Print artikel

Endnu mere, du skal se på CPH:DOX

Fra filmen 'Caniba'
Anbefaling
15.03.18
Filmfestivalen CPH:DOX er tilbage. Her kommer seks anbefalinger om en rejse til jordens indre, kannibaler, stjernehimlen, flygtningekrisen, reality-politikere og fodbold.

Good Luck

Som en anden Axel vil Ben Russell til jordens indre i Good Luck. I modsætning til Jules Vernes sci-fi-klassiker Rejsen til jordens indre går turen ikke gennem en vulkan, men derimod gennem to miner på hver sin side af jordkloden - nærmere bestemt en kobbermine i Serbien og en illegal guldmine i Surinam. I to årtier har Russell blandet etnografi, surrealisme og observerende dokumentarisme til tranceagtige tableauer og skabt noget af det mest visionære filmkunst. I Good Luck kombineres det med mineskakter, boremaskiner, mørke, klipper, mudder, sand og sten. At spejle de to miner i hinanden kan minde om Michael Glawoggers politiske og utroligt flotte Workingman’s Death, hvor man i seks kapitler følger mennesker udføre manuelt arbejde under kummerlige forhold i forskellige dele af verden, men Russells sigte lader ikke til at være arbejdernes lod i den globale kapitalisme. I stedet synes han at gå på opdagelse i de underjordiske rum og gange for at forbinde den menneskelige sfære og filmen med mineraler og råmaterialer og skabe udfordrende og nærmest bevidsthedsudvidende koblinger og perspektiver. Good Luck virker som en passende videreførelse af Russells hallucinerende og hypnotiske filmkunst.

Torsdag 15/03, kl. 13.00 i Dagmar

Lørdag 17/03, kl. 20.00 i Cinemateket

Onsdag 21/03, kl. 20.45 i Cinemateket

Program her.

Caniba

Russell har et par ligesindede kollegaer i Verena Paravel og Lucien Castaing-Taylor, når det kommer til at eksperimentere med filmen som et slags feltarbejde. Som nogle af hovedkræfterne i Harvards Sensory Etnography Lab presser de grænserne for, hvad visuel antropologi kan og skal. Når de finder et emne, lader de emnet styrer den kunstneriske form og retning. Paravel og Castaing-Taylor har tidligere lavet Sweetgrass om en gruppe fårehyrders sidste tur med flokken og Leviathan om kommercielt industrifiskeri oplevet fra alle leder og kanter på en kutter. Deres film er på én gang poetiske og hypersansende, men hvor fårehold og fiskeri er forholdsvis uskyldige og afdæmpede emner, så er kannibalisme anderledes provokerende og tabubelagt. I Caniba møder vi den japanske kannibal Issei Sagawa, der i 1981 dræbte og delvist spiste den hollandske kvinde Renée Hartevelt i Paris. Sagawa blev fængslet af fransk politi og senere erklæret sindssyg. Han blev efterfølgende udleveret til Japan, hvor han efter en procedurefejl blev en fri mand. Han havde i mellemtiden opdyrket en kendisfaktor og fik tilbudt forskellige småjobs - bl.a. som madanmelder - men i dag er han lam, sidder i kørestol og bliver passet af broren. I klaustrofobiske nærbilleder udbreder Sagawa sig om sine, ja, saftige forbrydelser i ungdommen, makabre dødsønske og had-kærligheds-forhold til broren. Paravel og Castaing-Taylor træder for dem og nok også alle andre ind på moralsk og psykologisk ukendt territorium i Caniba, men gør det åbensindet og uafklaret. Caniba er nok ikke en behagelig oplevelse, men garanteret tankevækkende og udfordrende.

Søndag 18/03, kl. 21.45 i Cinemateket

Mandag 19/03, kl. 12.00 i Dagmar

Lørdag 24/03, kl. 19.30 i Empire

Program her.

