Print artikel

Det skal du læse i weekenden

Gedeyoga, den seneste helsetrend i USA. Her i Arizona. Foto: WikiCommons.
Anbefaling
28.04.17
Sorg og melankoli har muligvis fået et for dårligt rygte, for det kan bruges til at skabe politisk forandring. USA og Sovjetunionen ville skille sig af med Månen under Den Kolde Krig. Og så er helsetrenden gedeyoga forhåbentlig på vej til Danmark. Weekendens anbefalinger udreder trådene.

Det er en hårdlivet misforståelse, at det politiske domæne er 'rationelt', mens forstyrrende og tvetydige følelser hører til i privatsfæren. Problemet med misforståelsen er, at følelser ofte bruges som led i kontrollen over bestemte grupper eller individer, på måder der giver sig ud for at være naturlige og apolitiske. Betragt noget så tilsyneladende apolitisk som sorgen over at miste, eksempelvis. Det er noget, alle kan forstå er vanskeligt, og som skal bearbejdes. Sorgen skal erstattes med noget andet, og her står et ocean af klichéer og velmenende råd til disposition for at hjælpe sorgprocessen et sikkert sted hen. Men hvad hvis det, du har tabt, er kontrollen over din krop? Eller retten til at være i et fællesskab, der lever synligt og uden skam? I essayet My Lost Body skriver Christina Crosby om pludseligt at leve i en handicappet krop i en verden af stærke kroppe, om sorgens promiskuitet og AIDS-epidemiens melankoli. Og hun forsvarer en forståelse af sorg og tab, der opildner til modstand og ikke passivitet.

>My Lost Body

Hvis man op til flere gange har stirret op på månen og den klare nattehimmel og fået en svimlende følelse, man ikke havde lyst til at sætte ord på, så er man bare et af alle de mennesker, der nogensinde har levet. Helt i tråd med at være de små, forgæves væsener, vi er, har mennesker til alle tider projiceret ubetydelige frustrationer og mindreværd ud i det store kosmos. Og måske startede vi bare med månen, fordi den var tættest på. Her kan du læse, hvorfor månen til forskellige tider, men især under Den Kolde Krig, har været et forhadt himmellegeme.

>The Patriarchy Hates the Moon

Husk, at man ikke skal fortabe sig i læsestof dagen lang. For bikinisæsonen, som også kaldes sommer, nærmer sig. År efter år glemmer mange, at der findes tre måneder om året, hvor man i særlig grad står til ansvar for den krop, man har. Og internettet er en jungle af slanketips, der kan tage pusten fra selv den bedste. Hvem kender eksempelvis ikke mindst et par stykker, der er besvimet halvvejs inde i en juicekur siden nytår? Heldigvis kan man få en bedre krop, uden det behøver at være særligt ubehageligt. For eksempel er goat yoga endelig nået til Europa fra USA, og man kan helt sikkert snart slå gedeyogastudier – som dem, der er blevet indrettet i en stald i Amsterdam – op i sin lokale telefonbog, så enhver selv kan komme i gang.

>'Goat yoga' hits Europe: trying out asanas in an Amsterdam hay barn

Hvis det er for meget med yoga i en stald, kommer gederne sandsynligvis også snart inden for. Ligesom i Nottingham:

>Goat yoga in Nottingham