Print artikel

Det skal du læse i weekenden

Folk horror!
Anbefaling
05.05.17
Kærlighed, hykleriske feminister og menneskeofringer. Internettet slår til igen med bunkevis af spændende læsning til weekenden.

Følger du New York Times-klummen Modern Love? Det burde du. Klummen er blevet en institution for håbefulde skribenter og har fundet vej ind i tv-serier som Girls og Orange is the New Black, hvor hovedpersonerne vender deres kærlighedskriser til kreativ succes ved at udbasunere deres privatliv i den store avis. Tænk Carrie Bradshaw, men velskrevet og reflekteret (ingen »I couldn’t help but wonder…«). Hvis man har for travlt med at læse op på arkivet, er der nu andre, der har gjort arbejdet for dig: Quartz har læst og analyseret samtlige Modern Love-klummer fra de sidste ti år og giver dig de vigtigste sandheder om den klummeværdige kærlighed.

> We analyzed every ’Modern Love’ column from the past 10 years and here’s what we learned about love

For nylig havde tv-serien Girl Boss premiere på Netflix, en fortælling som bygger på bogen af samme navn af Sophia Amoruso, stifter af tøjportalen Nasty Gal. Serien har sat gang i en debat om, hvad der gør en god feministisk ledertype: for er det nok at kalde sig girl boss eller SHE-E-O og ja, være en kvinde, eller skal man faktisk også behandle sine medarbejdere ordentligt? Amoruso, som siden er trådt af som chef, har selv været udsat for heftig kritik – og ifølge VICE er hun én blandt flere, der skjuler sig bag feminismens slagord, mens hun genopfører patriarkatets værste ledelsesvaner. Læs med i anledning af den nyligt forgangne 1. maj.

> We’re living in the era of the hypocritical ’feminist’ boss

Hvis rolling hills, cream tea og stengærder er det, der toner frem på din indre skærm når du tænker på Storbritannien, så trænger du måske til at få nuanceret dine idyller med noget folk horror. Filmgenren, der i 60’erne og 70’erne dyrkede mord, mystik og okkultisme i landlige omgivelser, har fået en revival – men nu det er det menneskelig ondskab og vold, ikke overtro, der spreder uhyggen. The Guardian guider til genren.

> Cults, human sacrifice and pagan sex: how folk horror is flowering again in Brexit Britain

Forårsvejret varer ikke ved, forlyder det, og mens du læser dette, er du sikkert ved at spænde sandalerne og smøre solcreme på din blege hud, så du kan nyde strålerne mens de er der. Men rul lige gardinerne ned engang og tænd for denne virtual reality-video, der transporterer dig til et opløst, drømmeagtigt Tokyo. Det tager kun 5 minutter.

> Is this what a city looks like in its dreams? A 360° dive into Tokyo