Infinite Football

Rumænske Cornelio Porumboiu er tilbage med endnu en fodboldfilm. For fire år siden trak han os i The Second Game igennem en trist nulløsning i snevejr fra 1988 mellem de to Bucharest-klubber Dinamo og Steaua, der også er henholdsvis politiets og hærens klubber. Porumboius far var kampens dommer og fortæller, at dramaet udspillede sig uden for banen. Kampens kontekst var fyldt med politik, og han modtog dødstrusler inden kampen. I Infinite Football er emnet og stemningen mere komisk. Laurențiu Ginghină er Porumboius ven, og han har fået ødelagt en måske lovende karriere af en grim skade. Han har dog ikke opgivet fodbolden. Nu er han en slags fodboldteoretiker, der drømmer om runde baner og nye regler, der skal skabe et mere flydende spil og minimere risikoen for skader. Og så arbejder han som administrativ medarbejder i kommunen. Minimalismen, den stille langsomhed og den underspillede deadpan-komik er grundsten i Porumboius filmkunst, der har indbragt ham flere filmpriser og placeret ham som en hovedskikkelse i den rumænske nybølge. Og den bureaukratiske satire lurer som regel lige om hjørnet, hvis ikke den indtager selve rampelyset, når hans film udvikler sig til også at være fortællinger om Rumæniens nyere historie. Det lader til, at Infinite Football er lige præcis alt det samtidig med, at den også bare er en film om excentriske fodboldvisioner.

Fredag 16/03, kl. 19.15 i Cinemateket

Fredag 23/03, kl. 21.30 i Cinemateket

Lørdag 24/03, kl. 14.15 i Dagmar

Program her.

Johann Lurf har blikket rettet imod stjernerne. Eller rettere. Han har blikket rettet imod stjernerne på film. ★ består udelukkende af stjernehimler klippet sammen fra andre film, og eftersigende er værket uafsluttet. Der vil i fremtiden blive føjet flere stjernehimler til. Lurfs projekt lyder utrolig nørdet, og det er ikke overraskende hans bagkatalog taget i betragtning. I 2015 blev en række af hans eksperimenterende kortfilm vist på Copenhagen Architecture Festival, og de afslørede en lyst til at presse filmteknikken til sit yderste, og en nysgerrighed efter at vide, hvordan filmen påvirker vores krop og sanser. I filmen Vertigo Rush opløses billedet af en skov, og filmlærredet står tilbage som en vibrerende trampolinmåtte, mens dybe pulserende baslyde runger. Og i Endeavour klippes optagelser af rumfærgen Endeavours opstigning sammen til kosmisk abstraktion. Lurfs tilgang til filmens repræsentationsevne er til tider anarkistisk eller ligefrem destruktiv, men det er ikke for at angribe vores sanser eller slå noget i stykker. Det er nærmere for at sætte noget igang i os - både fysisk og tankemæssigt. Mange af Lurfs film omfavner en slags opstigning. Det er ikke, hvor filmen ender, der er Lurfs bekymring, men hvordan den lægger fra land, og i ★ lader det til, at Lurf har taget denne ide til nye højder med en himmelflugt, som nok skal være svimlende udsyret og nærme sig det psykedeliske.

Fredag 16/03, kl. 21.15 i Cinemateket

Mandag 19/03, kl. 21.00 i Cinemateket

Torsdag 22/03, kl. 21.45 i Cinemateket

Program her.

I forbindelse med Lurfs besøg på Copenhagen Architecture Festival interviewede ATLAS ham. Interviewet kan læses her.

