Print artikel

Det kan du læse og se i weekenden

Anbefaling
10.11.17
Hver fredag kommer ATLAS med anbefalinger til en weekend på internettet. I denne weekend foreslår vi den nye film om Joan Didion, nyt fra Saudi Arabien og en analyse af Hermés silkehalstørklæde til Roland Barthes i anledningen af 102 årsdagen for Barthes fødsel på søndag.

Joan Didion: The Center Will Not Hold

Forrige fredag var der på Netflix præmiere på den nye dokumentar om Joan Didion, der er skrevet og instrueret af nevøen Griffin Dunne og produceret af niecen Annabelle Dunne. Filmen om den celebre journalist, essayist og forfatter kan dermed siges at være et slags familiebrev om Didions liv. Fra hun som femårig modtog sin første notesbog, til hun som firsårig var model i en kampagne for det franske modehus Céline.

Ifølge New York Times har flere forsøgt at overtale Didion til at medvirke i lignende dokumentarfilm, men for Didion har det været vigtigt at holde produktionen indenfor familien. Griffin Dunne har således fået adgang til arkivmateriale og en række ærlige interviews, men der er, ifølge Dunne selv, ingen kritisk tilgang; »It was always going to be a love letter«, har han sagt til avisen. »She’s my aunt Joan.«

Som film tilbyder The Center Will Not Hold intet nyt, men forbliver endnu en konstatering af, at det spændende liv fortjener en dokumentarfilm. Når det er sagt, er det ganske sparsomt med interessant arkivmateriale, og fortællingen synes primært at tage udgangspunkt i ét langt interview, der ganske vist bliver interessant gennem Didions fortællinger og excentriske gestik, men som kun bidrager en smule til fortællingen om Didion og hendes liv. I forlængelse deraf kan man passende give sig i kast med Tracy Daughertys biografi om Didion fra 2015, The Last Love Song, hvis man ønsker mere dybdegående kendskab.

Alligevel bør man se The Center Will Not Hold, hvis man interesserer sig, ikke bare for Didion, men for det skrevne ords indflydelse; for The Center Will Not Hold er i lige så høj grad et portræt af en døende journalistisk tradition, hvor artikler er så lange, at en håndfuld kan udgøre en bog. Didion lærer os at bruge sig selv, og viser hvad kritisk journalistisk er; at det frem for alt handler om at indtage en position, hvorfra man kan skrive (kritisk) om det samfund man befinder sig i. Som i tekstsamlingen Slouching Towards Bethlehem da Didion i slutningen af tresserne skrev om hippiebevægelsens lange skygger, hvor et femårigt barn var høj på syre, mens forældrene dansede rundt i fredens og kærligheden navn.

Tilgængelig på Netflix

Saudiarabisk gambling

Hvis man allerede er opdateret med den nuværende situation i Saudi Arabien, hvor kronprins Mohammed bin Salman har fået arresteret en række højtstående medlemmer af den suadiske kongefamilie, i et forsøg på at sikre sig udsigten til at overtage tronen, kan man læse Hussein Ibish artikel i the Atlantic, der forklarer hvilke udfordringer kronprinsen og kongeriget står overfor.

Artiklen skitserer hvilke tre ‘eksperimenter’ man formoder, bin Salman og Saudi ønsker at igangsætte; herunder en konsolidering af den politiske magt, hvad vi netop nu bevidner. Derudover skriver Ibish, at der forventes økonomiske og sociale reformer, heriblandt Saudis uundgåelige overgang fra olieafhængighed, og slutteligt er der behovet for at varetage interesser i mellemøsten, hvor man især skuler til Iran der dagligt vokser sig stærkere.

The Saudi Crown Prince Is Gambling Everything on Three Major Experiments

Hvad ville Barthes synes om sit Hermés tørklæde?

På søndag er det 102 år siden, den franske semiotiker Roland Barthes blev født i Cherbourg i Normandiet, og i anledningen af 100 årsdagen for to år siden lavede det franske modehus Hermés et silkehalstørklæde, som de dedikerede til tegnets mester.

I den forbindelse skrev Christy Wampole, der til dagligt underviser på Princeton, en artikel i the New Yorker hvori hun forsøgte at undersøge, hvorvidt Hermés' homage ville have glædet Barthes. Artiklen begynder som en fortælling om Barthes indflydelse i Wampoles liv, og udvikler sig til en nøgtern analyse af silkehalstørklædet efter Barthes egne analysemetoder. For som semiotiker lærte han os, at verden består af uendelige tegn, og at de mange tegn kan (og skal) analyseres. Han lærte os, at man med tålmodighed kan finde frem til sammenhænge mellem vin og franskmænd og mælk og hollændere, og dermed forsøge at dræbe de myter der former vores forståelse af verden.

I forlængelse af det ville Barthes, konkluderer Wampole, naturligvis have elsket ‘sit’ halstørklæde. Med Wampoles egne ord:

»The Barthes scarf is a particularly readable and mythological object: fragile, expensive, and thus to be handled with care, as he handled all of his objects of study. Perhaps silk is the best material with which to honor Barthes. It is a natural fiber, exuded by a living thing and thus containing something of this life within it; its history represents the encounter between East and West; and its invitation to touch puts it in the same category as human skin.«

Selvom artiklen nu er to år gammel, tåler den en anbefaling, og hvilken bedre anledning end at fejre en af de forrige århundredes største tænkere på 102 årsdagens for dennes fødsel.

What Would Barthes Think of His Hermés scarf?