en fjernbetjening i hånden holder sit oplæg. På væggen bag sig kører hun et godt gammeldags powerpoint-show med pointer, illustreret med den slags sketchtegninger, som allerede var usjove, da samfundsfagslæreren viste dem i gymnasiet, og som må findes på en særlig, usjov, hjemmeside. Hun gennemgår den politiske udvikling i Europa, hvor skidt det er nogle steder, men også hvordan medierne fordrejer alting, og det hele alligevel ikke er så slemt alligevel, som der så også relativt ofte står i aviserne. Der er heller ikke rigtig noget nyt her, men det er jo rigtigt nok det meste sådan set, så det er egentlig ikke det, der irriterer. Jeg spiser et æble, både fordi jeg keder mig, og fordi jeg tænker, at det måske kunne være blodsukkeret, der er lavt, vandrer lidt rundt i stuen, og så går det op for mig, hvad det er, der er galt. Det er den komplette mangel på udfordring af konsensus. At alle folk er enige i en grad, så man ikke engang behøver at fastslå, hvad man er enige om i dette forum af samfundsforvaltere, eller hvorfor man er enige om det.

Jeg sætter mig i sofaen og laver en liste:

For:

  • EU
  • Globalisme
  • Centrumvenstre
  • At bevare systemet som det er
  • Demokraterne
  • Labour

Imod:

  • Trump
  • Brexit
  • Tory
  • Rå kapitalisme (når den bliver for synlig)
  • Populisme
  • Højrepartier

Jeg er jo også selv enig i det meste, men jeg savner en gammel mand med kulørte seler og fuldskæg, på scenen eller blandt publikum, der rejser sig op og siger noget, der måske er lidt ved siden af skiven og måske er lidt racistisk eller konspiratorisk eller måske bare kapitalismekritisk, men som rykker alle folk ud af deres komfortzone. Jeg savner, at der er noget på spil. Nogle at være uenige med. At den frustration, der findes ude i verden, hjemme i Danmark, på en måde også fysisk er til stede i salen. En lille smule angst.

Hvem er eliten?

Talerstolen er nu overladt til en generisk væg-til-væg ekspert i geopolitik med et italiensk navn og en uddannelse fra et amerikansk eliteuniversitet, bred slipseknude, lidt fortid i en tænketank og så ellers konsulent-virksomhed i ’global strategi’. Han taler med et ligegyldigt ansigtsudtryk om Trump, hvordan etablissementet indenfor »the beltway« i Washington faktisk er blevet isoleret fra det rigtige folk, true, som han har opdaget på sine rejser i det rigtige USA, men jeg hører ikke rigtig efter. Jeg tænker over, hvordan han er stået op om morgenen på et hotel i en fremmed by, måske tænkt, at det var bedre end det sidste, måske værre, fundet jakkesættet frem og tænkt på, hvor han skal spise henne om aftenen, om det er en god restaurant, arrangørerne har valgt. Om han skal købe en ny familiebil. Om han behøver at opdatere sit talepapir fra sidst og fra ugen før, og hvordan han er nået frem til, at det behøvede han ikke.

Jeg tænker på, hvorfor der ikke er større behov for at udfordre automatholdningerne, men også på, hvorfor djøffernes egen position i den her fremmedgørelse mellem elite og ”folk” ikke undersøges, når det nu er temaet for konferencen, og djøffernes rolle som forvaltere af vores samfund synes at være stadig vigtigere på et tidspunkt, hvor de etablerede partier har travlt med at smide ansvaret for velfærdsstatens forvaltning fra sig. At det burde være et selvindlysende emne at dykke ned i, at det ville gøre det vedkommende, men også at eliten altid er de andre, mens man selv er folket. Eller, måske ikke folket, men i hvert fald ikke dem, der er ansvarlige for lortet. Men mest af alt keder jeg mig og sidder tilbage med en vag murrende fornemmelse af frustration, som jeg ikke ved, hvorhen jeg skal rette.