Print artikel

Det skal du se på arkitekturfestivalen

'O Fantasma' en fortælling om kulturelle og psykologiske skyggesider.
Anbefaling
27.04.17
Igen i år har Copenhagen Architecture Festival en masse filmvisninger på programmet. Festivalen har også afdelinger i Aarhus og Aalborg, men de anbefalede film bliver vist i København. Her er, hvad man ikke må gå glip af.

24 City

Delvis dokumentar og delvis fiktion. Og et fuldkommen dybfølt portræt af en kinesisk fabrik, der har givet arbejde til generationer, og som skal til at lukke. Kinesiske Jia Zhangkes essayistiske hybrid, 24 City, fra 2008 er et kras og sørgeligt billede på det moderne Kina, der tromler over de loyale og stolte arbejdere, i iveren efter at omstille sig fra kommunistisk kolos til kapitalistisk vækstcenter. Fabrikken, der til at begynde med producerede militært isenkram under den kolde krig, må nu vige pladsen for luksuslejligheder. 24 City blev kritiseret for at være manipulerende, da den kom frem. Filmens brug af fiktive karakterer blandet med rigtige arbejdere rykkede ved filmens troværdighed, mente visse kritikere. Det er dog dette greb, som gør 24 City ikke bare er en vedkommende dokumentar, men også nyskabende som filmisk portrætkunst. Zhangke vender sig i 24 City imod filmen som hukommelse og erindring. Filmens evne til at optage erindringer og selv blive en del af en historisk bevidsthed er hovedtema i filmen.

Onsdag 03/05, kl. 19.30 på Louisiana

O Fantasma

Næsten udelukkende skudt om natten i Lissabon er O Fantasma en fortælling om kulturelle og psykologiske skyggesider. Sergio er skraldemand og homoseksuel. Uden kontakt til familie og uden egentlige venner driver han ensomt om og dykker længere og længere ned i en verden af bizarre seksuelle møder. »Forestil dig en film af Pasolini uden følelser og politik. Eller en film af Almodovar uden skønhed og humor«, skrev A.O. Scott i sin anmeldelse i The New York Times i 2002. Selvom filmen fik en blandet modtagelse, så blev den et slags gennembrud for instruktør João Pedro Rodrigues. Den ufølsomhed og ligegyldighed, som A.O. Scott ikke bryder sig om, er så overvældende og altomsluttende, at det sætter sig som en rå, brutal og original æstetik. O Fantasma er en uafrystelig og mørk filmoplevelse, og en af de portugisiske film, som forsøger at løfte den tunge arv efter den portugisiske mesterinstruktør og professor António Reis, som også underviste Rodrigues i sin tid.

Søndag 30/04, kl. 21.45 i Cinemateket

El Mar la Mar

Måske kommer der snart en ny storslået mur dér, men indtil videre er grænselandet mellem Mexico og USA bare et ufremkommeligt vildnis. Især Sonoraørkenen, der er en af de største og varmeste nordamerikanske ørkner, er et barsk område. Her vokser kæmpekaktusser, og som det eneste sted i USA kan man rende ind i jaguarer her. Det tager 3-5 dage at krydse ørkenen, og mange klarer ikke turen. Filmskaberne J.P. Sniadecki og Joshua Bonnetti har besøgt området igennem tre år og fulgt migrationsstien i ørkenen. Men det lader ikke til, at de forsøger at tale på vegne af et de mest politiserede landskaber i amerikansk politik. I stedet lader de landskabet selv komme til orde. Igennem interviews med folk, der har prøvet at tage turen, danner der sig et billede af og med en billedside, som forsøger at indfange det barske terræn i 16mm-film ned til mindste detalje. Sniadecki er uddannet fra Harvards stadig mere toneangivende Sensory Etnography Lab, og filmen vandt tidligere i år Caligari-prisen på Berlinalen. El Mar la Mar er et godt bud på, hvor landskabsfilmen er på vej hen, og er en dybdegående og kærkommen behandling af den højaktuelle migrationsproblematik.

Torsdag 04/05, kl. 17.00 i Gloria

Søndag 07/05, kl. 16.30 i Cinemateket