Print artikel

Det skal du læse i sommerferien

Brug sommeren fornuftigt. Bliv inden døre og læs bøger. Tegning: Jillian & Mariko Tamak, fra tegneserien 'Den her sommer'.
Anbefaling
30.06.17
Alle andre gør det, og ATLAS vil også være med: Her kommer tre bomstærke anbefalinger til sommerferielæsningen. Vi anbefaler noget nyt, noget tegnet og noget gammelt, som både kan læses, mens man plejer sin tan ved poolkanten, eller når man er fanget i et for lille sommerhus, mens regnen siler ned.

Caroline Albertine Minor debuterede i 2013 med den underspillede roman Pura Vida om en ung kvinde, der driver retningsløst rundt i tilværelsen. Men nu er hun for alvor slået igennem med novellesamlingen Velsignelser, der ganske enkelt må ende som en af årets stærkeste danske udgivelser. Novellerne kredser om det helt store, om kærlighed og sorg, sex og begær, uden nogensinde at blive for meget eller fortænkt. Velsignelser er vanvittigt velskrevet og spækket med gode sætninger: »På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op«, eksempelvis. Og fede titler som f.eks. »Glem Archie Pye«. Velsignelser er gribende, stilfærdigt medrivende, og alle novellerne har en ubesværet tyngde. Velsignelser har simpelthen international klasse og bør være selvskrevet i ethvert sommerferiepensum, der vil tages alvorligt.

Velsignelser, Caroline Albertine Minor. 237 sider, Rosinante

De canadiske kusiner Jillian og Mariko Tamaki stod bag en af sidste års absolut allerbedste tegneserier. Den her sommer er en rørende og virtuos coming of age-fortælling om to piger i pre teen-årene og lange, dovne sommerferiedage, hvor alting kan ske, men ikke rigtigt gør det. Og om sommerferievenskaber, der måske ikke varer ved. Og forelskelser, der helt sikkert ikke gør. Siden Rose var lille, har hun tilbragt sommeren sammen med sine forældre ved Awago Beach. Det samme har hendes veninde, den halvandet år yngre Windy og hendes familie. Det har altid været ferier fyldt med sorgfri hygge, leg og kedsomhed. Men i år er anderledes. Roses forældre skændes, de to piger har svært ved at finde rytmen sammen og hele ferien får et skæbnesvangert skær over sig. Den her sommer er velskrevet og smukt tegnet i drømmende, blålilla nuancer og rammer usentimentalt og uforstilt plet med sin fortælling om nostalgi, uskyldstab og de sære år i gråzonen mellem barn og voksen. Den her sommer er en ungdomsbog for alle, og den går lige i hjertet. Det her er en ægte sommerferiebog.

Den her sommer, Jillian og Mariko Tamaki. 320 sider, Høst & Søn

Der skal altid være en klassiker blandt sommerferieanbefalingerne, sådan er det bare. Et stykke dansk litteraturhistorie, der sidste år havde 150 års-jubilæum, er vores klassikeranbefaling. Vilhelm Bergsøe var doktor i zoologi, en internationalt anerkendt numismatiker (mønthistoriker) og en del af den blomstrende danske kunstnerkoloni i Rom i midten af 1800-tallet. Hans roman Fra Piazza del Popolo (1866) – som han i øvrigt dikterede, da hans nærmest var blind – er blevet kaldt den første realistiske roman i Danmark. Men det er også en af de største knaldromaner, der er skrevet på dansk. Fra Piazza del Popolo følger en gruppe skandinaviske kunstnere i Rom, der samles på den berømte plads og fortæller hinanden historier. Egentlig gør de det for at fordrive tiden, mens de venter på deres dumdristige unge ven, der har begivet sig udenfor bymuren om aftenen i et område, der er hærget af den berygtede Schiavones bande. Deres venten udgør romanens rammefortælling, mens deres egne historier bliver en slags novellecyklus, der leder tankerne hen på Boccacios Dekameron. Vilhelms Bergsøes fortællinger skildrer både hans ungdoms Nordsjælland, det gamle København og samtidens storpolitiske konflikter mellem Pavestaten og Frankrig. Hver fortælling er et indlevende portræt af en person i en ejendommelig situation, og her får du enestående sommerlæsning fyldt med slanke cypresser og knejsende pinjer, italienske røverbander, støvede Campagna-veje og dramatiske fortællinger om kunst, kærlighed og kolera. God sommer.

Fra Piazza del Popolo, Vilhelm Bergsøe. 652 sider, Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave fra 1988. Den og en lang række andre udgaver kan findes antikvarisk overalt