Central Airport THF

Tempelhof er “moderen til alle lufthavne” ifølge den britiske arkitekt Sir Norman Foster. Det er vel og mærke den moderniserede udgave fra 1941, som var en del af rustningsminister og arkitekt Albert Speers planer for Berlin. Lufthavnen skulle være porten til Europa og et symbol på den nazistiske verdenshovedstad Germania. Det blev Tempelhof aldrig under nazismen, men efter Anden Verdenskrig blev den ironisk nok det ene brohoved i luftbroen, der forsynede Vestberlin under den sovjetiske blokade fra 1948-49. I dag er lufthavnen nedlagt, og landingsarealet er blevet en populær park med en masse rekreative tiltag. Og ironien fortsætter, da parken nu også huser flygtninge. I Karim Aïnouz’ Central Airport THF følger vi den 18-årige syriske asylansøger Ibrahim, mens han venter på svar på, om han kan få asyl. Men det lader ikke til, at Aïnouz’ film er endnu en i rækken af dokumentarer, der bare følger i hælene på flygtninge i håbet om at få sat et konkret menneskeligt ansigt på den abstrakte flygtningekrise. Aïnouz synes at observere Ibrahim og ikke mindst omgivelserne uden for den indhegnede asyllejr og søge en balance mellem empatiske glimt af liv og skønheden i de spatiale former. Arkitektur på film har Aïnouz tidligere dyrket i det Wim Wenders-ledede Cathedrals of Culture-projekt, hvor filmskabere skulle vise bygningers indre stemme og sjæl, men Central Airport THF fortaber sig ikke i en dyrkelse geometriske former og linjer. Formerne og linjerne lader til at være en del af fortællingen om det liv, Ibrahim og vennerne kan iagttage på nært hold, men som de er afskåret fra at tage del i og måske aldrig får lov at blive en del af.

Onsdag 21/03, kl. 19.00 i Grand Teatret

Torsdag 22/03, kl. 14.30 i Dagmar

Lørdag 24/03, kl. 19.00 i Dagmar

Program her.

Maidstone

Norman Mailer var en hæderkronet romanforfatter og anses for at være en af frontløberne i new journalism sammen med Truman Capote og Hunter S. Thompson. Men Mailer var mere og andet end forfatter og journalist. Han var også kunstner, skuespiller, aktivist og filmskaber. Sidst i 1960’erne begik Mailer tre improviserede avantgardefilm. Maidstone fra 1970 er den af filmene, som vakte mest opsigt, men den blev ikke synderligt populær og fik heller ikke særligt gode anmeldelser. Det er måske heller ikke så overraskende alt taget i betragtning. Mailer finansierede selv filmen, men fik aldrig skrabet et særligt stort budget sammen. Produktionsomkostningerne var dog nok til at føre Mailer ud i en personlig bankerot. Filmen blev optaget i 1968 over fem dage uden brug af manuskript eller drejebog, og Mailer endte med at have 45 timers råoptagelser. Filmholdet drak en del under produktionen, og filmen var først færdigklippet i en 110-minutters udgave i 1970. Mailer spiller selv hovedrollen som filmskaberen Norman Kingsley, der i filmens univers er kendt som den amerikanske Bunuel. Kingsley er ved at indspille et seksuelt provokerende drama om et bordel, og i tolv dokumentariske kapitler følger vi den narcissistiske og tyranniske Kingsley i arbejdet med filmen omgivet af venner og skuespillere. Ved siden af indspilningerne har Kingsley også gang i en præsidentkampagne. Det lyder måske umiddelbart som en overskruet satire med store armbevægelser og forsvindende lidt substans. Og det er Maidstone måske også. Stadig er det en film, der ikke vil gå i glemmebogen. Den er igennem årene blevet vist på flere filmfestivaler, og distributionsselskabet Criterion valgte i 2012 at udgive den på dvd. Måske foregreb Maidstone en tendens i politik og mediebilledet, som er kulmineret med nutidens reality-politikere? Altså den slags politikere med store armbevægelser og forsvindende lidt substans, der har forvandlet nyhederne og politik til overskruet satire. Bedøm selv om Maidstone er en genial profeti eller en fordrukken provokation ladet med løs krudt.

Lørdag 17/03, kl. 14.00 i Cinemateket

Program her.