Print artikel

Det skal du læse i weekenden

Skulle det være et slot? Brug weekenden på at ose rundt i liebhavermagasinet Superior.
Anbefaling
24.03.17
Foråret er opgangstid for landets ejendomsmæglere, og hvem har ikke lyst til at købe et minislot i Gentofte? Desværre kræver det penge, og dem får man ikke fat i, hvis ikke man er intelligent. Men hvad vil det sige at være intelligent? Alt det kan du læse mere om i denne weekends anbefalinger.

Endelig er foråret på vej med sol, syrener, stævnemøder og gang i forretningen for landets ejendomsmæglere. Det fejrer liebhaverejendomsmægleren Ivan Eltoft Nielsen med udgivelsen af et spritnyt martsnummer af magasinet Superior – Udvalgte eksklusive boliger. Som navnet antyder, finder kun de bedste boliger vej til bladet, og de vildeste ejendomme får længere artikler med på vejen. I det nye Superior kan du eksempelvis læse artikler med rubrikker som Et privat paradis, H. C. Andersen & boulevarden, Nye havne med gamle navne og Mare nostrum. Sidstnævnte handler godt nok ikke om boliger i traditionel forstand, men det skib, D’Angleterre II, som det berømte hotel på Kongens Nytorv ejer, og som rige folk kan chartre og sejle selvforkælende rundt i Middelhavet på. Artiklens forfatter Per Djervig-Chamby skriver poetisk: »At sejle i det samme vand som Homer og Odysseus, romerne og fønikerne, at være anonym tilskuer til de nautiske provinser og den historiske kulisse til de puniske krige, det er en oplevelse. Ofte sprogløs, fordi sproget ikke har de samme, fine nuancer som eventyr, sanselighed og menneskelige indtryk.« Fængende? Ja, det tror jeg nok. Bor du i et rigt kvarter, har du garanteret allerede modtaget det trykte magasin i din guldbelagte postkasse. Gør du ikke, så læs det her:

> Superior

Som alle ved, kræver det ufatteligt høj intelligens at blive rig. Er du rig, er du per definition intelligent. Eller hvad? Måske du bare er dygtig til en eller anden logik-test, som gale videnskabsfolk har udviklet, og regeringer, virksomheder og uddannelsessystemer siden midten af det 20. århundrede blindt har sat deres lid til, når dygtige kandidater skulle udvælges. Faktisk har intelligens og forskellige ideer om, hvad der karakteriserer intelligens, historisk været brugt til at retfærdiggøre dominans og undertrykkelse. Den kloge har altid ret, var valgsproget. Men forestillingen om intelligens er aldrig neutral, for sådan noget som intelligens er ekstremt komplekst at fastsætte. Det har forskeren Stephen Cave skrevet et virkelig spændende og meget intelligent essay om i magasinet Aeon:

> Intelligence: a history

Hvis du ikke kan få nok af at læse om ressourcestærke mennesker, der undertrykker og, ja, udnytter mindre priviligerede personer, så læs den her New Statesman-feature om livet som gig-worker. Den slags løst ansatte chauffører, bude, rengøringsassistenter osv., der bliver hyret via apps og stort set ingen arbejdstagerrettigheder har. Mens cheferne og ejerne af de firmaer, der skummer fløden, tjener millioner. For ikke at sige milliarder. Det er den økonomi, vi bevæger os mod. Så mangler vi bare, at lovgiverne vågner op og finder på noget regulering, så vi undgår, at man skal ligge lønløs hen på sin slidte sofa, hvis man er så uheldig at rage en forårsforkølelse til sig. Det skulle der være god mulighed for i de her dage.

> The gig economy: freedom from a boss, or just a con