Print artikel

Det skal du se på CPH PIX

Kurt Russell i 'Bone Tomahawk'
Anbefaling
26.10.16
CPH PIX starter torsdag d. 27 oktober. ATLAS guider til, hvad man kan blive klogere på, og hvad man bare ikke må gå glip af.

Cosmos

Cosmos er både et comeback og et sidste kapitel. Det er nemlig Andrzej Zulawskis første film i 15 år og desværre også hans sidste. Han døde tidligere i år 75 år gammel. Zulawski slog igennem med kontroversielle og voldelige kunstfilm. Ifølge Wikipedia. Det kan måske til nøds beskrive hans måske kendteste film Possession fra 1981 om et ægteskab, der går mere og mere skævt og ender i en kaotisk malstrøm af vold og vanvid og en excentrisk overflod af følelser og mani. Zulawskis film er så meget mere og andet end voldelige og kontroversielle. Den udsyrede On the Silver Globe er et næsten tre timer langt antropologisk fremtidssyn om en gruppe mennesker, der forlader jorden for at begynde en ny civilisation. En film, som rokker fundamentalt ved vores kulturforståelse. Cosmos går vist i al sin enkelhed ud på, at Witold ankommer til en bizar kro, hvor han skal bo nogle dage med vennen Fuchs, men han støder konstant på mærkelige ildevarslende tegn og forelsker sig hovedkulds i kroejernes datter, Lena. Og handlingen kompliceres yderligere af, at Zulawski vist nok eksperimenterer med selve fortælleformen på en måde, der vækker mindelser om de hedengangne auteurs Alain Resnais og Raúl Ruiz. Måske er Cosmos en homage til en avantgarde, der ikke længere fører an? Sikkert er det, at Zulawski igen har forsøgt at presse så meget film som muligt ind på så lidt plads som muligt. Det er film, der galoperer brutalt fantastisk af sted – fyldt med vanvid, følelser og provokationer.

Torsdag 27/10, kl. 21.15 i Cinemateket

Lørdag 5/11, kl. 21.30 i Grand Teatret

Cosmos

Bone Tomahawk

Cowboys møder kannibaler i Bone Tomahawk. Men det er langt fra bare en gimmick-film. Det er en intelligent genrecocktail, der forstår at udnytte virkemidlerne fra western- og horror-genren til fulde. Filmen begynder som en klassisk western. Nogle indbyggere bliver en nat bortført fra en lille landsby, og sheriffen sadler næste dag op med tre medhjælpere for at befri de kidnappede. Første del af filmen er ligeså meget et karakterstudie midt i Det Vilde Vesten, som det er action. Men faren lurer lige om hjørnet, og gruppen er langt fra usårlig. Det er ikke superhelte, der er draget ud på en redningsmission. Det er simple mænd, der dog måske trækker en pistol lidt hurtigere end de fleste. I anden halvdel bryder helvede løs. Den indianerstamme, som gruppen er på sporet af, viser sig at være umenneskeligt brutale, og et kannibalistisk mareridt tager form. Det er dog ikke et voldsorgie udelukkende for voldens skyld, vi er vidner til. Det er også et overgreb på den opbyggelige westerns rolige tempo og karakteropbygning, hvilket giver filmen en eftertænksom og måske næsten filosofisk klangbund. Bone Tomahawk er ikke for sarte sjæle, men den er heller ikke for dem, der bare vil have stillet blodtørsten.

Tirsdag 1/11, kl. 20.00 i Edison Teatret.

Fredag 4/11, kl. 23.00 i Gloria.

Søndag 6/11, kl. 20.00 i Empire Bio.

Bone Tomahawk

The Woman Who Left

Når der er en ny Lav Diaz-film på programmet, er det altid spændende at opdage spillelængden. Den filippinske instruktør har denne gang holdt sig på beskedne små fire timer – og det er beskedent Diaz’ filmografi taget i betragtning. Hans sidste film var på hele otte timer. Som ofte set før har Diaz vendt skæbnefortællingen på hovedet. Det fatale og skæbnesvangre er sket, og nu ser vi, hvordan det håndteres. I The Woman Who Left har den kvindelige hovedperson været indespærret i 30 år for et mord, hun ikke har begået. Og nu vil hun have hævn. Ligesom i Norte, the End of History, der var løst bygget på Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf, så er Diaz igen vendt tilbage til russisk litteraturs store skikkelser for at finde inspiration. Denne gang er det en novelle af Lev Tolstoj, som er forlægget. Diaz’ film fortælles ofte i bjergtagende billeder i bredformat i sort og hvid, og han bruger få eller slet ingen nærbilleder af sine personer, så vi er overladt til at betragte dem fra distancen. Men det er med til at opbygge en stoisk ro, som gennemsyrer hans film midt i al uretfærdigheden, tragikken og kaosset. Og The Woman Who Left ser ikke ud til at være en undtagelse. Hvis man kan finde engagementet, så plejer Diaz’ film at betale sig. Det er en enestående mulighed for en garanteret unik filmoplevelse.

Lørdag 29/10, kl. 10.15 i Grand Teatret

Søndag 6/11, kl. 10.15 i Cinemateket

The Woman Who Left