Print artikel

Det kan du læse i weekenden

Jean Michel Basquiat
Anbefaling
24.11.17
Hver fredag kommer ATLAS med anbefalinger til en weekend på internettet. I denne uge handler det om et sidste møde med Jean-Michel Basquiat, en værdsættelse af humaniora og knuste glas og massemord.

The History of Photography is a History of Shattered Glass

Der er noget smukt og dybt ubehageligt ved synet af et enormt fly, der flyver forbi de gyldne ruder på Mandalay Bay hotel i Las Vegas, hvor Stephen Paddock dagen forinden havde knust to ruder for bedre at kunne skyde og dræbe 59 personer. For det er ikke synet af de dræbte eller sårede vi ser, men sporene fra drabet, og ubehaget bliver vi ikke vist, men er noget vi må tænke os til. Det er med andre ord fraværet af den reelle tragedie, der udgør det tragiske.

Således skriver den amerikanske forfatter, fotograf og kunsthistoriker Teju Cole i et essay om tragedier og knuste ruder, og dermed indskriver Cole sig i en rig tradition for essayister, der behandler fotografiets evne til at indfange fortællinger og øjeblikke, hvor også Susan Sontags On Photography står som en lysende stjerne.

Fra masseskyderiet i Las Vegas bevæger Cole sig mod det knuste glas’ betydning i fotokunsten; fra Eugène Atget over Andre Kertesz til Brett Westonm hvor sidstnævntes fotografi Untitled (Broken Window, San Francisco) viser et stort sort ingenting mellem stykker af ødelagt glas. Man fristes til at tænke, at det er rammen og glasset der er i fokus, men som John Szarkowski fra MoMa skrev, er dette ingenting ikke tomrummet men tilstedeværelsen (»is not a void but a presence; the periphery of the picture is background«). At alt det vi ser, befinder sig i det vi ikke ser.

> The History of Photography is a History of Shattered Glass

The Last Time I Saw Basquiat

Den første gang Luc Sante mødte den amerikanske kunstner Jean-Michel Basquiat var i slutningen af halvfjerdserne, og selvom Basquiat natten forinden havde taget omkring halvtreds stoffer, som Sante bemærker, kunne man fornemme, at der var mere ved ham. Han bar en laboratoriejakke og en kuffert, og adspurgt om han var på vej på en tur, svarede han: »Altid«.

På det tidspunkt havde Basquiat ingen penge overhovedet. Han skrev stadig poetiske tags på New Yorks mure og spillede musik i bandet Gray til koncerter med femten mennesker. Luc Sante lærte ham at kende, da Basquiat flyttede ind hos Santes ven og spiste alle de bønner, vennens mor sendte fra Detroit. Med udgangspunkt i det sidste øjeblik Sante så Basquiat bliver den korte artikel en note om at have kendt en person fra før vedkommende blev kendt — men kun så perifert, at man aldrig igen mødes.

Rundt omkring hørte Sante om Basquiats vilde liv, om samarbejdet med Andy Warhol og forholdet til Madonna, til han døde af en overdosis som kun 27-årig. I maj i år blev Basquiat den dyrest solgte amerikanske kunster til alle tider, da den japanske rigmand Yusaku Maezawa betalte over 600 millioner kroner for værket Untitled 1982. Engang da Sante manglede penge, forsøgte han at sælge sine en række tidligere værker, men de var for gamle, blev han fortalt; de manglede det klassiske Basquiat look.

> The Last Time I Saw Basquiat

What are we doing here?

Da Kazuo Ishiguro tidligere i år blev tildelt nobelprisen i litteratur blev det bemærket, at han er den første modtager, der har dele af sin litterære opvækst på en af de mange programmer for creative writing der især eksisterer i USA og Storbritanien.

I et af de programmer, på Iowa Writers’ Workshop, underviser den amerikanske forfatter Marilynn Robinson, og med afsæt i det humanistiske som en universitetsdisciplin reflekterer hun over humanioras berettigelse på universitetet, under den sigende titel: What are we doing here?

For det er både en reel undren og et skrift for disciplinernes berettigelse, der driver Robinsons tekst, for hvad laver vi her, os der underviser i English, spørger hun, om et projekt der ofte afvises som elitært. Var humaniora en solopgang er vi nu vidner til dens formørkelse, fortsætter hun og drømmen om et sprog der er i stand til at erkende, at enkelte ting er så storslåede, at de kun kan forstås som virtuose tanker.

Afsluttende fortæller hun om studerende, der aldrig har oplevet at bruge ordet beautiful om prosa før de kom til programmet, fordi så mange oplever, at litteraturen bliver et hylster hvori man indlægger tidens idéer som simpel data.

> What are we doing here?